Året 2022 har indtil videre været blodrødt på aktiemarkedet, og det danske eliteindeks, C25 er nede med et tocifret procentfald.
Jeg plejer at sige, at jeg både er glad, når markedet stiger og falder. Når markedet stiger, stiger mine aktiver i værdi, og når markedet falder, kan aktierne købes billigere. Det er for mig ren win-win, når man er langsigtet investor.
Alligevel kan man blive en smule påvirket, når markedet falder markant. Måden hvorpå det påvirker mig, er, at jeg ikke rigtig tjekker min portefølje i disse dage. Faktisk har jeg næsten ikke kigget på min portefølje her i januar måned, udover da jeg købte aktier i starten af måneden ifm. min løn. Jeg har dog i anledningen af dette indlæg kigget på min portefølje. Min enkeltaktieportefølje er nede omkring 8,5%, hvor min portefølje hos Nordnet bestående af fonde er nede med 4,7%.
Det er især aktier som Bavarian Nordic, Chemometec og Nordnet, som trækker mit afkast i år ned. Omvendt er min købskandidat for 2022, Alefarm Brewing med til at trække afkastet en smule op sammen med Danske Bank og AT&T.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Sådan gør jeg
Når markedet er faldet, som det er i januar, investerer jeg, som jeg plejer. Dog tilpasser jeg mig også en smule, og er i takt med inflations- og rentestigningerne begyndt at kigge mere på value og banker fremfor vækst. Senest har jeg f.eks. øget min position i Danske Bank. Derudover er jeg begyndt at benytte Kameo som alternativ investering i min portefølje. Ved at benytte Kameo modtager jeg en fast månedlig rente ved udlån til ejendomsprojekter, hvilket er med til at øge diversificeringen i min portefølje.
Når jeg igen vil investere i februar måned, vil jeg investere i Nordnets månedsopsparing, som jeg plejer. Her investerer jeg 80% i Danske Inv Global Indeks og 20% i Sparindex Emerging Markets. Derudover forventer jeg at investere i en valueaktie, og måske investere i endnu et lån på Kameo, hvis der opstår nogle gode muligheder. Hvis aktierne forbliver i samme prisniveau som nu eller lavere, vil jeg dog i højere grad kigge mod aktiemarkedet.
Alt efter hvordan markedet udvikler sig i de kommende dage/uger, kunne jeg også godt finde på at supplere op i nogle af mine enkeltaktier, som er faldet en del. Det kunne eksempelvis være Nordnet eller Disney. Konklusionen er, at jeg vil fortsætte med at investere, og alt efter om markedet fortsætter med at falde eller begynder at stabilisere sig, vil jeg enten supplere op eller kigge mod value. Lige nu tyder det på, at det stabiliserer sig en smule, hvor C25 d. 26. januar lige nu stiger omkring 2% efter store fald de seneste dage.
Læs også: Sådan er min månedsopsparing.
Flest beholder
Den 24. januar havde vi en meningsmåling i Unge Investorer, hvor vi hørte, hvordan folk reagerer i disse perioder. I meningsmålingen kunne folk svare på, om de lige nu “køber”, “beholder”, eller “sælger” sine aktiver.
Meningsmålingen har i skrivende stund fået omkring 2.000 tilbagemeldinger, hvor langt størstedelen svarer, at de beholder. Mange har også svaret, at de udnytter faldende til at købe op. Få har svaret, at de sælger sine aktiver. Der er selvfølgelig ikke et svar på, hvilket svar der er rigtigt eller forkert. Meningsmålingen indikerer dog, at mange følger sin strategi, hvilket er et positivt signal.