Aktiesparekontoen er oprettet med inspiration fra vores naboland Sverige, der har udviklet en god aktiekultur.
Siden aktiesparekontoen blev en mulighed i Danmark, har den spredt sig til flere hundredtusinde danske private investorer. Personligt har jeg også selv en aktiesparekonto, som jeg dog endnu ikke har benyttet til at investere. Hvorfor aktiesparekontoen er så populær, og jeg personligt ikke har benyttet den endnu, kan du blive klogere på gennem denne indlæg.
Klik dig frem til hvad du søger
- Hvad er aktiesparekontoen?
- Aktiesparekonto på Saxo
- Aktiesparekonto på Nordnet
- Beløbsgrænse på aktiesparekontoen
- Hvad er lagerbeskatning?
- Udbytteaktier til aktiesparekontoen
- ETF’er til aktiesparekontoen
- Swingtrading på aktiesparekontoen
- Månedsopsparing
- First North og Spotlight
- Ofte stillede spørgsmål
Hvad er aktiesparekontoen?
Aktiesparekontoen blev en mulighed for os danske investorer i starten af 2019, og særligt de senere år har aktiesparekontoen fået sit gennembrud i Danmark. Aktiesparekontoen stammer fra Sverige, hvor vi i Danmark kan hente meget inspiration, når det kommer til en god aktiekultur. Når du læser om aktiesparekontoen, vil du nogle gange også støde på forkortelsen ”ASK” eller ”ask”.
Aktiesparekontoen blev oprettet for at give de private investorer en skattemæssig fordel ved at investere. Med andre ord var hensigten at få flere til at investere. På aktiesparekontoen betaler du derfor kun 17% i skat af dine gevinster, hvilket skal sammenlignes med de normale skattesatser på 27% og 42%. Aktiesparekontoen er desuden lagerbeskattet, hvilket betyder, at skatten betales årligt, ligegyldigt om du sælger eller ej. Lagerbeskatningen dykker vi ned i lidt senere, da det er kernen i, hvorfor jeg endnu ikke benytter min aktiesparekonto.
Aktiesparekonto på Saxo
Saxo fik et forspring med aktiesparekontoen, og lancerede den et stykke tid før Nordnet. Hvorfor Nordnet ikke tilføjede den hurtigere, kommer vi nærmere ind på i næste afsnit omhandlende aktiesparekontoen på Nordnet.
Da Saxo var de første til at introducere aktiesparekontoen, er der også mange, som har sin aktiesparekonto hos Saxo. En stor del af de nye aktiesparekonti, der oprettes, bliver dog oprettet hos Nordnet. Personligt har jeg min hos Saxo, og til de omkostningsbevidste investorer, vil jeg også anbefale Saxo grundet den lavere kurtagesats. Du kan oprette en aktiesparekonto hos Saxo ved at trykke på din profil, og gå ind under ”anmod om nye konti”, hvorefter du kan anmode om at oprette en aktiesparekonto hos Saxo.
Aktiesparekonto på Nordnet
Nordnet lancerede aktiesparekontoen på sin platform i november 2021, altså nogle år efter den blev en mulighed i Danmark. Nordnet syntes dengang ikke, at aktiesparekontoen var fordelagtig nok til, at de ville tilbyde den til deres kunder. Dengang var loftet kun på 50.000 kroner, hvorfor jeg til dels godt kan følge Nordnets beslutning, selvom det var lidt ærgerligt, at de skulle tage beslutningen for alle deres kunder. De kunne dog i stedet opsøge Saxo eller deres bank for at få oprettet en aktiesparekonto.
Nordnet valgte derfor dengang at prioritere deres fokus på andet. Du kan læse mere om Nordnets begrundelse for, at de ventede med at lancere aktiesparekontoen her.
Da Nordnet introducerede aktiesparekontoen, havde de et tilbud, hvor der indtil d. 23. juni 2022 var kurtage på 10 kroner på alle markeder. Hvis du vil oprette en aktiesparekonto på Nordnet, går du blot op i menuen under ”tjenester”, hvor der er en underside ved navn ”aktiesparekonto”. Her følger du blot guiden step by step.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Beløbsgrænse på aktiesparekontoen
I 2023 kan du indsætte op til 106.600 kroner på aktiesparekontoen. Oprindeligt var planen, at man i 2022 skulle kunne investere 200.000 kroner på sin aktiesparekonto. Dette er dog ikke blevet realiseret. Pengene der blev afsat til at øge loftet på aktiesparekontoen skulle bruges et andet sted, så vidt jeg husker pensionsordningen for nedslidte. Dermed må de private investorer være tålmodige, hvis de venter på en højere grænse på aktiesparekontoen.
I 2023 kom det frem, at man frem mod 2026 ville hæve loftet på aktiesparekontoen til 135.000 kroner. Det svarede til, at beløbsgrænsen ville stige med 28.400 kroner fra niveauet i 2023. I november blev et nyt lovforslag vedtaget, hvor det fremgik, at for 2024 udgør loftet på aktiesparekontoen 107.750 kroner i 2010-niveau. Jeg synes det er lidt kringlet, at fremhæve det i 2010-priser, men i de tidligere dokumenter omhandlende lovforslaget fremgår det, at man i 2024-niveau vil hæve loftet til 135.900 kroner i 2024.
Hvad er lagerbeskatning?
Hvis du bliver lagerbeskattet, betales skatten årligt løbende af dine værdistigninger. Oplever du omvendt tab gennem året, kan disse tab trækkes fra i fremtidige år med gevinst. Når du investerer gennem aktiesparekontoen, bliver du lagerbeskattet med en skattesats på 17%.
Når man lagerbeskattes, skal man dermed løbende have fri kapital til at kunne dække skatten af ens gevinst, hvilket er årsagen til, at jeg ikke benytter aktiesparekontoen. De penge jeg har sat til siden til at investere, ønsker jeg hele tiden at have investeret, og udsætte skatten til realisering, hvor man i den forbindelse får kapital til at dække skatten. Sidder man et år med højt afkast på sin aktiesparekonto, kan man ende i tilfælde, hvor man er nødt til at sælge ud af sine investeringer for at dække skatten, hvilket jeg gerne vil undgå. Har man afsat penge til løbende at dække skatten, burde dette dog ikke være noget problem.
Udbytteaktier til aktiesparekontoen
Udbytteaktier er en god mulighed til aktiesparekontoen, da udbyttet ligeledes beskattes med en lavere skat. Hvis du derfor har en udbytteportefølje, kan det være en ide at placere nogle af dine udbytteaktier på din aktiesparekonto.
Særligt de udbytteaktier som udbetaler et højt udbytte kan være en fordel. Først og fremmest fordi du får et større udbytte, og dermed kan spare flere penge i skat, men også fordi disse aktier er mere begrænset i deres kursstigninger, og dermed forventeligt ikke stiger helt vildt på kort tid, hvis udbytteprocenten f.eks. er 6-8%.
ETF’er til aktiesparekontoen
ETF’er er sammen med udbytteaktier de to aktiver, jeg personligt anser som mest fordelagtige til aktiesparekontoen. Det skyldes, at ETF’er i forvejen er lagerbeskattede, og da de i et generaliserende perspektiv har en lavere ÅOP end de danske investeringsforeninger. Den lavere ÅOP vil mere end opveje de valutaomkostninger, der er ved at investere i ETF’er.
Aktiesparekontoen er dermed en gratis skattebesparelse, når du handler ETF’er, da de i forvejen er lagerbeskattede. Bemærk at det kun er muligt at investere i de ETF’er, som er på skats positivliste, der beskriver, hvilke ETF’er som beskattes som aktieindkomst.
Swingtrading på aktiesparekontoen
Hvis du er en af de lidt mere spekulative aktører på aktiemarkedet, og handler med kortsigtet tidshorisont, kan aktiesparekontoen også være oplagt til dette. Jeg vil dog ikke anbefale at handle aktier med kort tidshorisont, da indebærer meget høj risiko.
Hvis man swingtrader, vil man ofte kun beholde sine aktier i minutter, timer, dage, uger eller lignende. Med andre ord kort tidshorisont. Når det er tilfældet, bliver skatten ikke udskudt alligevel, hvorfor aktiesparekontoen er en gratis måde at spare penge i skat. For swingtradere er det altså lidt underordnet, om man bliver lager- eller realisationsbeskattet.
Månedsopsparing
Det er ikke muligt at tilknytte en månedsopsparing til ens aktiesparekonto, da månedsopsparingen har et bredere produktudbud, end lovgivningen tillader på aktiesparekontoen. Derudover har Nordnet nok også en økonomisk interesse i at holde dem adskilt, da Nordnet tjener penge på kurtage gennem aktiesparekontoen, som mange alligevel tilvælger grundet den lavere skat.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
First North og Spotlight
Beskatningen på First North og Spotlight børserne er lidt anderledes, end vi kender fra hovedbørsen. First North og Spotlight anses nemlig for at være uregulerede markeder, hvorfor vores handelsplatforme som udgangspunkt ikke indberetter til skat.
Mikkel og jeg, som står bag Unge Investorer, og desuden driver platformen Vækstaktier, har brugt timevis på at kontakte Skat og undersøge forholdene på området for First North og Spotlight. Det har været en jungle, og vi kan godt forstå, hvis man som privat investor kan være opgivende på at finde hoved og hale i skatteforholdene på First North og Spotlight.
Vi føler dog, at vi er kommet til bunds i skatteforholdene, hvilket vi har skrevet flere blogindlæg om på vaekstaktier.dk. Der hvor aktiesparekontoen kommer ind i billedet for First North og Spotlight, er, at man ved at investere gennem aktiesparekontoen ikke selv skal indberette til skat. Når du handler igennem en aktiesparekonto, bliver der ikke differentieret mellem regulerede og uregulerede aktier. Når det kommer til aktiesparekontoen, så er det en fællesbeskatning, som er særskilt fra den almindelige aktieskat. Derfor kan dine aktier på en ureguleret børs pludselig blive indberettet automatisk, selvom det på et normalt depot skulle indberettes manuelt.
Vi kan ikke afvise, at nogle handelsplatforme skulle have begrænsninger på uregulerede børser ift. aktiesparekontoen, men vi har selv erfaret, at minibørsaktier skulle være mulige at handle gennem en aktiesparekonto. Læs mere om aktiesparekontoen ift. uregulerede markeder her.
Ofte stillede spørgsmål
Nordnet eller Saxo?
Det er meget individuelt, om man ønsker at have sin aktiesparekonto på Nordnet eller Saxo. Personligt har jeg min på Saxo. Har du en omkostningsbevidst tilgang til investering, vil jeg generelt anbefale Saxo. Hvis brugervenlighed derimod er vigtigst, vil mange påstå, at Nordnet er mere brugervenlig.
Hvad er beløbsgrænsen på aktiesparekontoen?
I 2023 må du maksimalt indskyde 106.600 kroner på aktiesparekontoen. Denne vokser i 2024 til 110.300 kroner.
Hvad er fordelen ved aktiesparekontoen?
Du betaler en flad skat på 17%. Bemærk at den er lagerbeskatning, så skatten betales løbende årligt, ligegyldigt om du realiserer eller ej.