Nordnet introducerede fra oktober et gebyr på månedsopsparingen, hvor personer der investerer i ETF’er investeringsforeninger skal betale et månedligt gebyr på 10 kroner, når de investerer gennem månedsopsparingen.
Personligt synes jeg fortsat, at det var et mærkværdigt valg fra Nordnet, hvor de forklarede gebyret med, at de har oplevet stigende omkostninger til Euronext. At sende stigende omkostninger videre til slutkunden er i sidste ende en fair sag, men når man kigger på Nordnets regnskab for tredje kvartal, der blev offentliggjort tirsdag den 24. oktober, fremgår det, at Nordnet har løftet sin driftsmargin fra 57% til 77% på det danske marked. Det svarer til, at driftsmarginen er forbedret med intet mindre end 20 procentpoint på det danske marked.
Det gør Danmark til det klart mest profitable marked for Nordnet målt på driftsmarginen, hvor de i Finland nåede en margin på 70% i tredje kvartal efterfulgt af Sverige og Norge, som begge havde en margin på 67%. Det nye gebyr på månedsopsparingen har selvfølgelig intet at gøre med dette, og er desuden først introduceret i starten af fjerde kvartal, men jeg synes der er et mismatch, når man introducerer et gebyr på den nok mest populære funktion på platformen, og samtidig oplever en generelt markant forbedret profitabilitet. Tilmed når gebyret er med til at fremstille Nordnets egne produkter mere attraktive, da man fortsat kan investere i dem uden kurtage, hvilket sandsynligvis vil få mange småsparere til at tilvælge Nordnets egne produkter fremfor nogle af de udenlandske ETFer eller attraktive danske investeringsforeninger.
Personligt har jeg aktier i Nordnet, hvorfor den markant forbedrede profitabilitet i Danmark og fortsatte kundetilgang glæder mig, mens jeg er glad bruger af platformen. Jeg synes blot der mangler et sammenhæng mellem den forbedrede profitabilitet, og at Nordnet samtidig så sig nødsaget til at opkræve et gebyr på 10 kroner for at investere i de attraktive danske investeringsforeninger og ETF’er, der er det optimale investeringsvalg for mange af de investorer, der ønsker selv at sætte sig lidt ind i markedet.
Jeg bruger fortsat selv Nordnets månedsopsparingen, da jeg i de fleste måneder kan investere et tilpas højt beløb til, at gebyret på 10 kroner fortsat er lavt. Jeg kan dog godt forstå de investorer, der den seneste måned har spurgt i vores FB-community, om det kan betale sig at betale gebyret på 10 kroner, hvis man kan investere 500 eller 1.000 kroner om måneden.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.