For langt de flest kan det være en god idé at have en nødopsparing, men det vil ofte være forskelligt fra person til person, hvor stor den bør være.
Personligt er jeg tilhænger af nødopsparing og opsparing generelt. Det skal dog være i balance med ens investeringer, da man også kan have en for stor opsparing, hvis du spørger mig, ligesom den også kan være for lille.
I dag har jeg fundet en balance, hvor jeg føler mig økonomisk tryg ift. den situation, jeg har i dag, mens jeg fortsat kan investere hver måned. Det indebærer en solid opsparing, som du kan læse mere om i dette blogindlæg.
Hvad er en nødopsparing?
En nødopsparing er som navnet antyder en “hvad nu hvis”-opsparing. En nødopsparing skal fungere som en personlig forsikring til uforudsete udgifter, der kan give dig tryghed i hverdagen. I værste tilfælde skal den fungere som en forsikring i tilfælde af, at du mister dit arbejde, hvis du ikke er medlem af en A-kasse.
Uforudsete udgifter kan dække over mange ting, og afhænger i høj grad af ens personlige situation. Ejer du f.eks. en bil eller et hus, er der større sandsynlighed for at blive ramt at uforudsete udgifter. En tur til tandlægen kan derimod ramme os alle, hvilket betyder, at det for alle i større eller mindre grad kan være en god idé med en nødopsparing.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvor stor skal ens nødopsparing være?
Det vil altid være en personlig vurdering, hvor stor ens nødopsparing skal være. Er du eksempelvis studerende med et lavt månedligt forbrug, er dit behov for en stor nødopsparing mindre, end en midaldrende person, der har hus, bil, børn og måske en fritidsinteresse såsom cykling, sejlads eller lignende, der også kan give uforudsete udgifter.
Din jobsituation kan ligeledes spille en rolle. Hvis du er medlem af en A-kasse, er du mere sikret i tilfælde af, at du mister dit arbejde, hvilket sænker behovet for en stor nødopsparing. For nogle overstiger ens månedlige udgifter dog det man vil modtage gennem A-kassen, hvorfor folk der er med i en A-kasse også skal overveje det i forlængelse af sin nødopsparing.
Det kan dog generelt være en god idé at passe på med at have en for stor nødopsparing, da du kan forrente pengene bedre på anden vis. Når pengene står i banken, vil de med nuværende inflation ligeledes blot miste værdi. I sidste ende handler det dog om, at man føler sig økonomisk tryg. Og hvis man føler sig økonomisk tryg i hverdagen uden bekymringer om den næste husleje, fødselsdagsgave, indkøbstur og lignende, er det et tegn på, at din nødopsparing er tilstrækkelig.
Derfor er det også svært at give et konkret bud på, hvor stor ens nødopsparing skal være målt i kroner og øre. Et studerende der har et lavt månedligt forbrug, ingen børn, hus, bil eller kæledyr har lavere sandsynlighed for at blive ramt af uforudsete udgifter, og kan måske nøjes med en nødopsparing på 10-20.000 kroner, der bl.a. kan dække en tandlægeregning og hvis cyklen skal fikses. Er du omvendt ikke medlem af en A-kasse og har stor sandsynlighed for at blive ramt af uforudsete udgifter, føler du dig måske mere tryg med en stor nødopsparing på et sekscifret beløb.
Min nødopsparing
Personligt har jeg én opsparing, der ligeledes inkluderer min børneopsparing. Mit udgangspunkt er at have 100.000 kroner på denne (nød)opsparing. Det er en relativ høj opsparing ift. mine udgifter, men det skyldes, at jeg i dag driver virksomhed, og ikke er medlem af en A-kasse. Derfor er min månedsløn relativ usikker, hvorfor det er rart at kunne trække på en opsparing i perioder med begrænset eller ingen løn.
Årsagen til, at jeg kun har en opsparing, og derfor ikke har en separat nødopsparing, er, at jeg har oprettet en opsparingskonto med højere rente. På denne konto får jeg 1,75% i rente for beløb under 100.000 kroner. På kontoen har jeg mulighed for at hæve penge gratis to gange om måneden uden binding. Det er overordnet en lav rente, som jeg ikke finder attraktiv ift. at investere, men det er trods alt bedre end renten på en normal lønkonto.
Jeg har jævnligt hørt om personer, som har alt for mange penge stående på sin lønkonto, hvilket kan være ærgerligt af flere årsager. Først og fremmest gør det dig mere skrøbelig overfor kriminelle, som kan stjæle eller snyde dig for flere penge, desto flere penge der står på din normale lønkonto. Derfor har jeg altid relativt få midler stående på min lønkonto i tilfælde af, at jeg mister mit Mastercard. Så sent som i denne uge hørte jeg en kammerat fortælle om en bekendt, der blev snydt for omkring 50.000 kroner på en bytur, hvilket kunne lade sig gøre, da han havde mange penge på sin normale konto.
Derudover går man glip af en gratis rente, da de fleste banker tilbyder en opsparingskonto, hvor der er en mere attraktiv rente. Nogle opsparingskonti kan være med binding, mens andre kan være uden binding. I tilfældet med min bank har jeg en relativ fleksibel opsparingskonto, der giver mig 1,75% i rente for beløb under 100.000 kroner. For beløb på 100-500.000 kroner er renten på 1,95%, mens den for beløb over 500.000 kroner er på 2,40%.
Hvorvidt jeg i fremtiden vil bevare min opsparing i dette niveau, ved jeg ikke. Det kommer an på, hvordan min situation udvikler sig. Jeg kan dog ikke forestille mig, at jeg får behov for at øge den yderligere, da min opsparing allerede er ret høj ift. mine økonomiske behov og udgifter. Jeg ser derfor større sandsynlighed for, at jeg i fremtiden vil sænke min opsparing for at investere flere penge.
Tjen penge online
(reklame)
Tjen penge online ved at besvare spørgeskemaundersøgelser gennem YouGov👈. Du kan besvare spørgeskemaer på både telefonen og computer, enten når du er på farten, eller når du er hjemme.
Jeg synes stadig din opsparing er for høj. hvis man sætter 50.000kr. i Tryg på een aktiesparrekonto får du ca. 5 til 6 % Og deres kurs er rimelig stabil, og udbytte hver 3 mdr. til de små ekstra udgifter. Kommer der en størrer regning , så kig efter en aktie, som klarer sig dårligst, og sælg den, fra i dine aktier. De resterende 50.000 burde være nok,,, Ellers få flere aktier som udbetaler hvert kvartal.
Tak for godt input – Jeg har også Tryg gennem et virksomhedsdepot 🙂 Min nødopsparing foretrækker jeg er relativ høj, så længe min indkomst er usikker/svingende som selvstændig, ellers er jeg også enig med dig i, at det er bedre at få pengene ud at arbejde.
Alt det bedste,
Jonas