Aktieåret 2023 har på flere måder været anderledes end de seneste år på aktiemarkedet. Denne udvikling betyder, at mange investorer skal være opmærksomme på et specifikt gebyr.
I 2020 og 2021 blev mange vækstvirksomheder børsnoteret – både i Danmark og i udlandet. Med lave renter var risikovilligheden i markedet højere, og mange private investorer opsøgte disse vækstselskaber. Nogle selskaber er godt på vej på børsrejsen, hvor flere danske selskaber sigter mod hovedbørsen. På den anden side har mange selskaber også klaret det dårligt, og er enten på vej til at blive afnoteret eller er allerede blevet afnoteret.
Det betyder, at mange private investorer kan ende med unoterede aktier i sit depot, såfremt man ikke har solgt sine aktier inden afnoteringen. Et konkret eksempel er Astralis, der den 25. oktober har sidste handelsdag på First North, men i dag har registreret mere end 5.000 aktionærer på Nordnet.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Årligt gebyr på 396 kroner
Hvis du ejer unoterede aktier gennem Nordnet, opkræver Nordnet et gebyr på 99 kroner per fondskode i kvartalet. Det svarer til 396 kroner om året, som ofte er et relativt højt gebyr, da mange har få midler investeret i disse selskaber. I tilfældet med Astralis blev aktien tegnet i kurs 8,95 tilbage i slutningen af 2019, og handles i skrivende stund i kurs 0,642. Ejer du aktier for 5.000 kroner, svarer det til et årligt gebyr på 7,9%, mens det svarer til 19,8%, hvis du ejer aktier for 2.000 kroner. I mange tilfælde vil der altså ikke gå mange år, før størrelsen af gebyrer overstiger selve værdien af ens aktier.
I mange tilfælde kan det derfor give god økonomisk mening at sælge sine aktier inden afnotering, hvis man kan nå det. Først og fremmest vil man undgå et højt gebyr, ligesom det kan udnyttes rent skattemæssigt. I dag gælder fortsat, at aktier på First North anses anderledes rent skattemæssigt end aktier på hovedbørsen, hvilket er en fordel. Aktierne på First North anses nemlig som værende unoterede rent skatteteknisk, hvilket betyder, at tab i sidste ende kan benyttes til at modregne i anden indkomst såsom lønindkomst, hvorimod tab på hovedbørsen alene kan anvendes til at trække fra i positiv aktieindkomst. Denne skattemæssige forskel på First North og hovedbørsen er dog på vej til at blive ændret, så aktierne på vækstbørserne ligestilles med aktierne på hovedbørsen fra 2024.
Flere danske aktier er blevet afnoteret i år, og jeg har allerede set private aktionærer blive fanget af dette gebyr. Det er en ærgerlig situation, da aktien som unoteret er meget sværere at handle, og derfor kan være svær at komme af med, hvilket kan fange nogle aktionærer i gebyret på 99 kroner i kvartalet for nogle aktier, der i sidste ende måske har en meget begrænset værdi. I dette tilfælde vil jeg foreslå at kontakte selskabet direkte og høre, om de kan hjælpe dig med at komme af med dine aktier, så du slipper for de høje gebyrer.
For at nævne nogle eksempler er Happy Helper, Enalyzer, Valuer og Copyright Agent blevet afnoteret i år uden købstilbud. I næste måned bliver det altså Astralis, som er den aktie på First North, der har flest aktionærer registreret på Nordnet med over 5.000 Nordnet-aktionærer. Hvis du er Astralis-aktionær eller ejer aktier i andre selskaber, der er på vej til en afnotering, er dette gebyr derfor meget vigtig at være opmærksom omkring.
Hvad med andre banker?
Det er selvfølgelig ikke kun Nordnet, der opkræver gebyrer for unoterede aktier. Det er dog min opfattelse, at langt størstedelen af de private aktionærer ejer sine mindre vækstaktier såsom Astralis gennem Nordnet, da det også er muligt at deltage i børsnoteringer gennem Nordnet.
På Saxo kan jeg dog ikke finde oplysninger omkring, hvad de opkræver i gebyr for unoterede aktier, hvorfor jeg netop har kontaktet Saxo for at høre, om de kan gøre mig klogere herom. Hvis du ejer unoterede aktier gennem din normale bank, vil jeg anbefale dig at undersøge bankens prisliste eller kontakte banken direkte.
“På Saxo kan jeg dog ikke finde oplysninger omkring, hvad de opkræver i gebyr for unoterede aktier, hvorfor jeg netop har kontaktet Saxo for at høre, om de kan gøre mig klogere herom. ”
Fik du opklaret om Saxo Bank også opkræver gebyr for unoterede aktier?
Snart vil aktionærer i SameSystem og Nord.Investments (Norm Invest) stå i samme situation.
På forhånd tak.
Hej Henrik,
Det er faktisk mig, Jonas – som du også har mailet med gennem vores anden hjemmeside, https://vaekstaktier.dk/, der har skrevet denne artikel. Jeg har derfor desværre ikke andet nyt, end hvad der fremgik af tidligere mail.
Jeg håber, at du finder frem til den rette beslutning ift. NORD og SameSystem 🙂
God weekend,
Jonas