North Media er en aktie, som deler vandende hos mange investorer. Et af fokuspunkterne for North Media er udbytte, og igen i 2024 kan aktionærerne se frem til et pænt udbytte.
North Media offentliggjorde i går den 26. februar 2024 foreløbige resultater for 2023 og guidance for 2024. Det sendte aktien ned med over 10%. I meddelelsen fremgik det ligeledes, hvor meget selskabet ønsker at udbetale i udbytte i 2024.
North Media beskriver, at de ønsker at udbetale et udbytte på 4 kroner per aktie. Aktien lukkede i kurs 71,0, hvorfor udbyttet svarer til en udbytteprocent på 5,63%. North Media udbetalte sidste år et udbytte på 4 kroner per aktie, hvorfor årets udbytte er på niveau med sidste års udbytte, hvilket fremgår af tabellen nederst i denne artikel.
North Media valgte sidste år at droppe den oprindelige plan for udbyttet, som løb frem til og med 2025. Denne plan indebar et mål om at udbetale et udbytte på 5 kroner per aktie for regnskabsåret 2022, 2023 og 2024. I stedet valgte man at tage en løbende tilgang til udbyttet, som nu præsenteres årligt. Selskabet beskriver i sin udbyttepolitik, at målsætningen er at betale et stabilt og attraktivt udbytte, der afspejler indtjeningen på den ordinære drift før afkastet på værdipapirer. Udbyttebetalingen kan lejlighedsvis suppleres med tilbagekøb af egne aktier, hvis bestyrelsen skønner, at dette er hensigtsmæssigt for selskabet og dets aktionærer.
North Media vil forventeligt offentliggøre årsrapport for 2023 den 28. februar 2024. Derefter afholdes den ordinære generalforsamling den 12. april 2024, hvor udbyttet på 4 kroner per aktie forventeligt bliver godkendt.
Læs også: Novo Nordisk udbytte 2024.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
North Media udbyttehistorik
På nedenstående tabel fremgår North Medias udbytte de seneste syv regnskabsår. Bemærk at udbyttet for regnskabsåret 2023, der udbetales i 2024, i skrivende stund endnu ikke er godkendt på generalforsamlingen.
Regnskabsår | Udbytte per aktie |
---|---|
2023 | 4,0 kr. |
2022 | 4,0 kr. |
2021 | 5,0 kr. |
2020 | 4,0 kr. |
2019 | 3,0 kr. |
2018 | 1,5 kr. |
2017 | 0,0 kr. |
Kilde: North Media meddelelse.