Mange går nok med drømmen om at eje en bolig, men når priserne i de større byer anskues, er det naturligt at spørge, om det virkelig kan betale sig?
Jeg talte for nyligt med en kammerat om ham og kærestens kommende husdrøm, hvor vi også kunne konstatere, at det er en dyr drøm. Forstå mig ret, det skal være dyrt – der er trods alt tale om et frit marked, hvor dem med flest penge køber de mest attraktive boliger og sådan vil det altid være. Da vi legede med boligberegnere og Excel ark, var det dog relativt svært at få ejerboligen til at være attraktiv relativt til lejeboligen.
Dette er til trods for, at der er åbenlyse fordele og ulemper ved begge dele. Økonomien er dog det vigtigste for danskerne, når de skal vælge bolig ifølge en undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Danske Bank. Herefter er det beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed fristes man nærmest til at sige.
Som en stor fan af diverse boligprogrammer og en ivrig gætter på Hammerslag, har jeg også være hobbyentusiast de seneste år ift. boliger, selvom jeg langt fra har råd til at realisere boligdrømmen endnu – det har dog været med til at give et godt overblik.
Hvorfor er det attraktivt at eje en bolig?
For mange er boligen ikke bare en investering, selvom den udgør en stor del af ens økonomi. Det er en ramme for familien, der skaber tryghed og ro, hvor følelserne ofte spiller ind. Det bliver altid fremhævet, når jeg kører forbi en gammel landejendom med mine forældre, at min oldefar selv byggede den gård op fra bunden.
Der er sådan en særlig følelse forbundet med det at eje sin bolig, selvom der kan argumenteres for at banken ejer en stor andel grundet høje låneprocenter for mange. Køber man i attraktive områder, kan prisstigninger også være med til at accelerere formuen. Derudover burde det at eje en bolig på papiret være den billigste måde at bo, da der ingen forretningsdrivende mellemmænd er indblandet, som der er ved lejemål.
Der er dog også nogle åbenlyse ulemper, der kan gøre en lejebolig mere attraktiv, som vi ser nærmere på nu.
Hvorfor er det attraktivt at leje en bolig?
Lejeboliger tilbyder en stor fleksibilitet, hvor du i Danmark har stor sikkerhed for at bevare dit lejemål. Du behøver ikke at have en stor startkapital for at komme i den første lejebolig, og der er som regel ingen lånebehov. Nogle låner måske til indskud, det har jeg desværre ikke kunne finde en statistik på.
Den store fleksibilitet er særligt attraktivt for unge, der fortsat er ved at finde ud af, hvor de ønsker at bo, har et midlertidigt boligbehov eller lignende, der ville gøre et huskøb mere risikabelt. Hertil er man generelt frit for vedligehold og uforudsete udgifter, men selve lejen kan stige år efter år i takt med inflationen.
Lejeboligen sørger også for, at man ved en uventet udvikling i ens liv ikke pludselig står i hus til halsen, hvilket der desværre er nok danskere der gør til, at det har fået sit helt eget tv-program med mere end 10 sæsoner.
Hvad er billigst?
Jeg har gået med en hypotese som hobbyentusiast på boligområdet om, at lejeboliger er billigere end ejerboliger, hvilket er helt bagvendt. Denne blev bekræftet efter min samtale med min kammerat, da hans udgifter ville stige markant ved at rykke over i en ejerbolig. Det skal siges, at dette primært er på udgifter i år et. Jeg har ikke kørt hypotesen igennem den store regnemaskine med huslejestigninger i 10 år, værdireguleringer på boligen, rentekonverteringer ved faldende renter, som der fortsat forventes og lignende.
Derfor har jeg forsøgt at finde nogle data på området, hvor jeg var så heldig at Gregers Rasmussen og Frederik Møllebjerg fra Colliers har udgivet en ny rapport den 26. marts 2024, der belyser netop dette. Prøv lige at tale om god timing.
Af denne rapport fremgår nedenstående graf og forklaring, der viser udviklingen i årlig pris per kvadratmeter for lejeboliger og ejerboliger. Blandt de største byer i Danmark er det kun i Kolding, at det fortsat er billigere at have en ejerbolig relativt til en lejebolig. I Aalborg, hvor jeg selv er bosat og har gjort størstedelen af mine personlige observationer, koster det 1.200 kroner per kvadratmeter på årsbasis at leje en bolig, mens det koster 1.600 kroner per kvadratmeter på årsbasis at have en ejerbolig.
Ser vi på 2019 var lejeniveauet kun marginalt lavere, mens ejerboligen kostede under 800 kroner per kvadratmeter på årsbasis. Det vil altså sige, at det er blevet dobbelt så dyrt per kvadratmeter at eje en bolig i Aalborg på blot 4 år, mens det nu er hele 25% billigere at leje en bolig ifølge denne rapport. Det er måske værd at have i betragtning, hvis du står og overvejer, om du skal købe en bolig nu eller fortsætte med at leje lidt endnu.