Nu går det løs. Den første investering i vores nye portefølje skal laves, og til at starte med skal vi investere 8.000 kroner fordelt på en aktie og en ETF.
I samarbejde med Endavu har Unge Investorer fået 100.000 kroner stillet til rådighed i et depot hos Endavu. Alt afkast vi potentielt genererer i denne portefølje, vil blive donereret til et velgørende formål, som vi sammen valgte i sidste måned. På demokratisk vis valgte vi Børnecancerfonden, hvilket jeg synes er et godt valg, og jeg håber, at vi nu kan skabe et flot afkast til fordel for kræftramte børn.
Læs også: Vi skal investere 100.000 kroner i fællesskab: Afkast doneres til velgørende organisation.
For at sikre diversificering i vores portefølje, har vi valgt, at hver gang vi i samarbejde udvælger en aktie, investerer vi et tilsvarende beløb i en global ETF, nemlig iShares MSCI ACWI, som er en global fond, der både dækker developed og emerging markets. Derudover må en aktie ikke fylde mere end 20%.
Derfor er vores opgave nu hver måned at udvælge en enkeltaktie, som vi har tiltro til. Porteføljen har som udgangspunkt ikke en udløbsdato, da vi er tilhængere at langsigtet og tålmodig investering, men vil selvfølgelig løbende gøre status og vurdere, hvis vi skal hjemtage gevinst eller sluge et tab, og i sidste ende cash out og donere det potentielle afkast til Børnecancerfonden.
Tidligere har vi her på Unge Investorer haft en fiktiv portefølje i fællesskab, hvor alle hver måned kunne tilføje en aktie til porteføljen. Nu er det rigtige penge, vi administrerer i fællesskab, hvilket er vigtigt at huske, når man giver sin stemme på en aktie. Lad os investere pengene som var det vores egne penge, og forhåbentligt skabe et pænt overskud til Børnecancerfonden.
I meningsmålingen i vores FB-community har jeg indtastet nogle af de populære aktier i danskernes porteføljer, men du har ligeledes selv mulighed for at tilføje aktier til meningsmålingen. Bemærk at du på Facebook kan stemme på flere aktier, mens vi efterfølgende også vil inddrage følgerne på vores Instagram.