Bavarian Nordic afholder i disse dage kapitalmarkedsdage, som er en længe ventet begivenhed for selskabets aktionærer.
Mandag, tirsdag og onsdag i denne uge afholder Bavarian Nordic kapitalmarkedsdage, og et af fokusområderne er fordelingen af fremtidens overskud. Forud for kapitalmarkedsdagene har CEO, Paul Chaplin givet et interview til Børsen, hvor han åbner for mulige udbytter til aktionærerne i fremtiden.
Det fremgår af interviewet, at førsteprioritet for Bavarian Nordic er vækst. Derfor skal potentiel kapitalallokering være i overensstemmelse med vækststrategien. Der går dog fortsat nogle år, før mulige udbytter og aktietilbagekøb kan komme på dagsordenen. Bavarian Nordic ønsker nemlig først og fremmest at have betalt de penge, som de skylder til GSK og Emergent Biosolutions efter køb af vaccineporteføljer fra de to selskaber.
Finansdirektør Henrik Juuel har ligeledes uddybet, at han ser det mest fordelagtigt at gennemføre aktietilbagekøb fremfor udbyttebetalinger. Ifølge finansdirektøren går der omkring halvandet år, før Bavarian har positive pengestrømme og er gældfri. Derefter skal selskabet fortsætte investeringerne, se på fusioner, opkøb, og så kan Bavarian Nordic vurdere, om de ligeledes kan sende penge tilbage til aktionærerne.
Bavarian Nordic har ligeledes her kort inde i programmet for kapitalmarkedsdagene løftet sløret for, at de kigger på flere vacciner som mulige købskandidater. Selskabet har dog ikke uddybet yderligere.
Hvorvidt Bavarian Nordic kommer til at udbetale udbytte i fremtiden, er fortsat usikkert, men selskabet har nu åbnet døren på klem. Bavarian Nordic afholder kapitalmarkedsdag i København mandag, og tirsdag går turen til London, mens turen slutter onsdag i New York.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.