Min månedsopsparing hos Saxo Bank har netop handlet, og i disse måneder køber jeg relativt stort ind i investeringsforeninger.
(reklame for Saxo Bank)
Efter jeg har gennemført store justeringer i min portefølje, har jeg nu fyldt min aktiesparekonto. Derfor handler mine månedlige investeringer ikke længere om at fylde min aktiesparekonto, men derimod løbende investering på min månedsopsparing. På samme tid vil jeg supplere med køb af enkeltaktier for at have ca. 20-25% af min portefølje eksponeret mod enkeltaktier. Det vil dog langt fra være hver måned, at jeg vil købe op i enkeltaktier.
De seneste måneder har jeg solgt alle mine enkeltaktier for at gennemføre min porteføljejustering. Det medvirkede til, at jeg havde mulighed for at fylde aktiesparekontoen og fokusere min portefølje på færre enkeltaktier. Tidligere havde jeg omkring 20 aktier i porteføljen, hvilket var for meget, hvorfor jeg nu har seks aktier. Efter jeg har fyldt min aktiesparekonto og købt op i seks forskellige enkeltaktier, havde jeg 65.000 kroner, som jeg vil investere fordelt over nogle måneder gennem min månedsopsparing hos Saxo Bank.
Mine investeringer udgør derfor et stort beløb i denne måned, hvor jeg har investeret 28.000 kroner gennem min månedsopsparing. Disse penge stammer delvist fra min porteføljejustering, hvor jeg har investeret 20.000 kroner af de i alt 65.000 kroner, mens jeg har investeret 8.000 kroner fra min løn.
På min månedsopsparing investerer jeg alene i den investeringsforening, der hedder Sparindex Globale Aktier. Denne benytter jeg for at få eksponering mod hele verdenen, herunder både Emerging Markets og Small Cap segmentet. Det er en udbyttebetalende investeringsforening, som jeg har valgt af skattemæssige årsager for at undgå at bliver lagerbeskattet.
Efter lidt kursfald til aktierne her i starten af februar 2025 udgør min samlede formue nu lidt over 880.000 kroner. Kan jeg fortsætte med at afsætte 8.000 kroner om måneden af min løn i årets resterende 10 måneder, er der mulighed for, at jeg kan runde den første million her i 2025. Det afhænger dog i sidste ende af udviklingen på aktiemarkedet.
Mine investeringsforeninger betaler desuden udbytte her i februar 2025. Min plan er at geninvestere dette udbytte, mens en del af udbyttet også vil blive brugt til at finansiere lagerskatten på min aktiesparekonto for 2024. Denne skat forventer jeg bliver ret lav, da jeg først begyndte at fylde min aktiesparekonto i 2024, og kun fik indskudt 53.000 kroner. Mit afkast var lidt over 4.000 kroner i 2024, hvorfor skatten formentligt bliver omkring 700 kroner. I starten af 2025 har jeg dog som nævnt fået fyldt min aktiesparekonto efter min porteføljejustering.
[Læs mere om Aktiesparekonto hos Saxo her]
[Læs mere om Månedsopsparing med Saxo her]
Disclaimer: Unge Investorer har et betalt samarbejde med Saxo Bank, hvor vi vil fortælle mere om mulighederne gennem platformen, som jeg selv har benyttet i en årrække. Artiklen er derfor reklame for Saxo Bank.