Aktiemarkedet har fået en god start på 2024, og det medvirker til, at min formue ved udgangen af første kvartal 2024 igen har ramt et nyt rekordniveau.
I midten af december 2023 nåede min formue 610.000 kroner, hvilket på daværende tidspunkt var det højeste niveau for min formue. Efter et par lønninger og et stærkt aktiemarked har min private formue rundet 710.000 kroner, hvorfor det pludseligt er gået ret stærkt.
Konkret har jeg opgjort min formue til ca. 718.000 kroner ved udgangen af første kvartal 2024. Dette er fordelt på min kontante opsparing, mine værdipapirer, vindmølleanparter i havmølleparken Vesterhav Nord samt et ur, som jeg tæller med i min formue som det eneste fysiske aktiv. I april har jeg fødselsdag og fylder 22 år, og med et beløb på lidt over 4.000 kroner, som jeg venter at få tilbage i skat, kan jeg potentielt nå en formue på 725.000 kroner som 21-årig.
Personligt synes jeg det er lidt vildt at se tilbage på, at jeg for under fire måneder siden rundede en formue på 610.000 kroner, og allerede nu har en formue på 718.000 kroner. En pæn del af stigningen skyldes kursstigninger i min portefølje, hvor der selvfølgelig skal tages hensyn til skat den dag, jeg vil sælge.
Læs også: Investering af 100.000 kroner: Her er sådan jeg ville investere.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Mine aktier stiger
Både mit depot hos Saxo Bank og Nordnet har fået en godkendt start på 2024. Alle mine aktier med undtagelse af Freetrailer er placeret hos Saxo Bank grundet den lavere kurtage, mens jeg handler mine fonde gennem Nordnets månedsopsparing. Mit depot hos Nordnet er i første kvartal 2024 vokset med mere end 23.000 kroner gennem kursstigninger, hvilket selvfølgelig primært er drevet af mine fonde, mens Freetrailer-aktien er steget 25% i første kvartal.
På Saxo Bank er mit depot vokset mere end 17.000 kroner i kursstigninger, hvilket betyder, at mine aktier og fonde på tværs af handelsplatforme er steget mere end 40.000 kroner. På Saxo Bank drives afkastet bl.a. af mine aktier i Disney, RTX samt mine bankaktier. I den anden ende har jeg oplevet et større tab på Nobia, som er en investering, jeg gerne vil tilknytte lidt ord til.
Nobia investerede jeg i tilbage i november 2023. Investeringen var som udgangspunkt langsigtet, men allerede tilbage i februar 2024 solgte jeg mine aktier. Til dem som ikke kender Nobia, står de bl.a. bag HTH Køkkener, og er dermed eksponeret mod køkkenbranchen, som jeg allerede er eksponeret mod gennem TCM Group. Min personlige forventning er, at branchen på sigt vil opleve en pæn fremgang, når de makroøkonomiske forhold tillader det, selvom branchen lige nu er udfordret, hvilket afspejles i aktiekurverne.
Det har længe været kendt, at Nobia har manglet likviditet, hvorfor der har været større usikkerhed omkring en mulig emission. Derfor var det egentligt ikke en overraskelse, at selskabet udmeldte en emission i februar 2024. Emissionen fik alligevel mig til at sælge mine aktier med et tab på ca. 10%. Personligt fandt jeg omstændighederne ved emissionen temmelig mærkværdig. Nobia offentliggjorde intentionen om at hente 1,25 mia. SEK gennem udstedelse af nye aktier, men beskrev ikke til hvilken kurs, de ville udstede de nye aktier. Efter en række emissioner har vi set, hvordan selskaber er nødsaget til at sælge nye aktier med stor rabat for at skabe et incitament til at tegne de nye aktier, hvorfor jeg var uforstående overfor denne fremgangsmåde, hvor de ikke offentliggjorde prisen for de nye aktier med det samme. Det ændrede mit nuværende syn på virksomheden, hvorfor jeg lige nu foretrækker at være på sidelinjen og potentielt købe igen på et senere tidspunkt. Havde jeg kendt omstændighederne for emissionen bedre fra start, havde jeg sandsynligvis beholdt aktierne.
Den første million kommer tættere på
For mig er det ikke et mål i sig selv at blive millionær på et bestemt tidspunkt. I sidste ende er det op til aktiemarkedet at bestemme, hvornår det potentielt kan ske, da langt størstedelen af min formue i dag er eksponeret mod aktiemarkedet.
Det siges, at den første million er den sværeste at nå, hvorfor jeg ser frem til at nå den første million i private midler for derefter at blive klogere på, hvornår jeg potentielt kan nå den næste million. Hvis man ser bullish på aktiemarkedet, kan jeg sandsynligvis nå at blive millionær i private midler som 23-årig, men mere realistisk er som 24-årig.
Derefter vil jeg vurdere, at det er realistisk for min formue at nå den næste million som 30-årig, såfremt aktiemarkedet giver mig et afkast på ca. 8% om året. Det er altid svært at vurdere, når man kommer længere ud i fremtiden, da der kommer flere ubekendte desto længere ude i fremtiden, vi kigger. Det er f.eks. svært at forudsige, om jeg er begyndt at stifte familie, hvordan det ser ud for min virksomhed og min generelle jobsituation.
Med en formue på 718.000 kroner har jeg aldrig været tættere på den første million, som forhåbentligt kan blive en realitet inden for de kommende år. Hvis ikke det bliver en realitet i løbet af de kommende år, vil det skyldes, at aktiemarkedet leverer et begrænset eller negativt afkast, hvilket heller ikke behøver være dårligt i min situation. Jeg investerer nemlig med en lang tidshorisont, hvorfor et faldende aktiemarked blot betyder, at jeg kan købe aktier til en forhåbentligt lav pris i det lange perspektiv.
Tjen penge online
(reklame)
Tjen penge online ved at besvare spørgeskemaundersøgelser gennem YouGov👈. Du kan besvare spørgeskemaer på både telefonen og computer, enten når du er på farten, eller når du er hjemme.