Sidste handelsdag i det første halvår af 2021 er nu overstået, og vi kan se tilbage på det seneste halve år på det danske aktiemarked.
Det overordnede C25-indeks, som benyttes som indikator for den overordnede udvikling på det danske aktiemarked, er i det første halvår steget omkring 10%. Men hvilke danske aktier har egentligt klaret det bedst? Det kigger vi nærmere på her.
Vindere på C25
Blandt de 25 selskaber på Danmarks eliteindeks, slutter kun 7 selskaber i rødt det første halve år af 2021. Dette gælder Ørsted, Tryg, Vestas, Simcorp, Chr. Hansen, Ambu og H. Lundbeck. Omvendt har det været et særdeles godt år for Demant, ISS og Bavarian Nordic, som stiger henholdsvis 50,7%, 41,1% og 37,5%.
Demant er den aktie på C25, som er steget mest i første halvår. Demant leverede et rigtig pænt regnskab tilbage i februar, hvor de af princip ikke ville udbetale udbytte, men i stedet betalte aktionærerne gennem aktietilbagekøb. Demant overraskede positivt ift. nøgletallene, og præsenterede også stærke forventninger til 2021. Aktien har siden da bevæget sig i en opadgående trendkanal.
ISS har ligeledes haft fart på med en stigning på 41,1%. Aktien har været stabilt stigende med større hop marts og maj måned. En væsentlig begivenhed for ISS er, at de er kommet ud af aftalen med Forsvaret. Det har været en aftale med tabere på alle sider. Soldaterne har været utilfredse og ISS har tabt penge på kontrakten. Derfor var det nu positivt, at de er kommet ud af kontrakten.
Bavarian Nordic har fået meget opmærksomhed både politisk, blandt befolkningen og på børsen. Dette skyldes primært selskabets Coronavaccine, som der har været store forventninger til. Bavarian Nordic har længe været på jagt efter finansiering til fase III, og der er lige nu lagt pres på regeringen i den anledning.
Vindere på Large Cap (ekskl. C25)
Der har ligeledes været pæne stigninger uden for C25. Bankerne har klaret det flot. Sydbank er oppe med 47,0% og Nordea er oppe med 42,3%. Tredjepladsen indtages af The Drilling Company med en stigning på 36,0%.
Når der har været frygt for inflation og stigende renter, har bankerne ikke været ramt ligesom mange af vækstaktierne har været. En stigende rente er nemlig ikke negativt for bankerne, der tjener penge gennem en stigende rentemarginal.
Bankerne er dog generelt kommet godt igennem Coronakrisen, hvor økonomien er holdt i live gennem store hjælpepakker og andre finanspolitiske tiltag.
Vindere på Mid Cap
Der har været store stigninger på det danske Mid Cap segment. Hele 7 selskaber er steget mere end 50%. Bedst er det gået D/S Norden, som er steget 93,3% D/S Norden er forfulgt af Jutlander Bank og Sparekassen Sjælland-Fyn, som stiger henholdsvis 78,6% og 67,8%.
D/S Norden har leveret en rigtig pæn nyhedsstrøm gennem første halvår af 2021. Nyhedsstrømmen indebærer blandt andet ikke mindre end 4 opjusteringer, hvilket markedet plejer at tage imod med glæde.
En aktie, som vi tidligere har sat fokus på her på Unge Investorer, og ligeledes var blandt de bedste aktier på Mid Cap i 2020, er Chemometec. Chemometec er i første halvår af 2021 steget 45,9%, og fortsætter den positive udvikling.
Læs også: Chemometec – Et guldæg i Danmark.
Vindere på Small Cap
På Small Cap har der ligeledes været nogle større udsving, og 8 selskaber er steget mere end 50% ÅTD.
Bedst er det gået for Brøndby, som er steget 93,0%. Brøndby-aktien er selvfølgelig steget grundet det gode resultat i Superligaen, som velfortjent har afspejlet sig i aktien. Aktier i Brøndby kan være oplagt, hvis du er Brøndby-fan, da der kan være nogle fordelagtige aktionærfordele. Personligt ville jeg fra et økonomisk perspektiv holde mig fra at investere i fodboldklubber, herunder Brøndby.
Med i toppen på Small Cap er også EAC Invest, Rovsing og Møns Bank, der stiger henholdsvis 76,5%, 75,4% og 62,2%.
Vindere på First North DK
Personligt følger jeg det danske minibørs-marked tæt, og kan derfor tilknytte væsentligt flere ord til både First North og Spotlight, da jeg følger virksomhederne samt nyhedsstrømmen.
Der er kommet mange nye selskaber på First North i 2021, og i denne artikel kigger vi kun på selskaber, som har været noteret i hele perioden. SPENN Technology har været påvirket af en hype-lignende udvikling, og er steget knap 300%. Udover SPENN, er den bedst performende aktie på First North derfor ViroGates, som er steget 97,6% i årets første 6 måneder.
ViroGates er kommet ud på mange nye hospitaler, blandt andet i Italien, og Grækenland. Det øgede pres på verdenens hospitaler under Coronakrisen har gjort ViroGates’ produkt væsentligt på diverse hospitaler.
FastPastCorp indtager andenpladsen på First North. FastPassCorp er en temmelig ukendt aktie, men selskabet har leveret en pæn nyhedsstrøm i 2021, som berettiger aktiens stigning på 75,1%. Blandt nyhederne er flere nye kunder, herunder kunder i Colombia, Belgien og Canada.
Wirtek og Audientes har ligeledes haft et godt halvår, og stiger henholdsvis 57,9% og 56,3%. Wirtek har præsenteret en stærkt 2025-strategi, og har efterfølgende gjort et interessant opkøb. Opkøbet fik Wirtek til at opjustere sine forventninger, så de i år forventer at nå en omsætningsvækst på 52-59%. 2025-strategien indeholder en målsætning om at nå en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på 30%.
Audientes er på vej ind i et utrolig spændende kvartal, hvor selskabet skal kommercialisere sit selvjusterende høreapparat. Selskabet har indgået samarbejde i Indien, hvor de desuden har etableret et datterselskab, så de har oprettet det rette fundament til at slå igennem på det indiske marked. Audientes’ CEO, Steen Thygesen var vi så heldige at have besøg af i Unge Investorer tidligere på året, hvilket kan ses her.
Vindere på Spotlight DKK
Der er 5 Spotlight-selskaber, som handles i DKK. Dette gælder Cessatech, Curasight, DanCann Pharma, Freetrailer og Risk Intelligence.
Bedst er det gået for Freetrailer, som i den grad har haft fart på med en stigning på 117,9%. Vi havde tidligere på året også fornøjelsen af at have besøg af Freetrailer i Unge Investorer, hvilket kan ses her.
Freetrailer har offentliggjort en række nye partnerskaber i ind- og udland, og har også meddelt om et øget fokus på Tyskland, som er et særdeles interessant marked for Freetrailer. Samtidig har Freetrailer oplevet rekordmange udlejninger og opjusteret sine forventninger ifm. et kvartalsregnskab.
DanCann Pharma er steget 30,4%, og indtager derfor andenpladsen på Spotlight DKK. DanCann har ligesom Freetrailer haft en stabil god nyhedsstrøm, hvor det blandt andet er værd at fremhæve forlængelsen af forsøgsordningen for medicinsk cannabis. Selskabet har ligeledes underskrevet et LOI, der giver DanCann Pharma eksklusiv ret til distribution af de cannabinoid-baserede lægemidler Reduvo ™ Adversa® og Qixleef ™ i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.
Curasight indtager tredjepladsen med en stigning på 4,3%
Nu kan vi se frem mod et spændende H2, som formegentligt også vil byde på mange spændende nyheder og overraskelser. De bedste danske aktier i første kvartal af 2021, som er nævnt i denne artikel, er alene vurderet ud fra kursudviklingen.
Følg de danske minibørser her.