De amerikanske aktier har optaget de fleste investorers opmærksomhed de seneste år, men i 2025 er situationen anderledes, og flere kigger mod europæiske aktier.
Det har været en volatil start på 2025, hvor afkastet på aktiemarkedet har været meget forskelligt på tværs af geografiske markeder og sektorer. De europæiske aktier har outperformet de amerikanske aktier, mens aktier inden for forsvar og våben har nydt godt af den politiske uro, hvor mange af aktierne nu har indregnet store vækstforventninger til fremtiden.
Personligt har jeg ikke ændret på min tilgang til investering, og investerer derfor fortsat passivt i markedet gennem en global indeksfond. Derfor har jeg af samme årsag stor eksponering mod USA, der udgør en stor del af det globale aktiemarked. Min portefølje har altså ikke fået en prangende start på 2025, selvom det tyske DAX-indeks i skrivende stund er oppe med næsten 15% i 2025. Det skyldes en stærk performance hos bl.a Rheinmetall, der i skrivende stund er steget over 90% i 2025, og f.eks. producerer ammunition og tanks, der har været i investorernes søgelys, efter man på tværs af Europa har talt meget om øgede forsvarsbudgetter.
På Nordnet har en ETF som iShares S&P 500 næsten 70.000 ejere. Det er den mest populære ETF på Nordnet baseret på antallet af ejere. Den mest populære europæiske ETF er Xtrackers Euro Stoxx 50 ETF 1C, som har registreret knap 17.000 ejere på Nordnet i skrivende stund. Det illustrerer meget godt, hvordan de amerikanske aktier har været det mest populære valg hos de private investorer. Lige nu opleves dog en øget interesse for de europæiske aktier.
Læs også: Storebrand Indeks Alle Markeder: Er det den perfekte globale indeksfond?
Køb aktier, kryptovaluta mm. på eToro
(reklame)
eToro er en verdensledende investeringsplatform med 35 mio. brugere, og tilbyder bl.a. handel med danske aktier, fraktioner, ETF'er og kryptovaluta til lave priser.
Disclaimer: 51 % af private CFD-konti mister penge.
Disse fonde følger europæiske aktier
Hvis du er på udkig efter investeringsforeninger eller ETF’er, der kan give eksponering mod Europa, er der mange muligheder. Det er dog ikke produkter, jeg selv har meget erfaring med, og som altid er der mange veje at gå. Derfor har jeg i denne artikel forsøgt at holde mig til nogle af de mere traditionelle investeringsprodukter, som mange anvender for at få eksponering mod Europa.
Det er vigtigt at huske, at investerer du i en global investeringsforening, har du også eksponering mod Europa. Derfor giver det kun mening at kigge mod fonde, der alene er eksponeret mod Europa, hvis man ønsker en relativ overvægt mod dette marked. To af de mest populære metoder til at få eksponering mod Europa, er Xtrackers Euro STOXX 50 UCITS ETF 1C og Nordnets egen indeksfond ved navn Nordnet Europa Indeks. De adskiller dog sig fra hinanden på flere områder, herunder beskatningen, omkostningerne og eksponeringen.
Xtrackers Euro STOXX 50 UCITS ETF 1C er en ETF, der bliver beskattet efter lagerprincippet og som aktieindkomst. Den er nemlig at finde på skats positivliste. Nordnet Europa Indeks er ligeledes lagerbeskattet, men som kapitalindkomst, og har årlige omkostninger på 0,30% mod 0,09% for Xtrackers Euro STOXX 50 UCITS ETF 1C.
Xtrackers Euro STOXX 50 UCITS ETF 1C er eksponeret mod det velkendte Euro Stoxx 50 indeks. Dette indeks inkluderer 50 store europæiske selskaber fordelt på 7 lande, hvoraf Frankrig og Tyskland udgør omkring to tredjedele. På trods af at Novo Nordisk er et af de største børsnoterede selskaber i Europa, er aktien ikke at finde i Stoxx 50 indekset. Nordnet Europa Indeks er derimod eksponeret mod MSCI Europe ESG Leaders Index, og har over 200 forskellige aktier, herunder Novo Nordisk som den største beholdning, og følger derfor et mere diversificeret indeks.
På trods af at Nordnet Europa Indeks har en større diversificering, ville jeg foretrække Xtrackers Euro STOXX 50 UCITS ETF 1C, da denne bliver beskattet som aktieindkomst og har væsentligt lavere omkostninger. Dog vil jeg i sidste ende gerne undgå lagerbeskatning på et normalt aktiedepot, og derfor skal vi også se på danske investeringsforeninger, der er eksponeret mod Europa. Hvis det var på en aktiesparekonto, anser jeg dog Xtrackers Euro STOXX 50 UCITS ETF 1C som en god mulighed for eksponering mod Europa.
Beskatning som aktieindkomst efter realisationsprincippet
Nordnet Europa Indeks og Xtrackers Euro STOXX 50 UCITS ETF 1C er mig bekendt de to mest populære metoder til at få eksponering mod Europa. Der findes ligeledes danske investeringsforeninger, der er eksponeret mod Europa. Kigger vi på en udbyttebetalende investeringsforening, har vi mulighed for at blive beskattet som aktieindkomst efter realisationsprincippet, som jeg selv ville foretrække på et normalt aktiedepot, hvis jeg skulle investere i en fond eksponeret mod Europa.
En mulighed er Sparindex Bæredygtige Europa, som følger MSCI Europe ESG Leaders Select Sustainability. Den minder en del om Nordnet Europa Indeks, men bliver som en udbyttebetalende investeringsforening beskattet som aktieindkomst efter realisationsprincippet. Den har årlige omkostninger på 0,40%, hvilket ikke er særlig højt, når man også tager hensyn til beskatningen.
På tabellen nedenunder kan du se en oversigt over de tre fonde, som jeg har gennemgået i denne artikel, og som alle er eksponeret mod Europa. Det er meget indivuelt hvilken investeringsmulighed, der potentielt vil passe bedst til dig. Eksempelvis kan det for nogle være en fordel at blive beskattet som kapitalindkomst, hvis ikke man udnytter sit personfradrag.
Navn | ÅOP | Benchmark | Lager- eller realisationsbeskatning | Aktie- eller kapitalindkomst |
---|---|---|---|---|
Xtrackers Euro STOXX 50 UCITS ETF 1C | 0,09% | Euro Stoxx 50 | Lagerbeskatning | Aktieindkomst |
Nordnet Europa Indeks | 0,30% | MSCI Europe ESG Leaders Index | Lagerbeskatning | Kapitalindkomst |
Sparindex Bæredygtige Europa | 0,40% | MSCI Europe ESG Leaders Select Sustainability | Realisationsbeskatning | Aktieindkomst |
Du kan se en gennemgang af de tre indeksfonde på videoen herunder.
Hej Jonas. Så du har ikke tænkt dig at ændre din strategi ift. index fonden globale aktier kl, trods alle de ting Trump er igang med?
Mvh Line
Nej 🙂