I november 2021 købte jeg et ur af en god kammerat, som går meget op i ure. Uret er et Vintage Omega automatic Constellation C-shape i guld fra 1968/69, som jeg fik til en skarp pris.
Dengang var ur-markedet i en uptrend, og fra november 2021, hvor jeg købte mit ur, til marts 2022 steg priserne for luksusure med ca. 33,5% ifølge tal fra WatchCharts, der har fulgt udviklingen af 60 luksusure fra 10 populære mærker, herunder Omega. Sidenhen er samme indeks faldet ca. 38%, hvorfor indekset nu er lavere end dengang jeg købte mit ur. Du kan se udviklingen for indekset nederst i denne artikel.
Personligt ved jeg ikke, hvor meget jeg kan sælge uret for i dag, men i sidste uge mødtes jeg med den kammerat, der solgte mig uret, der påstod, at jeg sandsynligvis ville kunne sælge uret til omkring 20.000 kroner. Det er en super god pris ift. hvad jeg gav for uret, der også var underpris, men med det faldende marked for luksusure indebærer det selvfølgelig også væsentlig usikkerhed. Jeg købte uret til blot 8.000 kroner. Kassen er desuden efter sigende designet af Gérald Genta, der også designede bl.a. AP’s Royal Oak og PPs Nautilus.
Mit ur skal som udgangspunkt ikke sælges igen, og jeg bruger det også jævnligt, hvorfor jeg i højere grad anser det som en brugsgenstand fremfor en investering. Alligevel inkluderer jeg uret i min samlede formue, da det har en vedholdende værdi. Havde jeg ikke brugt pengene på at købe uret, ville pengene i stedet være investeret på aktiemarkedet, hvorfor det også kan klassificeres som en alternativ investering.
Alt imens markedet for ure har været nedadgående de seneste par år, har aktiemarkedet klaret det godt. Det store amerikanske indeks, S&P 500, gik i fredags på weekend i ny lukkerekord, hvor indekset for første gang i sin historie lukkede over niveau 5.000. Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at det er en begrænset del af min formue, der er eksponeret mod ur-markedet, og jeg i stedet i høj grad er eksponeret mod aktiemarkedet, hvor det danske marked dog udgør en relativ stor del af min portefølje.
Blandt mine andre alternative investeringer har jeg en smule placeret på Kameo. Hvorvidt jeg fortsætter med at udlåne gennem Kameo i fremtiden ved jeg endnu ikke, og i dag er mine udlånte midler på platformen også relativt beskedne.