Mange private danske investorer har oprettet en aktiesparekonto, og i 2024 vil loftet på aktiesparekontoen igen blive hævet.
I sommeren 2023 kunne Finans Danmark meddele, at 311.000 danskere havde en aktiesparekonto. På trods af at aktiesparekontoen ikke har fulgt den plan, der oprindeligt blev præsenteret, har den altså fundet vej til mange investorer, der i 2023 kunne indsætte op til 106.600 kroner på aktiesparekontoen.
Tidligere i år kom det frem, at man frem mod 2026 ville hæve loftet på aktiesparekontoen til 135.000 kroner. Det svarede til, at beløbsgrænsen ville stige med 28.400 kroner fra niveauet i 2023, hvilket umiddelbart ikke fik mange private investorer til at juble helt vildt. Jeg forsøgte også selv at beregne lidt på forskellen, hvilket du kan læse mere om her. Når man sammenligner med, at den oprindelige plan var at hæve loftet til 200.000 kroner i 2022, er det også forståeligt, hvis man er ærgerlig over nuværende ambitioner for aktiesparekontoen.
Læs også: Hold dig væk fra danske fonde til aktiesparekontoen.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Loft på aktiesparekontoen 2024
Først fremgik det på Skats hjemmeside, at loftet på aktiesparekontoen i 2024 ville stige til 110.300 kroner. Det kan have skabt lidt forvirring, da man har kunne læse flere steder, at loftet stiger til 110.300 – det har man også kunne læse her på hjemmesiden. Det er dog en beklagelig fejl, der kan tilskrives, at Skat heller ikke i skrivende stund (6. december 2023) har opdateret sin hjemmeside.
I november blev et nyt lovforslag vedtaget, hvor det fremgik, at for 2024 udgør loftet på aktiesparekontoen 107.750 kroner i 2010-niveau. Jeg synes det er lidt kringlet, at fremhæve det i 2010-priser, men i de tidligere dokumenter omhandlende lovforslaget fremgår det, at man i 2024-niveau vil hæve loftet til 135.900 kroner i 2024. I 2025 vil man hæve beløbet til 137.200 kroner i 2024-niveau og 140.800 kroner i 2026 i 2024-niveau. Det er vigtigt at bemærke, at priserne er i 2024-niveau, da vi skal tage hensyn til inflationen.
Ifm. årsskiftet vil der af forståelige årsager altid være spørgsmål omkring aktiesparekontoen, og hvorvidt man kan skyde flere penge ind. Hvis du er blandt dem, der fyldte din aktiesparekonto op til loftet i 2023 til 106.600 kroner, kan du kun skyde flere penge på ind, hvis din aktiesparekonto ved årsskiftet har en værdi, der er under det nye indskudsloft i 2024 på 135.900 kroner. Det er generelt tilfældet for alle, der allerede har en aktiesparekonto, at værdien den 31. december 2023 afgør, hvorvidt og hvor meget du kan indsætte på din aktiesparekonto i 2024.
For at eksemplificere: Hvis du har en aktiesparekonto med en værdi på 100.000 kroner ved udgangen af 2023, kan du gennem 2024 indskyde 35.900 kroner på aktiesparekontoen. Har din aktiesparekonto en værdi på 130.000 kroner ved udgangen af 2023, kan du i 2024 indskyde 5.900 kroner på aktiesparekontoen. Har din aktiesparekontoen en værdi på over 135.900 kroner ved udgangen af 2023, kan du ikke indskyde flere penge på aktiesparekontoen i 2024. Med andre ord, hvis værdien ved udgangen af 2023 er mindre end 135.900 kroner, kan du indskyde differencen mellem 135.900 kroner og værdien af din aktiesparekonto ved udgangen af året.
Betaling af skat i 2024
Aktiesparekontoen er lagerbeskattet med 17%, hvorfor du årligt betaler skatten. Har du omvendt oplevet tab gennem et år, kan du benytte dette tab til at modregne i fremtidige gevinster.
Din bank eller handelsplatform vil sørge for at indberette til skat for dig. På Nordnet fremgår det ikke endnu, hvornår de vil trække pengene for skatten i 2024. I 2023 skete dette den 15. februar, mens pengene til at dække skatten allerede kunne indbetales på kontoen på årets første dag. Du kan se din foreløbige skat til betaling under “Interne Overførsler”. Her vælger du din aktiesparekonto i “fra”-feltet, hvorefter du kan klikke på spørgsmålstegnet ved siden af “Tilgængelig for overførsel”. Herefter kan du se “Foreløbig afkastskat i år” via panelvinduet i højre side.
En aktiesparekonto uden kurtage
Mange investerer gennem Nordnet og Saxo, eftersom begge disse platforme er meget brugervenlige. Hvis du har Jyske Bank kan en aktiesparekonto her måske også være en mulighed, eftersom Jyske Bank har introduceret en aktiesparekonto uden kurtage.
Kurtage er det gebyr, du betaler, når du køber eller sælger en aktie eller investeringsbevis. Kurtage kan være et relativt højt gebyr, særligt hvis man handler på de udenlandske markeder, hvor man på Nordnet betaler en minimumskurtage på 13 USD for at handle i USA. I Danmark er det væsentligt lavere med et minimumsgebyr på 29 kroner. På Jyske Banks aktiesparekonto er det nu kurtagefrit at handle på tværs af markeder, hvorfor man kan investere i amerikanske aktier til en kurtage på 0 kroner – både for køb og salg.
Aktiesparekontoen hos Jyske Bank er dermed et super attraktivt sted at handle aktier. Du opnår først og fremmest en skattebesparelse, og kan tilmed investere kurtagefrit. Det kan måske være et sted at overveje, hvis man har Jyske Bank, og endnu ikke oprettet en aktiesparekonto i 2024.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Investeringsmuligheder på aktiesparekontoen
Det er meget individuelt, hvad der er godt at investere i på aktiesparekontoen. Nogle foretrækker at stock picke og selv udvælge enkeltaktier, mens andre foretrækker at forholde sig mere passivt og kigger mod fonde. Aktiesparekontoen kan være oplagt til både enkeltaktier og fonde.
Nogle specifikke aktiver er dog mere oplagte end andre. Investering i ETF’er er f.eks. meget mere oplagt end investering i danske investeringsforeninger, hvis man leder efter fonde. Dette skyldes, at de udenlandske ETF’er har markant lavere ÅOP end de danske investeringsforeninger, og eftersom de beskattes på samme måde på aktiesparekontoen, kan man lige så godt tilvælge dem med lavest omkostninger.
Når det kommer til enkeltaktier, kan aktiesparekontoen være et godt middel til udbytteaktier, hvis disse altså er en del af ens eksisterende strategi. På aktiesparekontoen tilbageholdes der ikke udbytteskat fra danske selskaber. Udbytte er en del af dit afkast, og din udbytteskat fra danske selskaber bliver indregnet som en del af din samlede afkastskat, når året er omme. Bemærk at der for udenlandske aktier er andre omstændigheder.
Nordnet beskriver, at der ved udenlandske selskaber tilbageholdes 15% af dine eventuelle årlige udbytter til betaling af udbytteskat. Nordnet har en refusionsaftale med skattemyndighederne i Sverige, Finland, USA og Canada som gør, at du ikke skal tilbagesøge udbytteskat for de nævnte lande, forudsat at aktien er handlet på det lokale marked. Det lokale marked betyder, at aktien handles på samme marked, som firmaet har sit skattemæssige hjemsted.
Seneste artikler
Du kan læse vores seneste artikler her.