Aktiemarkedet går op og ned, og volatilitet er en del af gamet. Det har afspejlet sig i større udsving i min portefølje i 2024.
I starten af april 2024 delte jeg en status på min formue, der havde rundet 718.000 kroner og senere også ramte 725.000 kroner. Det var ny rekord for min formue. I skrivende stund har jeg opgjort min formue til lidt over 705.000 kroner, hvorfor min formue er faldet knap 20.000 kroner på få uger som følge af udsving i mine investeringer.
Det er altid interessant at følge det psykologiske aspekt af investering, når vi oplever disse relativt store udsving på kort tid. I vores FB-community oplever vi folk spørge, om man bør sælge grundet nuværende uro på finansmarkederne, mens der blot for en måned siden fortsat var en opmuntrende og optimistisk fornemmelse. Denne kan jeg da også selv mærke; det er sjovere, når aktierne stiger, og man tjekker kurserne lidt oftere, men i sidste ende handler det for mig om at holde fast og tænke på, at jeg kan købe aktierne endnu billigere, når de falder, hvilket på sigt forhåbentligt kun er en positiv ting.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Mine aktier i april 2024
På trods af at mine aktier er faldet knap 20.000 kroner siden toppen tidligere på måneden, har jeg fortsat et solidt afkast for hele 2024. S&P 500 er oppe med knap 5% i år og C25 knap 4%, hvorfor afkastet generelt har været godt i år i et historisk perspektiv. Mit depot på Saxo Bank er oppe knap 3%, mens mit depot på Nordnet er oppe knap 7%.
Det har dog også været et år med meget usikkerhed og store udsving. Inden vi gik ind i 2024, viste prognoser, at vi kunne se frem til tre rentenedsættelser fra FED i 2024 med den første allerede i marts. I skrivende stund viser prognoser, at vi først skal hen til september, før rentenedsættelser er mere sandsynligt end en fastholdelse af renten. Du kan følge prognoserne gennem dette link.
Disse markante ændringer til den forventede renteudvikling har været en stor årsag til den volatile udvikling på aktiemarkederne. I løbet af første kvartal var markedet flere gange i niveauet ”Extreme Greed” ifølge Fear & Greed indekset, hvilket nu er ændret til ”Fear” og tæt på ”Extreme Fear”. Det understreger hvordan markedsstemningen på kort tid er vendt. Følger vi det velmente råd fra Warren Buffett, er det dog når andre er påvirket af frygt, at vi skal købe, hvorfor det ikke nødvendigvis er en dårlig ting, at markedet nærmer sig niveauet for ”Extreme Fear”.
Det er både mine fonde og mine enkeltaktier, som har medvirket til faldet i min portefølje de seneste uger. North Media er den største position af mine enkeltaktier, og de har udbetalt et større udbytte, hvilket har medvirket til kursfaldet de seneste uger, mens jeg omvendt har modtaget det kontante udbytte, hvor man betaler skat. Overordnet er kun tre af mine enkeltaktier i grønt i de tre første uger af april 2024.
På Nordnet er jeg ligeledes i minus for april, selvom Freetrailer, som er den eneste enkeltaktie jeg har placeret på Nordnet, har oplevet et pænt plus i perioden. Mine fonde trækker dog afkastet ned, hvor jeg er eksponeret mod det globale aktiemarked gennem udbyttebetalende investeringsforeninger. Hver måned investerer jeg i brede passive indeksfonde for at sikre en solid bund i min portefølje ved siden af mine enkeltaktier.
I sidste ende påvirker det mig ikke, at min formue kan stige 100.000 kroner på fire måneder for derefter at falde 20.000 kroner. Der vil altid være bump og udsving på vejen, og hvis ikke man har en okay følelse i kroppen med disse udsving, bør man overveje hvorvidt risikoen på aktiemarkedet passer til ens investeringsprofil, eller om man i højere grad bør opsøge obligationer eller alene investere i de passive globale indeksfonde, og dermed ikke stock picke som jeg gør.
April har historisk været en af de bedste måneder på året på aktiemarkedet, men det ser ikke ud til, at denne historie gentager sig i 2024. For mig er der ikke andet for end at fortsætte med at investere, og holde fast i min tro på, at mine penge på den lange bane er bedst placeret på aktiemarkedet.
Med al respekt Jonas, så vil jeg være lidt kontrær.
De fleste unge/nye investere har ikke 3/4 million at investere for, derfor ville din overskrift nok havde været mere præcis med “Mine aktier er faldet knap 3% i april 2024”
Alt hvad du skriver er jeg sådan set enig i. Jeg synes bare at du glemmer at for en ny invester er et tab på 20k måske 20-30-40% af deres investering.
Og så kan man ikke på samme måde bare læne sig tilbage og tro at det nok kommer tilbage.
Der vil jeg gerne sige til dem der skulle læse med her, at så er man nødt til at vurdere om man har lavet en fornuftig investering eller blot forsøgt at købe en lotto kupon.
Og bid gerne mærke i den måde som Jonas beskriver sin spredning, med både fonde og enkelt aktier for at beskytte sig selv mod store fald.
Tak for den fine kommentar, Ole – og helt enig, det kræver meget arbejde at opbygge en formue på +700k som 22-årig. Med det sagt viser det også, hvor langt man faktisk kan komme, når man begynder tidligt med at investere. Jeg købte mine første aktier som 12-årig, og har i de seneste år arbejdet meget, der har givet mig en fin løn – men langt fra usædvanlig løn. Derfor kan de fleste unge gøre som mig, hvis bare de får øjnene op for opsparing og investering tidligt i livet. Men du har ret, jeg vil ikke afvise der kan være en smule “clickbait” i overskriften, selvom den også er reel nok 🙂
Alt det bedste,
Jonas