Nordnets månedsopsparing er en god handelsfunktion, der gør det muligt at investere i udvalgte fonde uden at betale købskurtage.
Nordnets månedsopsparing er en populær handelsfunktion, der tilbyder handel af en række fonde uden købskurtage. I dette indlæg vil jeg tage dig gennem alle de elementer, jeg synes er relevante at vide om månedsopsparingen. Skulle du sidde inde med spørgsmål, er du altid velkommen til at spørge os i vores Facebookgruppe.
Klik dig frem til hvad du søger
-
-
- Hvad er Nordnets månedsopsparing?
- Hvad er godt at handle på månedsopsparingen?
- Skat på månedsopsparingen
- Omkostninger på månedsopsparingen
- Aktiesparekonto og månedsopsparing?
- Type af månedsopsparing
- Hvornår handler månedsopsparingen?
- Kan jeg sætte min månedsopsparing på pause?
- Månedsopsparing som mindreårig
- Nordnet One
- Nordnets indeksfonde
- Minimumskapital
- Liste over fonde
-
Hvad er Nordnets månedsopsparing?
Nordnets månedsopsparing er en handelsfunktion, eller rettere sagt en købsfunktion, da den kun benyttes ifm. køb og ikke salg. Med Nordnets månedsopsparing kan man investere helt automatisk hver måned i udvalgte ETF’er og investeringsforeninger. Hvis du opsætter en automatisk overførsel til Nordnet hver måned, kører det 100% automatisk, og du behøver hverken logge ind, tjekke din konto eller andet.
Fordelen ved Nordnets månedsopsparing er, at du ikke betaler købskurtage. Du betaler fortsat salgskurtage. Løsningen er dermed kendt for at være nem og økonomisk fordelagtig.
Hvad er godt at handle på månedsopsparingen?
Det er meget individuelt, hvad der er godt at handle på månedsopsparingen. Det afhænger først og fremmest af ens præferencer og situation ift. skat, og ønsker til eksponeringen. For mange vil en fond som Sparindex Globale Aktier være et oplagt valg, da denne fond dækker hele verden, og samtidig er udbyttebetalende og dermed realisationsbeskattet som aktieindkomst.
Andre opsøger dog bevidst fonde, som beskattes som kapitalindkomst. For dem er Sparindex Globale Aktier selvfølgelig ikke den mest oplagte løsning, hvorfor jeg personligt selv ville kigge mod nogle af de udenlandske ETF’er, som ikke er på skats positivliste. Læs mere om skat i næste afsnit.
Personligt har jeg skiftet ud i min månedsopsparing flere gange, da der med tiden også er kommet flere muligheder på månedsopsparingen. I skrivende stund investerer jeg i en kombination af Danske Invest Global Indeks, Sparindex Emerging Markets og Danske Invest Danmark Indeks. Jeg vil sandsynligvis ændre dette igen i fremtiden, men benytter denne i skrivende stund for at få global diversificering, men fortsat ekstra eksponering mod Danmark, hvor jeg følger mange virksomheder, jeg synes er spændende.
Skat på månedsopsparingen
Månedsopsparingen i sig selv har absolut ingen betydning for beskatning. Det er i stedet nogle helt andre ting, som man skal kigge på, som jeg vil forsøge at forklare så simpelt som muligt her.
Investerer du i danske udbyttebetalende (distribuerende) investeringsforeninger, vil du blive realisationsbeskattet som aktieindkomst. Dette gælder f.eks. alle udbyttebetalende fonde fra Sparindex og Danske Invest. Du vil kunne se på Nordnet, om fonden er distribuerende eller akkumulerende.
Investerer du i danske akkumulerende investeringsforeninger, vil du blive lagerbeskattet som kapitalindkomst. Det gælder altså fonde fra eksempelvis Danske Invest, der geninvesterer udbyttet i fonden, og dermed er akkumulerende. Mange ønsker af disse årsager at investere i udbyttebetalende danske investeringsforeninger for at undgå lagerbeskatningen og kapitalindkomst.
Investerer du i ETF’er (udenlandske fonde) vil du ALTID blive lagerbeskattet. Er fonden på skats positivliste, vil den blive beskattet som aktieindkomst. Er den ikke på skats positivliste, vil den blive beskattet som kapitalindkomst.
Skatten afhænger altså af, hvad du investerer i, og ikke af månedsopsparingen, der blot er en handelsfunktion med gratis købskurtage.
Omkostninger på månedsopsparingen
I sig selv er der ingen ekstra omkostninger tilknyttet selve Nordnets månedsopsparing. Når du investerer i fonde, vil der dog altid være tilknyttet fonde, og det kan opdeles i: ÅOP, valutaomkostninger og skat. Derudover skal man huske salgskurtagen, når du en dag vil sælge dine fonde.
Jeg har i dette indlæg taget dig i hånden ift. omkostningerne, så du kan få styr på alle de relaterede omkostninger ved at investere gennem Nordnets månedsopsparing.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Aktiesparekonto og månedsopsparing?
Man kan desværre ikke kombinere en aktiesparekonto med en månedsopsparing. Begrundelsen er, at månedsopsparingen har et bredere produktudbud, end lovgivningen tillader på aktiesparekontoen. Derudover kunne man forestille sig, at Nordnet har en økonomisk interesse i, at folk betaler kurtage gennem aktiesparekontoen, som folk alligevel benytter for at spare penge i skat.
Læs også: Aktiesparekonto eller månedsopsparing?
Type af månedsopsparing
Når du opretter en månedsopsparing, skal du vælge mellem fire muligheder. Du kan vælge mellem ”1. Få en komplet løsning til din opsparing.”, ”2. Vælg selv dine fonde.”, ”3. Få hjælp til at finde fonde.” og ”4. Find selv ETF’er og investeringsforeninger.”
Der er en lidt psykologisk proces i denne opsætning. Umiddelbart har Nordnet mindst interesse i den fjerde løsning, mens jeg vil mene, at den fjerde løsning er den absolut mest optimale som normal privat investor, der investerer frie midler. Derudover bruger de et ord som komplet til at beskrive løsningen med Nordnet One, men den behøver altså på ingen måde at være mere komplet end den fjerde løsning, hvor man selv vælger fonde.
Nordnet One og Nordnets Indeksfonde, som løsning 1 og 2 tager udgangspunkt i, kan du læse mere om længere nede i dette indlæg, og løsning 3 har jeg ikke den store erfaring med. Alt i alt ville jeg derfor anbefale løsning 4, hvor du selv sammensætter din portefølje. Det kan f.eks. være Sparindex Globale Aktier, som jeg har skrevet mere om her.
Hvornår handler månedsopsparingen?
På en månedsopsparing for ETF’er og investeringsforeninger handles der hver måned d. 8. Er dette i en weekend eller helligdag, vil der blive handlet næste hverdag. Først vil Nordnet placere dine handler som en ordre, hvor købet vil gå igennem senere på dagen. Ofte vil man derfor se, at handlerne er gået igennem sent på eftermiddagen. Du skal derfor ikke bekymre dig, hvis dine handler ikke er gået igennem, selvom det er sent på dagen.
Kan jeg sætte min månedsopsparing på pause?
Der er ikke en direkte pause-funktion, men du kan altid slette din månedsopsparing, og oprette den igen, når du vil starte igen. På den måde kan man altid sætte sin månedsopsparing på pause.
Månedsopsparing som mindreårig
Det er en fordel at starte på aktiemarkedet som ung, og en månedsopsparing kan være en god funktion at starte med, da man slipper for købskurtagen, der kan udgøre en relativ større del, når man er yngre, og i mange tilfælde ikke kan investere store summer.
Som mindreårig (under 18 år) kan man oprette en konto på Nordnet, hvor ens værge har fuldmagten. Det kan du læse mere om her. Her kan du oprette en månedsopsparing, og dermed komme i gang tidligt. Bemærk at du som mindreårig også vil blive beskattet, hvorfor det er en god ide at undersøge skatteforholdene, så du ikke for et chok, når du tjekker din årsopgørelse.
Nordnet One
Nordnet One er en ’fund of funds’-løsning, hvilket betyder, at fondene investerer i en samling af andre fonde. Her investeres der både i aktiebaserede fonde og obligationsfonde med en fordeling, der passer til ens risikoprofil. Fondene er passive, og har til formål at følge et bestemt indeks – det kunne eksempelvis være MSCI World indekset eller S&P 500.
Gennem Nordnet One kan du investere i tre forskellige investeringsfonde, som afspejler hver deres risikoprofil. Alle fonde indeholder både aktier og obligationer. De tre fonde hedder ”Nordnet One forsigtig”, ”Nordnet One Balance” og ”Nordnet One Offensiv”. Fordelingen mellem aktier og obligationer er hhv. 30/70, 60/40 og 80/20. I den mest risikovillige har du dermed 80% aktier, mens du i den med lavest risiko har 30% aktier.
Nordnet One har en ÅOP på 0,50%. Hvis vi sammenligner med løsninger som Nora, June og NORD.investments, er det en relativ lav ÅOP. Hvis man derimod ikke har noget imod selv at finde frem til sine fonde, og investerer direkte i fondene uden en ’fund of funds’-løsning, kan man finde fonde med væsentlig lavere omkostninger end Nordnet One. Det gælder både aktiebaserede- og obligationsbaserede fonde.
Beskatningsmæssigt bliver fondene beskattet som kapitalindkomst efter lagerprincippet. Det betyder, at skatten betales årligt, ligegyldigt om du sælger eller ej. Det er ofte en præferencesag, om man har det fint med at betale skatten løbende, eller om man ønsker at vente til realisering, hvor man i denne forbindelse får kapital til at dække skatten. Personligt ønsker jeg hverken at blive beskattet som kapitalindkomst eller lagerbeskattet, hvorfor jeg personligt ikke ville kigge mod Nordnet One.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Nordnets indeksfonde
Nordnets indeksfonde henvender sig primært til nye investorer, eller personer som blot vil investere passivt, uden at skulle gøre det store. Ligesom Nordnet One. Nordnet har seks indeksfonde: Nordnet Indeksfond Danmark, Nordnet Indeksfond Nye Markeder, Nordnet Indeksfond Europa, Nordnet Indeksfond Global, Nordnet Indeksfond USA og Nordnet Indeksfond Teknologi. Fondene minder en smule om Nordnet One, men indeholder omvendt ikke obligationer.
Nordnets indeksfonde har dog lavere omkostninger undtagen teknologi-fonden, hvorfor jeg personligt synes deres indeksfonde er et bedre tilbud. Jeg ville dog personligt fortsat gå med andre løsninger. Nordnets indeksfonde er desuden også lagerbeskattede som kapitalindkomst.
Minimumskapital
Hvis du selv vælger investeringsforeninger og ETF’er gennem månedsopsparingen, skal du mindst spare 500 kroner op hver måned. Du kan maksimalt spare 50.000 kr. op månedligt. Det er denne løsning, som jeg benytter.
Du kan dog investere helt ned fra 100 kroner om måneden, hvis du investerer i Nordnets egne indeksfonde, hvor der heller ikke er en øvre grænse for beløbet. Hvis du anvender Nordnets egen guide, skal du minimum investere 1.000 kroner om måneden, hvor der heller ikke er en øvre grænse.
Liste over fonde
Hvis du vil se hvilke ETF’er og investeringsforeninger, som du kan handle gennem Nordnets månedsopsparing, kan du finde lister gennem følgende links.