Børsens aktiespil 2024 starter den 1. oktober 2024, men allerede nu kan du tilmelde dig og dyste i vores pulje.
Et aktiespil kan være en god måde at få praktisk erfaring med aktiemarkedet, hvis ikke du har startet investeringseventyret endnu. Er du derimod allerede i gang med at investere, kan det være en sjov måde at teste sine kortsigtede evner, selvom det for mange er en fjern strategi, da tidshorisonten er så kort.
Børsens aktiespil starter den 1. oktober 2024 klokken 9.00 og slutter den 26. november 2024 klokken 22.00. Du kan allerede tilmelde dig nu, hvor du skal være meget velkommen til at tilmelde dig vores pulje gennem dette link. Jeg håber, at mange af jer har lyst til at dyste med, så vi igen i år kan dyste om de bedste puljepræmier.
Læs også: Den store sammenligning af månedsopsparinger: Hvilken månedsopsparing er bedst?
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvordan fungerer Børsens aktiespil 2024?
I Børsens aktiespil 2024 har deltagerne som sædvanlig 500.000 fiktive kroner, hvor det gælder om at få disse til at vokse mest i perioden. For at gøre spillet så sjovt og lærerigt som muligt, er der truffet nogle valg i den måde, som vi kan investere på.
Aktier der er meget illikvide, er f.eks. ikke tilgængelige. Det skyldes, at man gerne vil undgå unfair spil og problemstillinger forbundet med investering i aktier med lav likviditet, hvilket jeg synes er en god beslutning for et aktiespil. Derudover skal alle deltagere minimum have fem aktier i porteføljen og maksimum 20. Når man minimum skal have fem aktier, har porteføljerne en større diversificering, hvorfor man ikke nødvendigvis bare vinder ved at ramme rigtigt på én aktie.
Det er muligt at investere i et udvalg af de mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs (CSE), Nasdaq Stockholm (OMXS), Nasdaq Helsinki (OMXH), Oslo Børs (OSE) samt amerikanske Nasdaq og New York Stock Exchange. På trods af at spillet ikke er startet endnu, kan du allerede begynde at undersøge mulighederne på platformen.
Præmier ved aktiespillet
Hovedpræmien i Børsens aktiespil i 2024 er en Kia EV3, inkl. ét års bilforsikring fra Alm. Brand. Andenpræmien er 100.000 kroner i pengepræmie. Tredjepræmien er et rejsegavekort på 40.000 kroner til Albatros Travel. Derudover vinder den spiller med flest point, når spillet slutter, et rejsegavekort på 10.000 kroner til Kipling Travel.
Børsen uddeler desuden en række puljepræmier, som vi i Unge Investorer har mulighed for at dyste om. Desto større puljen er desto større præmier kan vi dyste om, og de seneste år har vi samlet så mange deltagere, at vi har kæmpet om de største puljepræmier. For tre år siden havde vi en pulje med mere end 600 deltagere, mens vi de seneste to år har samlet mere end 400 deltagere. Puljepræmierne i 2024 er således:
- +20 deltagere: 1 x vilkårlige figurer fra Kay Bojesen til en værdi af 639-899 kr. stykket til hver af 53 puljer, der først når +20 deltagere.
- +40 deltagere: 1 x gavekort af 1000 kr. til Kjær & Sommerfeldt til hver af de 20 puljer, der først når +40 deltagere.
- +75 deltagere: 1 x Beosound A1 2nd gen waterproof bluetooth speaker fra B&O til en værdi af 2399 kr. til hver af de 14 puljer, der først når +75 deltagere.
- +100 deltagere: 1 x gavekort à 3600 kr. til Skodsborg til hver af de 10 puljer, der først når +100 deltagere.
Er det gratis at deltage?
Det er gratis at deltage i Børsens aktiespil 2023. Du skal dog være opmærksom på, at du accepterer Børsens betingelser. Derudover giver du samtykke til at modtage indhold fra Børsen, ligesom Børsen, Alm. Brand Forsikring og Codan Forsikring må kontakte dig med tilbud. Dette samtykke kan du trække tilbage til enhver tid.
Derfor er det altså gratis at deltage, men du giver tilladelse til, at de må kontakte dig. Af samme grund kan du ikke oprette dig uden at opgive mailadresse og telefonnummer. Nogle finder det meget ubelejligt at blive kontaktet med tilbud – det samme gør jeg, og personligt lader jeg altid blot telefonen ringe, når jeg kan se, at det er en sælger i den anden ende.