ChemoMetec har siden den 3. januar 2022 været en del af Large Cap segmentet på den danske børs, men efter en halvering af aktiekursen det seneste år, kan aktien meget vel være på vej tilbage i Mid Cap segmentet.
De forskellige børssegmenter – Small-, Mid-, og Large Cap – opledes efter markedsværdi, og har modsat C25-indekset ikke noget at gøre med handelsaktiviteten i aktien. For at være en Large Cap virksomhed skal man have en markedsværdi på over 1 mia. EUR svarende til 7,45 mia. danske kroner. I skrivende stund har ChemoMetec en markedsværdi på knap 7,2 mia. danske kroner.
Det seneste år har været en ny tid som ChemoMetec-aktionær. Selskabet har først og fremmest ansat en ny CEO, mens et utal af opjusteringer blev udskiftet af en nedjustering tilbage i februar måned, hvor selskabet annoncerede sit halvårsregnskab for det skæve regnskabsår. Aktien reagerede med et fald på 20,8% ovenpå nedjusteringen.
Læs også: Novo Nordisk vil gennemføre aktiesplit i 2023.
ChemoMetec oplevede igen et fald, da de præsenterede regnskab for tredje kvartal af det skæve regnskabsår tilbage i maj måned. Efter nedjusteringen var det bekendt, at ChemoMetec i andet halvår ville være påvirket af de makroøkonomiske forhold, der begrænser kundernes investeringer. Når ChemoMetec i næste måned offentliggør helårsregnskab, burde det dog ikke være noget problem at realisere den guidance, som de justerede tidligere i år. Fokus vil i stedet være rettet mod guidance for regnskabsåret 2023/24 samt udviklingen af de kommende XcytoMatic-produkter.
Netop de kommende XcytoMatic-produkter satte Danske Bank også fokus på, da de indledte dækning af ChemoMetec for et par måneder tilbage. Her indledte banken med et kursmål på 800 kroner og en købsanbefaling med henvisning til, at markedet ikke har indregnet vækstmulighederne for ChemoMetec indenfor bioprocessing.
Aktien handles dog ifølge Nordnet fortsat til en P/E på over 40, hvilket må indikere, at kursen fortsat har indregnet forventninger til vækst i fremtiden. I regnskabsåret 2022/23 bliver væksten dog relativt begrænset, hvor omsætningen ventes at ramme i niveauet 430-460 mio. kroner med et EBITDA på 245-260 mio. kroner, der også illustrerer selskabets flotte EBITDA-margin. Sidste regnskabsår omsatte ChemoMetec til sammenligning for 427,2 mio. kroner med et EBITDA på 222,9 mio. kroner.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.