Thais Jacobsen har opnået mange milepæle, selvom han kun er 20 år gammel. Den første million er allerede rundet, og han er godt på vej mod den næste.
Du ville nok ikke tænke, at Thais var 20 år gammel, hvis jeg sagde, at han allerede har købt to huse og desuden har istandsat en veteranbil. Derudover har han drevet sin egen virksomhed, mens han har været i lære som VVS’er og haft et deltidsjob i weekenderne. Den travle hverdag har resulteret i, at Thais allerede som teenager kunne kalde sig millionær, men det har i perioder også været på bekostning af det mentale helbred.
Thais har kun en gæld på ca. 250.000 kroner, og har knoklet med arbejde og fik øjnene op for investering tidligt i livet. De første aktier blev købt som 16-årig, og på sigt er målet, at investeringerne skal finansiere en tilværelse med økonomisk frihed.
Tidligere har Thais delt sin rejse med os her på Unge Investorer, hvor jeg før sommeren 2024 skrev den seneste artikel. Der er dog sket meget sidenhen, hvor Thais har udlejet sin første udlejningsejendom, men også har været tæt på at gå ned med stres.
Læs også: 17-årige Frederikke drømmer om at blive porteføljeforvalter og økonomisk fri.
Køb aktier, kryptovaluta mm. på eToro
(reklame)
eToro er en verdensledende investeringsplatform med 35 mio. brugere, og tilbyder bl.a. handel med danske aktier, fraktioner, ETF'er og kryptovaluta til lave priser.
Disclaimer: 51 % af private CFD-konti mister penge.
Det første hus blev udlejet
Den 1. august 2024 var en stor dag for Thais. Det var den første dag, hvor hans første hus officielt var udlejet. Nu begyndte der altså at tikke husleje ind hver måned. Det var ikke bare et hus – det var symbolet på en drøm, der tog form. Thais havde kastet sig ud i ejendomsinvestering, og nu stod han med sin første udlejede bolig. Det var en følelse af stolthed og lettelse, men også en påmindelse om, at rejsen kun lige var begyndt.
Midt i glæderne kom der også udfordringer. Den 3. september 2024 ramte en mur – kun en måned efter det første hus officielt var udlejet. Presset voksede, og Thais kunne mærke, at han var ved at knække. Måske var det ikke et fuldkommen stressnedbrud, men det var tæt på. Det betød, at der skulle træffes store beslutninger.
Thais valgte at lukke sit markedsføringsselskab. Det var ikke let, men heldigvis kunne kunderne sælges videre med fortjeneste, og vigtigst af alt gav det mulighed for at fokusere endnu mere på ejendomsinvesteringerne. Den 1. december 2024 kunne Thais således skrive under på sit andet hus, der blev købt kontant for 275.000 kroner. Det var et hus i dårlig stand, men efter en masse arbejde var huset renoveret og klar til udlejning i april 2025.
En stor læringsproces
Desto mere man arbejder, desto hurtigere kan man nå sine mål. Det var i hvert fald tilgangen for Thais. Han stod op om morgenen og gik direkte i gang med arbejde – ingen pauser og ingen tid til sig selv. Han arbejdede til langt ud på natten, faldt om i sengen og gentog det hele igen næste dag. Det føltes som den eneste vej til succes, fortæller Thais.
Han beskriver dog, at han på et tidspunkt måtte stoppe op og spørge sig selv, om det virkelig er sådan, han gerne vil leve.
Arbejdet havde kørt ham så hårdt, at han nær var gået ned med stress. Det var først dér, Thais indså, at succes ikke kun handler om at arbejde døgnet rundt – det handler også om at have balance. At kunne nyde processen i stedet for konstant at jagte næste mål uden at stoppe op og værdsætte, hvor langt man allerede er kommet.
En af de største fælder, han faldt i, var sammenligningen med andre – primært på sociale medier, der i mange tilfælde kun viser det perfekte. Thais vil ikke jagte livet i luksus med dyre biler og eksotiske rejser, men have friheden til at styre sin egen tid og friheden til at gøre det, han brænder for. Med en formue der nærmer sig 2 mio. kroner, har han lagt et godt fundament til at kunne opnå økonomisk frihed.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +100.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Formue på 1,5 mio. kroner
Efter istandsættelsen af de to første udlejningsejendomme, beskriver Thais, at de er vurderet til hhv. 695.000 kroner og 800.000 kroner. Derudover er en veteranbil, der minder om Thais’, blevet solgt for lidt over 200.000 kroner for et par måneder siden. Det betyder, at Thais har fysiske aktiver for ca. 1,7 mio. kroner, hvor der er oplevet en markant værdiforøgelse gennem renovering.
Porteføljen af værdipapirer udgør ca. 100.000 kroner, og det betyder, at Thais har en samlet formue på omtrent 1,8 mio. kroner. Fratrukket gælden svarer det til lidt over 1,5 mio. kroner. Rejsen stopper dog ikke her. Der er allerede nye projekter i kikkerten, og målet er at udvide ejendomsporteføljen yderligere.