Der er igen sket ændringer i min portefølje i starten af 2025, hvor jeg både har solgt aktier og fortsat mine investeringer i fonde hos Saxo Bank.
(reklame for Saxo Bank)
Mine investeringer er i dag fokuseret omkring at øge min kontante opsparing, mens jeg er i gang med at fylde min Aktiesparekonto hos Saxo Bank. Det betyder konkret, at jeg sælger alle mine enkeltaktier, og fortsætter mine månedlige investeringer i fonde. Efter at have solgt aktier for over 200.000 kroner i slutningen af 2024, har jeg igen i starten af 2025 solgt aktier.
Bavarian Nordic, D/S Norden og Jyske Bank er blev solgt i starten af 2025, og nu har jeg kun fire aktier tilbage i min portefølje, som jeg skal have solgt. Derefter består min portefølje alene af fonde, mens min kontante opsparing vil være på den gode side af 420.000 kroner. Det er tilstrækkeligt til at dække en potentiel udbetaling til en lejlighed, hvis jeg ender med at købe en lejlighed. Fortsætter jeg med at leje, ser jeg det som en god mulighed til at optimere mine investeringer, herunder fylde min aktiesparekonto og have en mere optimal balance mellem enkeltaktier og fonde.
På min aktiesparekonto investerer jeg alene i den ETF, der hedder iShares MSCI ACWI, hvor jeg har valgt den akkumulerende udgave for at optimere renters rente effekten og dermed mit afkast. I denne måned har jeg overført 7.500 kroner til min aktiesparekonto, og ifølge min oversigt på Saxo Bank kan jeg efter det øgede indskudsloft fortsat indskyde ca. 102.000 kroner på min aktiesparekonto i 2025.
Sideløbende med min aktiesparekonto investerer jeg månedligt et mindre beløb på min månedsopsparing for at holde fast i den rutine. Efter jeg fyldte 18 år i 2020, har jeg hver måned investeret i danske investeringsforeninger gennem min månedsopsparing, og dette ønsker jeg at fortsætte med, selvom mit fokus lige nu er på at fylde aktiesparekontoen. Det betyder dog også, at min månedsopsparing nedprioriteres, og jeg i denne måned har overført 500 kroner til min månedsopsparing hos Saxo Bank, hvor jeg investerer i Sparindex Globale Aktier.
Efter mine skatteoptimeringer i slutningen af 2024, har jeg sænket min aktieindkomst for 2024, og forventer således, at jeg skylder omkring 4.000 kroner til skat for mit afkast sidste år. For 2025 er min forventning, at mine realiserede kursgevinster og udbytter ligeledes vil resultere i en skatteregning i 2026, men det bliver ikke svært at holde min aktieindkomst under progressionsgrænsen.
Disclaimer: Unge Investorer har et betalt samarbejde med Saxo Bank, hvor vi vil fortælle mere om mulighederne gennem platformen, som jeg selv har benyttet i en årrække. Artiklen er derfor reklame for Saxo Bank.