Den stigende konkurrence mellem banker og digitale handelsplatforme betyder, at det flere steder er muligt at handle på aktiesparekontoen helt kurtagefrit.
Danske Bank har for nyligt fjernet kurtagen på deres aktiesparekonto i minimum et halvt år frem, og Jyske Bank har ligeledes tilbudt gratis kurtage på deres aktiesparekonto i en længere periode. Saxo Bank og Nordnet tilbyder ligeledes deres kunder at oprette en aktiesparekonto, men her betaler man kurtage. De nye handelsplatforme Endavu og Pluto tilbyder endnu ikke en aktiesparekonto.
Det er dog vigtigt at huske, at hvis man på aktiesparekontoen handler udenlandske aktier eller ETF’er, skal man betale valutaomkostninger. Derfor er det ikke sikkert, at Danske Bank og Jyske Bank er så billige, som du tror, selvom de har fjernet kurtagen. Det skal vi undersøge i denne artikel, hvor jeg vil finde frem til det billigste sted at oprette sin aktiesparekonto – både hvis man investerer i danske aktier og hvis man investerer på den tyske børs, hvor mange handler ETF’er.
Læs også: Dansk investeringsforening eksponeret mod S&P 500: Hvad er mulighederne?
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +100.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Nordnet aktiesparekonto
På Nordnet gælder de normale priser, når man handler på aktiesparekontoen. Der er en kampagne, hvor man har kurtage på 10 kroner i de første tre måneder efter oprettelsen af aktiesparekontoen, men eftersom den er tidsbegrænset, vil jeg i denne artikel forholde mig til de normale priser. Nordnet har desuden også en studierabat, hvor minimumskurtagen sænkes til 10 kroner.
Efter Nordnet sænkede sine priser tidligere i 2024, har platformen en minimumskurtage på 25 kroner på tværs af alle markeder. Derudover lyder kurtagen på 0,10% i Danmark og 0,15% i Tyskland. Man har desuden et vekslingsgebyr på 0,25%.
Handler man derfor danske aktier for 20.000 kroner, vil man hos Nordnet betale 25 kroner svarende til minimumskurtagen. Handler man derimod en tysk ETF, vil man betale en kurtage på 30 kroner samt 50 kroner i vekslingsgebyr, hvorfor det vil koste i alt 80 kroner at handle en tysk ETF for 20.000 kroner. Beløbet svinger selvfølgelig alt efter størrelsen af investeringer, men jeg har valgt at tage udgangspunkt i 20.000 kroner i denne artikel.
Konklusion: Handle for 20.000 kroner hos Nordnet = 25 kroner i Danmark og 80 kroner i Tyskland.
Saxo Bank aktiesparekonto
På Saxo Bank gælder ligeledes de normale priser på deres aktiesparekonto. Saxo Bank har dog markant billigere kurtagepriser end Nordnet, men tilsvarende valutavekslingsgebyrer. Hvad det betyder for de endelige omkostninger ved at handle på aktiesparekontoen, skal vi se nærmere på nu.
For danske aktier har Saxo Bank en minimumskurtage på 10 kroner med en normal kurtage på 0,08%. Det betyder, at hvis man handler danske aktier for 20.000 kroner, betaler man 16 kroner i kurtage.
På den tyske børs betaler man en minimumskurtage på 3 EUR og derudover 0,08% i normal kurtage. 3 EUR svarer til ca. 22,5 danske kroner, og er således den kurtagepris man betaler ved at handle en tysk ETF gennem Saxo Banks aktiesparekonto. Med et valutavekslingsgebyr på 0,25%, koster dette 50 kroner, hvorfor den samlede pris for at handle tyske ETF’er for 20.000 kroner hos Saxo Bank er 72,5 kroner.
Konklusion: Handle for 20.000 kroner hos Saxo Bank = 16 kroner i Danmark og 72,5 kroner i Tyskland.
Danske Bank aktiesparekonto
Danske Bank har for nyligt fjernet kurtagen på deres aktiesparekonto frem til juni 2025. Hvorvidt perioden efterfølgende forlænges, må tiden vise. En unik mulighed ved Danske Banks aktiesparekonto er, at man kan kombinere denne med bankens Månedsinvestering, hvilket desværre endnu ikke er muligt hos hverken Saxo Bank eller Nordnet.
Med ingen kurtage er det således gratis at handle danske aktier på Danske Banks aktiesparekonto, da man ikke betaler et valutavekslingsgebyr. Hvis man vil handle udenlandske ETF’er, skal man dog huske valutavekslingsomkostningerne. Priserne hos Danske Bank er dog lidt sværere at gennemskue, men baseret på en sammenligningsoversigt hos Saxo Bank, ser det ud til, at Danske Bank har et vekslingsgebyr på 0,30%. Det kan jeg ikke umiddelbart finde en bekræftelse på i Saxo Banks egen prisliste, men mon ikke det står et sted, men bare er svært at finde.
Med et vekslingsgebyr på 0,30% koster det 60 kroner at handle en ETF for 20.000 kroner på den tyske børs hos Danske Bank. Dermed er platformen pludselig ikke så billig, selvom kurtagen er gratis. Det er altså særligt vekslingsomkostninger, man skal være opmærksom på, da de i sidste ende udgør den største omkostning.
Konklusion: Handle for 20.000 kroner hos Danske Bank = 0 kroner i Danmark og 60 kroner i Tyskland.
Opret en månedsopsparing i Kryptovaluta
(reklame)
Investér nemt og sikkert i krypto hos Nordens største kryptobørs, Firi👈. Platformen hjælper dig med at beregne skatten på dine kryptoinvesteringer, hvor du bl.a. kan oprette en månedsopsparing i krypto.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Jyske Bank aktiesparekonto
Jyske Bank var mig bekendt den første bank til at fjerne kurtagen på aktiesparekontoen. Ifølge deres hjemmeside er deres aktiesparekonto blevet kåret som bedst i test af forbrugerrådet tænk i december 2023 blandt de danske pengeinstitutter.
Det fremgår af bankens prisliste, at de opkræver et valutagebyr på 0,30%. Dermed er priserne hos Jyske Bank de samme som Danske Bank, hvor kurtagen er gratis i både Danmark og udlandet, men valutavekslingsgebyret trækker omkostningerne væsentligt op ved handel i udlandet. Det vil således koste 0 kroner at handle danske aktier, men 60 kroner at handle en tysk ETF for 20.000 kroner.
Konklusion: Handle for 20.000 kroner hos Jyske Bank = 0 kroner i Danmark og 60 kroner i Tyskland.
Den billigste aktiesparekonto
Efter at have lavet disse beregninger, kan vi konkludere, at bankerne som udgangspunkt er billigere end de digitale handelsplatforme, når det kommer til aktiesparekontoen. Det skyldes, at kurtagen er fjernet. Dog har bankerne højere valutavekslingsomkostninger, hvorfor forskellen er ganske lille, hvis man handler udenlandske aktier eller ETF’er.
Personligt har jeg min aktiesparekonto hos Saxo Bank. Dette vil jeg ikke ændre på, da jeg allerede bruger Saxo Bank, og er glad for platformen. Derudover er jeg ikke eksisterende kunde hos hverken Danske Bank eller Jyske Bank, selvom det er muligt blot at oprette sig for at benytte deres aktiesparekonto. Det kan dog hurtigt blive en mere kompleks proces, hvor Jyske Bank f.eks. opkræver et gebyr på 35 kroner i kvartalet, hvis man er over 30 år og alene benytter bankens aktiesparekonto. Derfor beholder jeg min aktiesparekonto hos Saxo Bank, som jeg oprindeligt valgte, da Saxo Bank er billigere end Nordnet.
Det er samtidigt vigtigt at huske, at bankerne – ligesom de digitale handelsplatforme – kan vælge at ændre priserne igen i fremtiden. Min forventning er, at de digitale platforme også i fremtiden vil have mere attraktive priser.
På nedenstående tabel har jeg indtastet en oversigt for de forskellige handelssteder, som er gennemgået i denne artikel. Den beskriver således, hvad det koster hos Nordnet, Saxo Bank, Danske Bank og Jyske Bank at handle for 20.000 kroner i Danmark og Tyskland på aktiesparekontoen.
Nordnet | Saxo Bank | Danske Bank | Jyske Bank |
---|---|---|---|
25 kr. for danske aktier | 16 kr. for danske aktier | 0 kr. for danske aktier | 0 kr. for danske aktier |
80 kr. for tyske ETF'er | 72,5 kr. for tyske ETF'er | 60 kr. for tyske ETF'er | 60 kr. for tyske ETF'er |
Tjen penge online
(reklame)
Tjen penge online ved at besvare spørgeskemaundersøgelser gennem YouGov👈. Du kan besvare spørgeskemaer på både telefonen og computer, enten når du er på farten, eller når du er hjemme.
Du kan se denne artikel gennemgået på en video herunder.