Investér bæredygtigt – og bliv fremtidens vinder på aktiemarkedet er en ny bog af Pernille Wahlgren, som er forfatter af “Invester i Livet” og Eva Grønbjerg. Bogen udgives i dag d. 10 september 2021.
Bogen bærer stort præg af at være skrevet af to forfattere, som i grove træk deler samme holdninger. De benytter disse holdninger på vidt forskellige måder, på trods af at de grundlæggende er enige. Det giver et friskt touch, og viser vejen for, at du som investor skal fokusere på din egen strategi.
Investér bæredygtigt er opdelt i tre dele:
- Del 1: Hvorfor investere bæredygtigt?
- Del 2: Hvad er egentlig bæredygtigt?
- Del 3: Hvordan investere bæredygtigt?
Del 1, hvorfor investere bæredygtigt?
Første del af bogen omhandler dig som individ, og hvordan kan du skabe et afkast med god samvittighed. Grundpræmissen for at investere bæredygtigt er, at de omstillingsparate virksomheder på sigt vil klare sig bedre. Det at være med på den grønne bølge, er altså et tegn på, at virksomheden er omstillingsparat. Et eksempel fra virkeligheden er energikoncernen Ørsted, som omlagde sig fra sort til grøn energi tidligere end konkurrenterne.
Hvis du har fulgt casen om Ørsted, har du kunne se markante afkast de senere år. Stigningerne er som følge af denne nye og grønne strategi.
Læs også: Mest bæredygtige aktier i 2021.
Du ved måske, at det er vigtigt at diversificere din aktieportefølje. Har du tænkt over at det samme gør sig gældende for din karriere? Spørgsmål som dette bliver sat i fokus i første del af bogen. Der bliver delt ud af de personlige valg, som Pernille og Eva har truffet gennem deres karriere.
Bæredygtig FIRE
Der sættes fokus på deres måde at leve på, hvilket er et begreb de kalder bæredygtig FIRE. Det handler mere om de muligheder en sund økonomi kan give dig, end at skulle pensionere sig selv tidligt. Tidlig pension er det traditionelle formål indenfor FIRE-bevægelsen.
Hvordan du opnår dette, giver de to kære kvinder også et bud på. Du skal ikke kun diversificere, når det omhandler din aktieportefølje. Dit karrierevalg er ligeledes vigtigt at diversificere. Her anbefaler de at fokusere på at producere fremfor at konsumere. Dette kan du gøre gennem en Sidehustle/Bijob – hvor du bruger din fritid på et interesseprojekt, fremfor at bruge penge på produkter. Generelt køber vi ofte produkter, som vi i sidste ende ikke har brug for. Formålet med dette er at skabe større frihed og fleksibilitet i dit liv. Det skal være med til at skabe det liv, som du ønsker at leve.
Den langsigtede plan
Hvis du ligesom jeg ikke har lagt en 40 års plan, så kan dette meget nemt virke meget uoverskueligt. Her får vi som læsere en stor hjælp af de to kvinder, som får os til at se indad. Personligt tog afsnittet et par dage at læse, da der var flere forskellige øvelser til at hjælpe med selvindsigt.
Det handler i korte træk om at kende sine livsværdier, og hvorfor du har de livsværdier, som du har. Vores livsværdier er ikke altid stationere, hvorfor vores fortid heller ikke skal definere vores fremtid – vi har lov til at drømme stort. Det kræver en kordineret indsats at skifte bane midt på livets vej. Derfor er det største og måske vigtigste spørgsmål, hvad vil DU opnå?
Det var muligvis det eneste spørgsmål, som jeg kunne besvare på forhånd. Pernille og Eva har givet mig en langt bedre forståelse af hvorfor jeg gerne vil opnå det, som jeg vil. De har ligeledes givet mig nogle redskaber til at fastholde det langsigtede fokus.
Jeg fandt meget inspiration i deres valg af levemåde, som fokuserer på et bæredygtigt liv.
Del 2, hvad er egentlig bæredygtigt?
Anden del omhandler, hvordan du som investor identificerer hvilke selskaber, som er bæredygtige i din verden. De to forfattere bygger stadig videre på individet. De fortæller, at hvad der er bæredygtigt i min verden, måske ikke er bæredygtigt i din verden.
Der gives en fin baggrundhistorie for, hvordan bæredygtig investering først kom på banen gennem SRI (Socially Responsible Investing). Senere hen har det udviklet sig til et globalt fokuspunkt. EU har forsøgt at lave nogle generelle retningslinjer for hvad en bæredygtig investering er. Det er gjort ved at lave nogle faste værdier til ESG (Environment, Social og Governance), på dansk (Miljø, Social ansvarlighed og selskabsledelse).
Det er første store skridt, som er taget for at kunne måle virksomheder over tid, og sammenligne dem med hinanden. Virksomhederne kan dog påvirke deres ESG score ved forskellige tiltag, som ikke nødvendigvis gør deres forretning bæredygtig. ESG-scoren bliver baseret på, hvad virksomheden siger, at de gør, og ikke den bagvedliggende virksomhedsdrift. I bogen berettes der om en top-5 liste over de virksomheder med højest ESG målinger. På denne liste er der repræsenteret et tobaksselskab, et mineselskab og et sodavands firma – hvor den bagvedliggende virksomhed ikke nødvendigvis er bæredygtig.
CSR
For at sortere i disse selskaber med høje ESG-scorer, kan begrebet CSR (Corporate Social Responsibility) bruges. CSR dækker over det samfundsansvar, som virksomhederne påtager sig. Dermed kan det ikke ”manipuleres”. Det er dog op til den enkelte investor at læse op på de forskellige selskabers CSR-tiltag, samt vurdere dem. Dette er især Eva suveræn til at fortælle om, hvilket hænger sammen med hendes mere end 10 års erfaring indenfor området. Der er mildt sagt mange guldkorn at hente her. I hvert fald hvis man har mod på at undersøge, hvor bæredygtige de enkelte selskaber reelt set er.
De to forfattere har et stort fokus på det store perspektiv. Her er det især hele debatten om, hvad der er bæredygtigt, som de udfordrer læseren ved. Her opstilles blandt andet dilemmaet med at producere poser af afgrøder fremfor plastik. Det vil de fleste sige er et bæredygtigt tiltag. Der findes dog stadig nogle steder i verdenen, hvor hungersnød er et stort problem. Afgrøderne kunne dermed gøre større gavn de steder. Dermed kan der argumenteres for, at det ikke er et bæredygtigt tiltag at lave poser af afgrøderne.
Lignende dilemmaer og stof til eftertanke gives der meget mere af i bogen – en utrolig kompleks verden vi lever i. Der kan nævnes fordele og ulemper ved selv de mest ”åbenlyse” bæredygtige investeringer.
Del 3, hvordan investere bæredygtigt?
Sidste del omhandler hvordan du får lavet en portefølje, som passer til dig som individ. Her bliver der gået i dybden med alt fra hvordan du selv opstiller kriterier og krav til den overordnede teori om spredning i porteføljen. Dermed kommer vi hele paletten rundt, fra individ til teori i denne del af bogen. Fokus er på selv at opbygge en portefølje af enkeltaktier, og ikke gennem fonde mv.
Når det kommer til dine personlige krav og kriterier, sættes der fokus på positiv/negativ screening af aktier, hvor der også følger en lille øvelse med til, der hjælper dig godt på vej mod at opstille egne krav og kriterier til aktier. For at det ikke skal blive uoverskueligt, så anbefaler forfatterne at man samtidig benytter sig af KISS-strategien (Keep it simple stupid). Fokus er hermed på ikke at overkomplicere tingene, og at starte med 2-3 fokuspunkter for de aktier, som du har lyst til at undersøge. Til inspiration finder du et eksempel, som de to forfatter har opstillet ud fra deres præferencer, hvor du kan lære hvor simpelt det kan være at opstille krav og kriterier.
Hvad angår din investeringsstrategi, så begynder det personlige og det teoretiske at blive blandet. Her kommer forfatterne ind på, hvordan du skal lære dig selv at kende for at kunne definere din risikoprofil og handle herefter. Når du har fået styr på dit mål, risiko og hvor du finder dine aktier, er der kun et punkt tilbage ifølge bogens guide til investeringsstrategi. Det er dine betingelser for køb og salg af en given aktie. De to forfattere mener, at det er meget vigtigt at have styr på sin købs- og salgsstrategi, da vi som mennesker ofte bliver styret af vores følelser.
Opbyg din portefølje
Efter du har fået fuldstændig styr på strategien, så er der kun en ting tilbage før du kan kalde dig investor. Det er at få opbygget din portefølje. Her benytter de to forfatter sig igen af KISS-strategien. For at lave en god portefølje med spredning, så laver du et klassisk lagkagediagram og opdeler den i brancher. Efter du har opdelt lagkagen i brancher, så kan du opdele brancherne i antal aktier, som du gerne vil have fra hver branche.
På denne måde spreder du din risiko indenfor de enkelte brancher, og din generelle risiko mindskes ved at være fordelt over flere forskellige brancher. Det er med til at skabe balance og ligevægt i din portefølje. Der gives flere eksempler på, hvordan en opdeling kan se ud i bogen.
Guldkorn til den nye investor
For den rutinerede investor slutter bogen her – der er dog en lille ekstra godte gemt bagerst i bogen til nye investorer, eller personer som godt kunne tænke sig at påbegynde sit investeringseventyr.
Til den nye investor er der lavet en 5 punkts plan, som kan hjælpe dig på vej mod at blive en bevidst investor, samt en liste der forklarer nogle af de begreber, som de to forfattere benytter igennem bogen.
Til den helt grønne investor, som gerne vil påbegynde sit investeringseventyr, er der lavet en 12 trins guide, som giver dig en hjælpende hånd. Begge guides er ekstremt relevante, og godt lavet set fra målgruppens synspunkt. Jeg fik også selv et guldkorn eller to med på vejen, selvom jeg ikke vil betragte mig selv som en ny investor. For at hjælpe den helt grønne investor på vej i investeringsverdenen, er der også lavet en ordbog med de begreber, som man skal være bekendt med, når man investerer.
4/5 stjerner
Helt generelt, så er det en fantastisk bog, som formår at henvende sig til alle – lige fra den erfarne investor til den helt grønne. Bogen er yderst velskrevet, og skrevet på en måde hvor alle kan være med, uden at miste kvaliteten for de mere erfarne investorer, som læser bogen.
Personligt syntes jeg dog bogen giver udtryk for en lidt for stor præference overfor enkeltaktier, hvilket jeg syntes er ærgerligt. Investeringsfonde er i min verden et super godt redskab til at lægge hjørnestenene i din portefølje, og så kan der suppleres med enkeltaktier – især hvis man er ny indenfor investeringsverdenen.
Det ændrer dog ikke på, at bogen er super relevant for alle typer af investorer, og der generelt er et højt vidensniveau. Derudover udfordrer bogen på mange nye fassoner, da den tvinger læseren til at tage stilling til forskellige problemstillinger, samt egne holdninger og ønsker. Det er et meget friskt pust gennem en investeringsbog, selvom det medførte, at bogen tog markant længere tid at læse. Eksempelvis brugte jeg et par dage på at besvare livets store spørgsmål, som læseren bliver konfronteret med i første del af bogen.
Derfor giver jeg bogen 4 ud af 5 stjerner.
For at bogen skulle have scoret topkarakter, så skulle der have været større fokus på hvordan fondene kan benyttes til at investere bæredygtigt, og bruges som redskab til din investeringsstrategi. Det er ikke fordi forfatterne misinformerer omkring fonde, de har blot en anden tilgang til brug af investeringsfonde, hvor jeg mener, at de ikke ser de mange muligheder, som investeringsfondene giver.
Du kan købe bogen hos Saxo her.