Bavarian Nordic har været en del i søgelyset på børsen de seneste år, og de seneste tre handelsdage er aktien steget hhv. 2,4%, 1,3% og 6,6%. I dag fortsætter aktien med en yderligere stigning på ca. 3% i skrivende stund.
Zoomer man lidt ud på Bavarian Nordics aktiekurve, ser det dog ikke helt så positivt ud. I juli måned oplevede aktien et fald på næsten 26% på én handelsdag, efter selskabet måtte droppe den videre udvikling af RSV-vaccinen, der ellers var i fase 3 og var store forhåbninger til. Dertil er det en aktie, der længe har været præget af store shortpositioner.
De seneste kursstigninger til Bavarian Nordic er derfor ikke ens betydende med, at selskabet nu er på vej tilbage, og er man tilhænger af teknisk analyse, kan man argumentere for, at aktien har dannet en modstand omkring kurs 163 på kortere sigt. Alligevel har der været nogle interessante nyheder for Bavarian Nordic på det seneste, der ligeledes betyder, at det er en aktie der kan være interessant i Børsens aktiespil, da Bavarian-aktien er meget nyhedspræget. Personligt har jeg selv aktien i aktiespillet og i privaten.
Læs også: Bavarian Nordic kursmål.
I slutningen af sidste uge kom det frem, at Kina ville håndtere abekopper på samme måde som covid-19, efter der i august blev rapporteret 500 tilfælde af abekopper i landet. I 2022 så vi et markant globalt udbrud af abekopper, der resulterede i en solid ordreindgang til Bavarian Nordic, der gav aktien meget opmærksomhed, hvorfor aktien pludseligt blev handlet helt op i kurs 400, og kursen blev mere end tredoblet på få måneder. Kursfesten var dog kort, og her et år senere er aktien mere end halveret fra toppen.
I går kunne Statens Serum Institut (SSI) oplyse, at der siden 2017 er konstateret et stigende antal smittetilfælde fra flåter med den farlige TBE-virus i Danmark. I 2023 er 18 danskere konstateret smittet, hvoraf ni af de smittede har fået virussen fra flåter i Danmark. Til sammenligning blev der i hele 2021 og 2022 tilsammen konstateret 12 tilfælde, hvor smitten er sket i Danmark. Bavarian Nordic opkøbte i 2019 vaccinen Encepur, som bruges til forebyggelse af sygdom, som er forårsaget af TBE-virus, hvor salget i andet kvartal i år steg med 47% som følge af stigende efterspørgsel. På SSIs hjemmeside fremgår det, at da der er mangel på TBE-vacciner både til børn og voksne i danske pakninger, har SSI hjemtaget et antal af Encepur i finsk pakke.
På nuværende tidspunkt er udviklingen i Kina dog særligt spændende at følge, hvor vi sidste år så hvor hurtigt abekopper pludselig kunne sprede sig, og dermed skabte øget fokus fra myndighederne ift. at opbygge et beredskab af vacciner mod abekopper. Laos, der grænser op til Kina, har netop også bekræftet det første tilfælde af abekopper i landet.
Hvad tænker I om Bavarian Nordic på nuværende tidspunkt, hvor der fortsat er stort fokus på abekopper, men RSV-vaccinen er ude af billedet?
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.