I Danmark har vi en række interessante udbytteaktier, og inden længe starter den store regnskabssæson blandt de danske aktier i 2024.
På Unge Investorer er udbytte et af de helt store temaer, og når den store udbyttesæson snart skydes i gang, vil du ligeledes kunne finde en masse information her på hjemmesiden. De selskaber hvis regnskabsår følger kalenderåret vil nemlig snart præsentere årsregnskaber, hvor de vil løfte sløret for årets forslåede udbytter.
I denne artikel har jeg samlet et overblik over de forventede udbytter for en række af de danske aktier i 2024. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at det alene er forventede udbytter og altså ikke de endelige udbytter. Derfor kan de endelige udbytter sagtens afvige meget fra de udbytter, som fremgår af denne artikel, hvorfor jeg vil anbefale at vende tilbage til vores hjemmeside, efter selskaberne har præsenteret årsregnskaber, hvor du formentligt kan finde en artikel, som kigger nærmere på det forslåede udbytte, der efterfølgende skal godkendes på de ordinære generalforsamlinger i 2024.
Kilden til de forventede udbytter, som er præsenteret i denne artikel, er Saxoinvestor. De er indtastet den 10. januar 2024, hvorfor de sandsynligvis kan se anderledes ud, hvis du tilgår Saxoinvestor, når du læser denne artikel.
Klik dig frem til hvad du søger
Mærsk udbytte 2024
Mærsk udbetalte sidste år et rekordstort udbytte på 4.300 kroner per aktie. Året forinden udbetalte Mærsk 2.500 kroner per aktie, hvilket ligeledes var et ekstraordinært højt udbytte. I 2024 skal investorerne ikke sætte næsen op efter et lige så stort udbytte, efter tilstandene for Mærsk er blevet mere normale.
Jeg har selv flere gange beregnet et estimat for Mærsks kommende udbytte i 2024, hvilket du kan læse mere om her. Mit estimerede udbytte for Mærsk stemmer nogenlunde overens med det forventede udbytte, som fremgår på Saxo, hvor analytikerne estimerer 550,19 kroner per aktie. Mærsk B-aktien lukkede den 10. januar 2024 i kurs 12.995 kroner svarende til en forventet udbytteprocent på 4,23%.
Mærsk har en udbyttepolitik, som lyder, at de ønsker at ramme en payout-ratio på 30-50%. Udbyttet sidste år svarede til en payout-ratio på 37,5%, hvilket dermed var lidt under midten af intervallet for udbyttepolitikken. Mærsks udbytte de seneste seks år fremgår af nedenstående tabel, som afspejler de ekstraordinære gode år i 2021 og 2022.
Regnskabsår | Udbytte per aktie |
---|---|
2022 | 4.300 kr. |
2021 | 2.500 kr. |
2020 | 330 kr. |
2019 | 150 kr. |
2018 | 150 kr. |
2017 | 150 kr. |
Novo Nordisk udbytte 2024
Novo Nordisk er en af de danske aktier, som udbetaler udbytte halvårligt. Novo Nordisk udbetaler normalvis udbytte efter halvårsrapporten og efter årsrapporten. Efter halvårsrapporten i august udbetalte Novo Nordisk 6 kroner i udbytte per aktie. Man skal huske, at dette var før aktiesplittet, hvorfor det med nuværende kurs og antal aktier svarede til 3 kroner per aktie.
Jeg har ligesom med Mærsk selv beregnet et estimeret udbytte for Novo Nordisk, hvor jeg kom frem til et samlet forventet udbytte på 9,2, hvilket betyder et forventet udbytte på ca. 6,2 kroner efter årsrapporten i 2024. Dette kan du læse mere om her. Ifølge oversigten på Saxo er analytikerne nogenlunde enige, hvor der fremgår et forventet samlet udbytte på 8,93 kroner per aktie. Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det til en forventet udbytteprocent på 1,21%, hvoraf de 3 kroner altså allerede er udbetalt.
Novo Nordisk har generelt en meget sund tilgang til udbyttebetalinger. Novo Nordisk har gennem årene fastholdt en meget stabil payout-ratio, og samtidig oplevet en mangedobling af udbyttet per aktie. Det er en alternativ måde at påvise selskabets ualmindelige flotte vækstrejse, idet de stigende udbytter dermed er finansieret af vækst på bundlinjen, og ikke justeringer af udbyttet procentvise størrelse af resultatet.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Danske Bank udbytte 2024
Danske Bank udbetalte udbytte efter halvårsrapporten i 2023, hvor selskabet udbetalte 7 kroner per aktie svarende til 59% af overskuddet. I sidste måned opjusterede Danske Bank sine forventninger, hvorfor jeg anser det som meget sandsynligt, at Danske Bank igen efter årsrapporten i 2024 vil udbetale 7 kroner per aktie, så det samlede udbytter løber op i 14 kroner per aktie. Dette har jeg skrevet mere om her.
Ifølge opgørelsen på Saxo forventer analytikerne et udbytte på 14,26 kroner per aktie, hvilket stemmer godt overens med mit personlige estimat for bankens udbytte. Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det til en udbytteprocent på 7,48%, hvoraf halvdelen af det forventede samlede udbytte altså allerede er udbetalt.
Danske Bank fastholdte ifm. en strategiopdatering sidste år sin ambition om at udbetale 40-60% af årets resultat. I perioden 2023-2026 forventer banken konkret et samlet udbyttepotentiale på mindst 50 mia. kroner baseret på den øvre del af spændet i udbyttepolitikken.
ISS udbytte 2024
Efter en udbyttepause begyndte ISS igen sidste år at udbetale udbytte til sine aktionærer, hvor de udbetalte 2,1 kroner per aktie. Analytikerne forventer, at ISS igen i 2024 vil udbetale udbytte. ISS har generelt en målsætning om at udbetale et stabilt og stigende udbytte på 20-40% af selskabets overskud.
Analytikerne estimerer ifølge oversigten på Saxo, at ISS i 2024 vil udbetale et udbytte på 2,86 kroner per aktie. Aktien lukkede den 10. januar i kurs 129,4 svarende til en forventet udbytteprocent på 2,21%. Selskabets udbytte de seneste år fremgår af nedenstående tabel, hvor du ligeledes kan se, at selskabet havde en længere pause i udbyttebetalingerne.
Regnskabsår | Udbytte per aktie |
---|---|
2022 | 2,1 kr. |
2021 | - |
2020 | - |
2019 | - |
2018 | 7,7 kr. |
Nordea udbytte 2024
Nordea har stort fokus på udbytte, hvilket også fremgår af selskabets udbyttepolitik. Her fremgår det, at Nordea sigter efter at nå en payout-ratio på 60-70%. Nordea udbetalte sidste år et udbytte på 0,8 EUR per aktie, hvilket svarede til en payout-ratio på 70%.
I 2024 kan aktionærer formentligt igen se frem til et højt udbytte, efter bankerne har haft en godt år som følge af de høje renter. Konkret estimerer analytikerne ifølge Saxo, at aktionærerne kan se frem til et udbytte på omtrent 7,2 kroner per aktie. Nordea-aktien lukkede den 10. januar 2024 i kurs 85,39 kroner svarende til en forventet udbytteprocent på 8,43%.
D/S Norden udbytte 2024
D/S Norden har som en af de få danske aktier udbetalt udbytte kvartalsvist gennem 2023, hvilket er vigtigt at huske, når man kigger på det forventede udbytte her efter årsrapporten, der offentliggøres den 8. februar 2024. I alt har D/S Norden allerede udbetalt 35 kroner per aktie, og eftersom analytikerne ifølge Saxo forventer et samlet udbytte på 41,81 kroner per aktie, svarer det til et udbytte på blot 6,81 kroner efter årsrapporten i 2024.
Personligt forventer jeg, at D/S Norden ligesom efter andet og tredje kvartal vil udbetale et udbytte på 10 kroner per aktie efter årsrapporten i 2024. Det vil i så fald betyde et samlet udbytte på 45 kroner per aktie.
D/S Norden beskriver i sin udbyttepolitik, at de har en målsætning om minimum at udbetale 50% af deres net-result gennem udbyttet.
Tjen penge online
(reklame)
Tjen penge online ved at besvare spørgeskemaundersøgelser gennem YouGov👈. Du kan besvare spørgeskemaer på både telefonen og computer, enten når du er på farten, eller når du er hjemme.
Torm udbytte 2024
Torm er sammen med D/S Norden en af de få danske aktier, som har udbetalt kvartalsvist udbytte gennem 2023. Dette er relevant at huske, når vi kigger på det forventede udbytte efter årsrapporten, der offentliggøres den 7. marts 2024. I alt har Torm udbetalt 4,42 USD gennem årets første tre kvartaler, hvilket svarer til ca. 30 kroner med nuværende valutakurser.
Ifølge opgørelsen fra Saxo, forventer analytikere, at Torm udbetaler et samlet udbytte på 41,03 kroner, hvorfor de ca. 30 kroner allerede er udbetalt. Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det til en forventet udbytteprocent på 18,55%.
Tryg udbytte 2024
Tryg er den danske aktie, der har længst historisk med kvartalsvise udbytter, hvilket selskabet også har praktiseret gennem det seneste år. Tryg har konkret udbetalt 1,85 kroner per aktie efter hvert kvartalsregnskab, hvilket bringer det samlede udbytte op på 5,55 kroner per aktie indtil videre i år.
Analytikere forventer ifølge oversigten på Saxo Bank, at Tryg vil nå et samlet udbytte på 7,53 kroner for regnskabsåret 2023. Det svarer til, at udbyttet størrelse efter årsrapporten i 2024 ca. vil være på niveau med de kvartalsvise udbytter, der er blevet udbetalt gennem året. Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det til en samlet forventet udbytteprocent på 5,17%.
Tryg har en generelt en målsætning om at nå en payout-ratio på 60-90%, hvilket illustrerer selskabets store fokus på udbytte.
Ambu udbytte 2024
Ambu har ikke udbetalt udbytte de seneste par år, men kigger man på oversigten fra Saxo Bank, er der mulighed for udbytte i 2024. Analytikere forventer et udbytte på 0,21 kroner fra Ambu, hvilket svarer til en forventet udbytteprocent på 0,20% baseret på lukkekursen den 10. januar 2024.
Ambu er generelt ikke en udbytteaktie, og markedsværdien afspejler, at der er store vækstforventninger til fremtiden.
Carlsberg udbytte 2024
Carlsberg er en af de aktier, hvor jeg selv har estimeret et forventet udbytte i 2024. Carlsberg anser jeg som en sund udbytteaktie, der har hævet eller fastholdt sit udbytte uafbrudt siden 2008, hvor udbyttet per aktie er gået fra 3,5 kroner til 27 kroner sidste år. Carlsberg har altså ikke sænket udbyttet en eneste gang siden da.
I 2024 forventer jeg, at Carlsberg udbetaler et udbytte på 27 kroner per aktie svarende til det samme som sidste år. Det har jeg uddybet nærmere i denne artikel. Det stemmer nogenlunde overens med analytikernes forventninger, der ifølge Saxo Bank venter et udbytte på 27,12 kroner per aktie. Det svarer til en forventet udbytteprocent på 3,14% baseret på lukkekursen den 10. januar 2024.
Carlsberg har en udbyttepolitik, der beskriver, at selskabet sigter efter at ramme en payout-ratio på omkring 50%. Denne udbyttepolitik har selskabet fulgt tæt de seneste mange år, og selskabets udbyttehistorik helt tilbage fra regnskabsåret 2007 fremgår af nedenstående tabel.
Regnskabsår | Udbytte per aktie | Payout-ratio (adjusted) |
---|---|---|
2022 | 27 kr. | 48% |
2021 | 24 kr. | 49% |
2020 | 22 kr. | 50% |
2019 | 21 kr. | 50% |
2018 | 18 kr. | 51% |
2017 | 16 kr. | 50% |
2016 | 10 kr. | 39% |
2015 | 9 kr. | 32% |
2014 | 9 kr. | 25% |
2013 | 8 kr. | 21% |
2012 | 6 kr. | 17% |
2011 | 5,5 kr. | 16% |
2010 | 5 kr. | 14% |
2009 | 3,5 kr. | 13% |
2008 | 3,5 kr. | 20% (ikke justeret) |
2007 | 4,8 kr. | 20% (ikke justeret) |
DFDS udbytte 2024
DFDS vil ifølge oversigten på Saxo Bank forventeligt udbetale et samlet udbytte på 7,80 kroner per aktie i 2024. Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det til en forventet udbytteprocent på 3,43%. Aktiens udbyttehistorik de seneste regnskabsår fremgår af nedenstående tabel.
Regnskabsår | Udbytte per aktie |
---|---|
2022 | 8,0 kr. |
2021 | - |
2020 | - |
2019 | 4,0 kr. |
2018 | 4,0 kr. |
2017 | 10,0 kr. |
DSV udbytte 2024
DSV er ikke en udpræget udbytteaktie. Selskabet har i højere grad prioriteret aktietilbagekøbsprogrammer og vækst i EPS, hvilket selskabet har været dygtige til. DSV er et af de selskaber, hvor jeg selv har beregnet et estimat for det kommende udbytte, hvor jeg regnede mig frem til et forventet udbytte på 7,24 kroner per aktie. Det kan du læse mere om her.
Ifølge oversigten på Saxo Bank forventer analytikere, at DSV vil udbetale et udbytte på 7,25 kroner i 2024, hvilket stemmer godt overens med mit personlige estimat. Aktien lukkede den 10. januar 2024 i kurs 1234,5 svarende til en forventet udbytteprocent på 0,59%.
Udbyttepolitikken hos DSV afspejler også et begrænset fokus på udbytte. Den beskriver, at DSV sigter efter at udbetale et udbytte svarende til 10-15% af selskabets overskud. DSV udbetalte sidste år et udbytte på 6,5 kroner per aktie, hvilket svarede til ca. 8,1% af resultatet, og levede dermed ikke op til udbyttepolitikken. Året 2022 var dog et rekordgodt år for DSV, hvorfor de alligevel løftede udbyttet ift. året før, selvom udbyttet udgjorde en relativ mindre del af overskuddet.
FLSmidth & Co udbytte 2024
FLSmidth har en målsætning om at nå en payout-ratio på 30-50%, og har ligeledes en stabil udbyttehistorik, hvor de siden 1990 har udbetalt udbytte hvert år med undtagelse af kriseprægede perioder (2001, 2002, 2008 og 2019). Ifølge oversigten på Saxo Bank forventer analytikere, at FLSmidth vil udbetale et udbytte på 4,99 kroner per aktie i 2024. Det svarer dermed til et løft fra sidste års udbytte på 3 kroner per aktie.
FLSmidth-aktien lukkede den 10. januar 2024 i kurs 280,6, hvorfor det forventede udbytte svarer til en forventet udbytteprocent på 1,78%.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
GN Store Nord udbytte 2024
Kapitalsituationen har længe været et centralt emne hos GN Store Nord, efter de opkøbte SteelSeries på et lidt uheldigt tidspunkt, der medførte stor gæld. Derfor udbetalte GN Store Nord heller ikke udbytte sidste år, mens de også satte aktietilbagekøbsprogrammet på pause, hvilket virkede som den rigtige beslutning.
Ifølge oversigten på Saxo Bank forventer analytikerne et udbytte på 0,15 kroner per aktie fra GN Store Nord i 2024. Det er et meget begrænset udbytte på blot 0,09% af aktiekursen den 10. januar 2024. Spørgsmålet er derfor, om GN Store Nord ikke fortsat vælger at prioritere kapitalsituationen således, at der ikke udbetales udbytte i 2024. Det vil vi blive klogere på, når selskabet offentliggør årsrapport den 8. februar 2024.
Jyske Bank udbytte 2024
Jyske Bank har længe haft en pause med udbyttebetalinger, men efter regnskabet for tredje kvartal sidste år udbetalte Jyske Bank et udbytte på 7,78 kroner per aktie. Det svarede til en payout-ratio på blot 10%, hvilket er under niveauet hos mange andre banker, men Jyske Bank har historisk haft fokus på aktietilbagekøb for at vækste EPS.
Der er dog fin mulighed for, at Jyske Bank igen i 2024 vil udbetale udbytte efter årsrapporten. Analytikere estimerer et samlet udbytte på 15,89 kroner fra Jyske Bank, hvoraf 7,78 kroner altså allerede er udbetalt. Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det til en forventet samlet udbytteprocent på 3,06%. Når man sammenligner med andre bankers udbytteprocent, skal man huske, at Jyske Bank formentligt udbetaler en væsentligt mindre andel af overskuddet gennem udbytter sammenlignet med mange andre banker.
Lundbeck udbytte 2024
Lundbeck har en udbyttepolitik, der indebærer et mål om at nå en payout-ratio på 30-60%. Udbyttet har de seneste år været i den nedre del af dette interval, hvilket fremgår af tabellen nedenunder, der viser selskabets udbytter de seneste år justeret for aktiens aktiesplit.
Analytikere forventer ifølge Saxo Banks oversigt, at Lundbeck vil udbetale et udbytte på 0,87 kroner i 2024. Baseret på lukkekursen for B-aktien den 10. januar 2024 svarer det til en forventet udbytteprocent på 2,42%.
Regnskabsår | Udbytte per aktie | Payout-ratio |
---|---|---|
2022 | 0,58 kr. | 30% |
2021 | 0,4 kr. | 30% |
2020 | 0,5 kr | 31% |
2019 | 0,82 kr. | 35% |
2018 | 2,4 kr. | 67% |
2017 | 1,6 kr. | 29% |
Netcompany udbytte 2024
Netcompany har ikke udbetalt udbytte de seneste år, men ifølge oversigten på Saxo Bank forventer analytikere, at Netcompany vil udbetale et begrænset udbytte på 0,25 kroner per aktie. Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det til en forventet udbytteprocent på 0,11%.
North Media udbytte 2024
North Media vil ifølge opgørelsen fra Saxo forventeligt udbetale et udbytte på 4,00 kroner per aktie i 2024, hvilket er tilsvarende det udbytte, som selskabet betalte sidste år. North Media lukkede den 10. januar 2024 i kurs 66,5 svarende til en flot udbytteprocent på 6,02%.
North Media beskriver i sin udbyttepolitik, at målsætningen er at betale et stabilt og attraktivt udbytte, der afspejler indtjeningen på den ordinære drift før afkastet på værdipapirer. Udbyttebetalingen kan lejlighedsvis suppleres med tilbagekøb af egne aktier, hvis bestyrelsen skønner, at dette er hensigtsmæssigt for selskabet og dets aktionærer.
North Media er på mange måder en utraditionel aktie, hvor en stor del af aktiens værdi er bundet op i andre aktier. For kort tid siden gennemførte selskabet et interessant opkøb i Sverige, hvilket jeg personligt som aktionær er tilhænger af, da selskabets kapitalberedskab aktiveres fremfor at være investeret i andre aktier.
North Media vil forventeligt offentliggøre årsregnskab den 28. februar 2024, hvorefter den ordinære generalforsamling er planlagt til den 12. april 2024. Først derefter vil udbyttet blive udbetalt.
Tjen penge online
(reklame)
Tjen penge online ved at besvare spørgeskemaundersøgelser gennem YouGov👈. Du kan besvare spørgeskemaer på både telefonen og computer, enten når du er på farten, eller når du er hjemme.
Novozymes udbytte 2024
Novozymes har de seneste år løftet udbytte flere gange med en relativ stabil payout-ratio, hvilket er en sund indikation på udbyttet. I dag arbejder selskabet på en fusion med Chr. Hansen, hvilket bliver det store tema for de to selskaber gennem 2024. Pga. fusionen med Chr. Hansen har Novozymes også allerede udbetalt et udbytte på 4,20 kroner svarende til 50% af overskuddet i årets første tre kvartaler. Dette udbytte kom efter, at Chr. Hansen også udbetalte udbytte efter det skæve regnskabsår.
Novozymes har dermed allerede udbetalt udbytte for størstedelen af året, hvorfor et muligt udbytte efter årsrapporten i 2024 alene vil være baseret på udviklingen i fjerde kvartal. Analytikere estimerer ifølge oversigten på Saxo Bank, at Novozymes i alt vil udbetale et udbytte på 5,98 kroner per aktie for regnskabsåret. Det svarer til et forventet udbytte på 1,78 kroner per aktie efter årsrapporten i 2024.
Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det forventede samlede udbytte til en forventet udbytteprocent på 1,65%.
Pandora udbytte 2024
Pandora præsenterede i oktober nye langsigtede mål frem mod 2026, hvor selskabet forventer at løfte forretningen væsentligt. I meddelelsen beskrev Pandora, at de forventer at kunne distribuere et pænt beløb til sine aktionærer. Konkret forventer Pandora at kunne returnere 14-17 mia. kroner til aktionærerne i strategiperioden, men hvorvidt det vil blive distribueret gennem udbyttebetalinger eller aktietilbagekøb er ikke nærmere specificeret. Det vil forventeligt blive en kombination af de to.
Det er ikke så længe siden, at Pandora opdaterede sin udbyttepolitik. Førhen var målsætningen at nå en udbytteprocent på omkring 2%, og i dag er målet at udbetale et stabilt eller stigende udbytte til sine aktionærer.
Pandora udbetalte sidste år et udbytte på 16 kroner per aktie, og analytikere estimerer ifølge oversigten på Saxo, at Pandora vil udbetale et udbytte på 18,95 kroner per aktie i 2024. Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det til en forventet udbytteprocent på 1,90%. Dertil skal man huske, at Pandora også har tradition for at lave solide aktietilbagekøbsprogrammer.
Rockwool udbytte 2024
Rockwool har en udbyttepolitik om minimum at udbetale et udbytte svarende til en tredjedel af overskuddet. Med andre ord ønsker Rockwool at ramme en payout-ratio på minimum 33,3%. Dette har selskabet overholdt de seneste år, hvilket fremgår af tabellen nedenunder.
I 2024 forventer analytikere ifølge oversigten på Saxo, at Rockwool vil udbetale et udbytte på 42,06 kroner per aktie. Dermed forventer analytikere, at udbyttet vil stige sammenlignet med udbyttet sidste år. Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det desuden til en forventet udbytteprocent på 2,23%.
Regnskabsår | Udbytte per aktie | Payout-ratio |
---|---|---|
2022 | 35 kr. | 37,3% |
2021 | 35 kr. | 33,5% |
2020 | 32 kr. | 37,7% |
2019 | 32 kr. | 33,3% |
2018 | 29,9 kr. | 33,3% |
2017 | 24 kr. | 33,3% |
Royal Unibrew udbytte 2024
Royal Unibrew og Carlsberg ligner meget hinanden. De beskæftiger sig i samme branche, og ligner tilmed også meget hinanden som udbytteaktier. Historisk har de nemlig løftet sit udbytte samtidig med, at de har fastholdt en nogenlunde stabil payout-ratio. Det indikerer, at de løftede udbytter skyldes vækst i forretningen.
Ifølge oversigten på Saxo Bank forventer analytikere, at Royal Unibrew i 2024 vil udbetale et udbytte på 13,1 kroner per aktie, hvilket under niveauet de seneste år, som fremgår af tabellen nedenunder. Dette udbytte svarer baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 til en forventet udbytteprocent på 2,93%.
Royal Unibrew vil forvente offentliggøre årsrapport den 28. februar 2024. Den ordinære generalforsamling vil forventeligt blive afholdt den 30. april 2024.
Regnskabsår | Udbytte per aktie | Payout-ratio |
---|---|---|
2022 | 14,5 kr. | 49% |
2021 | 14,5 kr. | 55% |
2020 | 13,5 kr. | 56% |
2019 | 12,2 kr. | 54% |
2018 | 10,8 kr. | 53% |
2017 | 8,9 kr. | 56% |
Scandinavian Tobacco Group udbytte 2024
Scandinavian Tobacco Group – også kaldt STG – er kendt for sit fokus på udbyttebetalinger. Scandinavian Tobacco Group har ikke defineret konkrete mål ift. payout-ratio i deres udbyttepolitik. Selskabet har i stedet en målsætning om at øge udbyttet årligt.
Scandinavian Tobacco Group vil ifølge oversigten på Saxo forventeligt udbetale et udbytte på ca. 8,62 kroner i 2024. Aktien lukkede den 10. januar 2024 i kurs 123,6, hvilket svarer til en forventet udbytteprocent på 6,97%. Dette udbytte vil ligeledes stemme overens med selskabets udbyttepolitik, idet det vil svare til en stigning ift. sidste års udbytte, der udgjorde 8,25 kroner per aktie.
Solar udbytte 2024
Solar har de seneste år udbetalt relativt høje udbytter, og ifølge Saxo kan investorerne igen i 2024 se frem til et pænt udbytte. Solar har i sin plan for udbyttet beskrevet et mål om at udbetale et udbytte svarende til mindst 35% af overskuddet. Med andre ord ønsker Solar at nå en payout-ratio på minimum 35%. Det har Solar i den grad levet op til de seneste år, hvilket fremgår af denne tabel.
Regnskabsår | Udbytte per aktie | Payout-ratio |
---|---|---|
2022 | 45,0 kr. | 49,8% |
2021 | 45,0 kr. (+45 kr. ekstraordinært) | 123,8% |
2020 | 28,0 kr. (+15 kr. ekstraordinært) | 141,1% |
2019 | 14,0 kr. | 159,4% |
2018 | 14,0 kr. | 76,7% |
Solar løfter sløret for det kommende udbytte, når de præsenterer årsregnskab den 8. februar 2024. Generalforsamlingen afholdes den 15. marts 2024.
Sydbank udbytte 2024
Sydbank vil forventeligt udbetale et ret stort udbytte i 2024, hvis man spørger analytikere. Ifølge Saxo Banks oversigt kan investorerne se frem til et udbytte i omegnen af 28,78 kroner, hvilket sammenholdt med lukkekursen den 10. januar 2024 svarer til en udbytteprocent på hele 9,51%.
Sydbank udbetalte også sidste år et højt udbytte på 16,77 kroner efter et rekordår for banken, der bliver overgået i 2023. I Sydbanks udbyttepolitik fremgår det, at banken under hensyntagen til vækstplaner og kapitalpolitik ønsker at udbetale et udbytte svarende til en payout-ratio på 30-50%. Det er dermed en lidt lavere payout-ratio end banker som Danske Bank og Nordea beskriver i deres udbyttepolitik, men alligevel vil Sydbank forventeligt udbetale et særdeles højt udbytte.
Sydbank vil forventeligt offentliggøre årsregnskab den 28. februar 2024, hvor selskabet vil præsentere årets udbytte, der udbetales efter den ordinære generalforsamling i 2024.
Topdanmark udbytte 2024
Ifølge opgørelsen fra Saxo Bank, forventer analytikere, at Topdanmark udbetaler et udbytte på 13,62 kroner i 2024. Aktien lukkede den 10. januar 2024 i kurs 314,6, hvilket svarer til en forventet udbytteprocent på 4,33%.
Topdanmark vil allerede den 23. januar 2024 offentliggøre en årsregnskabsmeddelelse, mens den endelige årsrapport forventes at blive offentliggjort den 26. februar 2024. Det kommende udbytte vil formentligt blive offentliggjort ifm. årsregnskabsmeddelelsen.
Vestas udbytte 2024
Vestas er ikke ligefrem en udpræget udbytteaktie, og sidste år udbetalte selskabet ikke udbytte. Vestas har dog defineret nogle ambitioner for udbyttet, hvor det fremgår, at selskabets intention er at udbetale 25-30% af årets resultat som udbytte til aktionærerne.
I 2024 forventer analytikere ifølge Saxo, at Vestas igen vil udbetale et mindre udbytte på blot 0,17 kroner per aktie. Baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer det til en udbytteprocent på 0,08%, og spørgsmålet er, om Vestas overhovedet kommer til at udbetale udbytte. Det bliver vi klogere på, når selskabet offentliggør årsregnskab den 7. februar 2024.
Ørsted udbytte 2024
Ørsted har løftet sit udbytte de seneste mange år, og kigger man på oversigten fra Saxo, vil Ørsted igen i 2024 løfte sit udbytte baseret på udviklingen i 2023. Det vil altså være på trods af en meget ærgerlig udvikling for Ørsted det seneste år, hvor aktiekursen også har lidt.
Ørsted har det seneste år været udfordret af markante nedskrivninger som følge af høje renter og manglende tilskud i USA. Derfor kan der af indlysende årsager også være en forståelig undren ift., om Ørsted også vil udbetale udbytte i 2024. Saxo beskriver dog et estimeret udbytte på 14,21 kroner per aktie, hvilket baseret på lukkekursen den 10. januar 2024 svarer til en forventet udbytteprocent på 3,75%.
Personligt ser jeg frem til at blive klogere på det potentielle udbytte fra Ørsted, hvor årsrapporten forventeligt offentliggøres den 7. februar 2024. Af Ørsteds finanskalender fremgår det allerede, at aktien forventeligt handles eksklusiv udbytte den 6. marts 2024, hvilket dog undrer mig, idet det er før generalforsamlingen, der afholdes den 15. marts 2024. Jeg er ikke bekendt med årsagen bag dette.
Liste over forventet udbytte 2024
På nedenstående tabel fremgår den samlede liste over de forventede udbytter for de omtalte danske aktier i 2024. De forventede udbytter er noteret fra Saxoinvestor den 10. januar 2024. De endelige udbytter præsenteres, når det enkelte selskab offentliggør årsregnskab.
Aktie | Forventet udbytte pr aktie (DKK) 10. januar | Lukkekurs den 10. januar 2024 | Forventet udbytteprocent |
---|---|---|---|
A.P. Møller Mærsk B | 550.19 | 12995 | 4,23% |
Ambu | 0.21 | 102,85 | 0,20% |
Carlsberg | 27.12 | 864,6 | 3,14% |
D/S Norden | 41.81 | 345,4 | 12,10% |
Danske Bank | 14.26 | 190,6 | 7,48% |
DFDS | 7.80 | 227,4 | 3,43% |
DSV | 7.25 | 1234,5 | 0,59% |
FLSmidth & Co | 4.99 | 280,6 | 1,78% |
GN Store Nord | 0.15 | 169,55 | 0,09% |
ISS | 2.86 | 129,4 | 2,21% |
Jyske Bank | 15.89 | 519,2 | 3,06% |
Lundbeck B | 0.87 | 35,94 | 2,42% |
Netcompany | 0.25 | 220,2 | 0,11% |
Nordea | 7.20 | 85,39 | 8,43% |
North Media | 4.00 | 66,5 | 6,02% |
Novo Nordisk | 8.93 | 737,9 | 1,21% |
Novozymes | 5.98 | 363,2 | 1,65% |
Pandora | 18.95 | 998,2 | 1,90% |
Rockwool B | 42.06 | 1890 | 2,23% |
Royal Unibrew | 13.10 | 446,6 | 2,93% |
Scandinavian Tobacco Group | 8.62 | 123,6 | 6,97% |
Solar B | 44.63 | 472 | 9,46% |
Sydbank | 28.78 | 302,6 | 9,51% |
Topdanmark | 13.62 | 314,6 | 4,33% |
Torm | 41.03 | 221,2 | 18,55% |
Tryg | 7.53 | 145,55 | 5,17% |
Vestas | 0.17 | 202,8 | 0,08% |
Ørsted | 14.21 | 379,1 | 3,75% |