Ét af de største investeringstemaer i 2023 var kunstig intelligens, hvor aktiemarkedet oplevede enorme kursstigninger.
Dette skyldes blandt andet, at offentligheden fik mulighed for at prøve kræfter med sprogmodellen ChatGPT, der blev udgivet i november 2022. Det banebrydende ved dette var, at almindelige mennesker nu havde nem adgang til at udforske den imponerende teknologi. Selvom teknologien har været under udvikling siden år 1950, var det altså først i slutningen af 2022, at den gennemsnitlige verdensborger fik kendskab til temaet. Og det viste sig at være en stor succes, for allerede to måneder efter sprogmodellens udgivelse, var antallet af aktive brugere steget til 100 millioner, hvilket medførte, at ChatGPT fik titlen som den hurtigst voksende forbrugerapplikation nogensinde. Til sammenligning tog det 9 måneder for TikTok at opnå samme antal aktive brugere og 2,5 år for Instagram.
Hvad har jeg valgt at gøre?
For mig at se, vil det næsten være uansvarligt ikke at investere ind i denne enorme teknologiske revolution, da det uden tvivl kommer til at have stor betydning for vores fremtid – både nær og fjern. Når det så er sagt, er jeg selv skeptisk over nogle af de værdiansættelser, som man kan støde på inden for denne branche. Den måde, hvorpå jeg foreløbigt har valgt at positionere mig inden for dette tema, er ved at have aktier i Taiwan Semiconductor Manufacturing Company, bedre kendt som TSMC.
TSMC er verdens største chipproducent, som er specialiseret indenfor at producere halvledere til teknologiindustrien. Selskabets spidskompetencer er især indenfor at fremstille halvledere i 7nm, 5nm og 3nm, hvis produktionsprocesser er enormt komplekse og dyre at udvikle. Dertil er selskabet i færd med at udvikle og klargøre en masseproduktion af 2nm-mikrochips.
Blandt TSMC’s største kunder, finder vi blandt andet Apple, nvidia, AMD, Qualcomm og Broadcom, som alle er enorme virksomheder med eksponering mod halvledere. Disse er alle med til at sikre TSMC sin markedsdominerende position, da mikrochips er en uundværlig del af deres forretninger. Samtidig er de eneste chipproducenter som i øjeblikket kan imødekomme selskabernes efterspørgsel på halvledere TSMC og Samsung Electronics, hvor også Intel forsøger at følge trop.
Dette gør, at TSMC i øjeblikket nyder godt af et marked, hvor konkurrencen, sammenlignet med andre sektorer, er lav. Dog er der naturligvis flere selskaber, som vil forsøge sig indenfor dette område i fremtiden, hvorfor konkurrencen i fremtiden højst sandsynligt øges markant. Alternativt kan man også forestille sig, at flere af TSMC’s nuværende kunder vil undersøge mulighederne for i fremtiden at kunne producere sine egne halvledere.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Steget 40 procent på fire måneder
Jeg investerede selv i TSMC tilbage i starten af september måned 2023 til en GAK på 93,5 USD. Dette betyder, at min investering i skrivende stund er oppe med cirka 42%, nu hvor kursen ligger på 130 USD. Langt størstedelen af denne stigning har fundet sted her i 2023, hvor TSMC offentliggjorde deres tal for fjerde kvartal 2023. Kendetegnet ved dette regnskab var, at de punkter hvor de ikke slog markedets forventninger marginalt, præsterede de i stedet i den øvre den af konsensusestimaterne, hvilket investorerne naturligvis var glade ved. Endnu mere toneangivende var deres estimater for 2024, som overraskede markedet markant, og på den baggrund medførte en kursstigning på 9,8% på dagen, hvor aktien sidenhen er steget stødt.
Aktietilbagekøb og regnskabstal
Tager vi et kig på TSMC’s finansielle tal fra år 2023, er der stort set tilbagegang på alle parametre, set i forhold til 2022. Dette ændrer dog ikke på, at TSMC udviser en enorm indtjeningsevne, når vi kigger på regnskabstallene. I 2023 omsatte selskabet for 65,3 mia. USD, hvoraf 29,5 mia. USD endte på bundlinjen – svarende til 45,7%. Efter andre finansielle poster, medførte dette frie pengestrømme på 10,7 mia. USD, som er penge selskabet kan bruge til at vækste yderligere, eller imødekomme investorernes interesse i form af aktietilbagekøb eller udbytte.
Selskabet har selvfølgelig også gæld, som i Q4 2023 blev bogført til 30 mia. USD. Dette lyder måske af mange penge, hvilket det også er, sammenlignet med eksempelvis nvidia, hvis senest bogførte gæld er på 11 mia. USD. Det væsentlige ved TSMC’s gæld er, ifølge mig, at den er overskuelig, hvilket indebærer, at den kan betales af med de nuværende frie pengestrømme i løbet af tre regnskabsår. Dertil kan TSMC, hvis de ønsker, afbetale hele gælden nu, og stadig have næsten 25 mia. USD tilbage. De vurderer dog, forståeligt nok, at pengene er bedre givet ud med deres ROIC (afkast på investeret kapital) på 20%.
I seneste årsregnskab fra 2022 ses det, at TSMC gennemførte et aktietilbagekøbsprogram på 1.387.000 aktier, hvilket naturligvis kom investorerne til gode. Dette skyldes, at et aktietilbagekøbsprogram fordeler selskabets værdier ud på færre aktier, hvilket øger de enkelte aktiers værdi, samtidig med at efterspørgslen bliver tilsvarende højere, da der er færre aktier i omløb. I sidste ende betyder dette ofte, at aktiekursen stiger stødt, eller at der som minimum bliver holdt en hånd under denne. Man kan med TSMC’s frie pengestrømme på 10,7 mia. USD ikke afvise, at de kunne finde på at offentliggøre endnu et tilbagekøbsprogram indenfor nærmeste fremtid.
I perioden fra 2017 til 2023 har TSMC’s P/E-værdi svinget mellem 11,33 som sit laveste, og 32,15 som sit højeste. Dette skyldes, at TSMC i samme periode oplevede en enorm vækst, som i 2023 blev brudt af en afmatning. I skrivende stund er P/E-værdien oppe på 25,8, og har ifølge analytikerne potentiale til vækst indenfor de næste par år. Hvis man skal sammenligne med andre virksomheder inden for branchen, er nvidia’s P/E-værdi på 92, mens AMD’s er på 323. Der skal selvfølgelig tages højde for, at disse virksomheder ikke er direkte sammenlignelige.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Risici ved at investere i TSMC
Men der følger selvfølgelig også flere risici med, hvis man som mig vælger at investere i TSMC. Tidligere i artiklen nævnte jeg nogle af TSMC’s største kunder, som står for store og betydningsfulde dele af selskabets indtjening. Dette medfører naturligvis også, at TSMC er særligt sårbar overfor, om disse virksomheder vil fortsætte med at få produceret deres halvledere hos TSMC. Hvis eksempelvis Apple finder en ny leverandør, eller måske begynder at producere selv, vil store dele af TSMC’s indtjening gå tabt.
Hvis man ser tilbage på de seneste regnskabsår, har TSMC udvist en konjunkturfølsomhed. På samme måde som udbytter kan udvise stabilitet i indtjeningen, kan varierende udbytter betyde det modsatte. Og kigger man på TSMC’s payout ratio siden 2017, har denne varieret mellem 21% og 58%, mens deres payout yield har ligget mellem 1,26 og 2,76. Dette er ikke nødvendigvis en ulempe, men blot værd at være opmærksom på.
Sidst og måske mest omtalt er stridighederne mellem Kina, USA og Taiwan. Denne konflikt bunder i Taiwans gode handelsaftaler, som sikrer dem stabile forsyninger af de nødvendige råvarer. Dette har over årene medført, at befolkningen er blevet eksperter indenfor området, hvorfor de er blevet superdygtige til det. Som bekendt vil kunstig intelligens og mikrochips forventeligt blive en enorm stor den af vores fremtidige teknologiske udvikling, hvorfor Taiwan rent geografisk er interessant for verdens supermagter, herunder USA og Kina. Disse to nationer har allerede interne stridigheder, hvorfor mikrochips og kunstig intelligens også er blevet et stridighedspunkt, da man med denne teknologi kan opnå stor verdensindflydelse.
På baggrund af, at Taiwan ikke officielt er blevet erklæret selvstændigt, er der flere som frygter, at Kina vil invadere Taiwan, på samme måde som vi ser Rusland invaderer Ukraine. En årsag hertil kunne være, at Kina på den måde kunne få større indflydelse på produktionen og anvendelsen af mikrochips, som de blandt andet kunne bruge mod USA.
Disse ovennævnte risici kan alle være udslagsgivende for, at aktien synes at handle til en rabat i værdsættelsen, sammenlignet med andre selskaber i branchen.