Brødrene Hartmann er normalt ikke en aktie, der trækker så meget opmærksomhed i det danske aktieland. Det har dog ændret sig de seneste dage, hvor der er kommet et tilbud på køb af alle aktier fra selskabets majoritetsaktionær.
Majoritetsaktionæren i Brødrene Hartmann er Thornico, der bl.a. er kendt ved at have Christian Stadil i spidsen. Thronico ejer knap 70% af aktierne i Brødrene Hartmann, og tilbød at købe de resterende aktier i kurs 300 og afnotere selskabet. Aktien lukkede dagen forinden i kurs 301, hvorfor minoritetsaktionærerne ikke fik nogen præmie ved at acceptere købstilbuddet.
Aktionærer har efterfølgende udtrykt sin holdning til købstilbuddet, da de mener buddet på 300 kroner per aktie er alt for lavt. For at forhindre at købet bliver gennemført, skal de resterende aktionærer samle mindst 10% af stemmerne, og det virker ikke til at være en urealistisk mission. Den næststørste aktionær, Svenska Handelsbanken, har en aktiepost på 4,85%, og har tilkendegivet, at de vil stemme imod en afnotering. Aktia Group er den tredjestørste aktionær, og ejer 1,78%, og har meddelt Børsen, at deres interesser ikke bliver tilgodeset i det nuværende udspil.
Dansk Aktionærforening har ligeledes iværksat et initiativ for at samle de små aktionærer i Brødrene Hartmann. Hvis du derfor er en af de mindre private aktionærer i Brødrene Hartmann, kan du nu også udnytte din stemme ved at gå ind på Dansk Aktionærforenings hjemmeside og registrere dig. Dette synes jeg er et godt initiativ for at give muligheden for, at de private aktionærer kan samles og få muligheden for at få en retfærdig behandling ifm. købstilbuddet.
Brødrene Hartmann oplevede i dag en stigning på næsten 5% til kurs 323. Det sker efter, at selskabet i dag i en selskabsmeddelelse har offentliggjort, at Thornico i sidste uge, to dage efter forslaget om afnoteringen, købte aktier for over 2,3 mio. kroner til en gennemsnitskurs på 299,95 kroner. Aktien lå dog allerede lunt i svinget i dagens handel, inden handlen blev offentlig, hvilket kan illustrere troen på, at minoritetsaktionærerne lykkedes med at forhindre afnoteringen.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.