Novo Nordisk har i dagens regnskab løftet sløret for flere spændende nyheder, herunder et kommende udbytte på 6 kroner per aktie, en opjustering og et aktiesplit.
Novo Nordisk har længe befundet sig over kurs 1.000, og allerede tilbage i marts havde vi en meningsmåling her i gruppen omkring et muligt aktiesplit i Novo Nordisk. Novo Nordisk er Danmarks største folkeaktie, og vi skal tilbage til 2014 for at finde seneste aktiesplit, hvor aktien ligeledes blev handlet omkring kurs 1.000. Konkret ønsker Novo Nordisk at gennemføre et aktiesplit i forholdet 1:2, hvorfor aktionærerne vil modtage det dobbelte antal aktier, mens prisen per aktie bliver halveret.
Aktiesplittet sker både for aktierne på den danske børs og selskabets amerikanske notering. I Danmark vil aktiesplittet ske den 13. september 2023, mens det for den amerikanske notering vil ske den 20. september 2023.
Læs også: Novo Nordisk udbytte 2023.
I teorien gør et aktiesplit ikke en forskel, men det kan alligevel have en psykologisk effekt. Det har vi f.eks. tidligere set udspille sig i Tesla-aktien. Nogle spekulerer nemlig i, at aktiesplits vil øge efterspørgslen, og dermed være med til at puste kursen yderligere op, når splittet er gennemført. Samtidig vil nogle argumentere for, at aktien for nogle investorer vil fremstå billigere, når prisen per aktie er lavere, selvom antallet af aktier er steget tilsvarende.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Opjustering og udbytte
Ifm. regnskabet har Novo Nordisk desuden informeret om det kommende udbytte og opjusteret sine forventninger. Der ventes nu en vækst i salget på 27-33 pct. opgjort i lokal valuta mod tidligere ventet 24-30 pct. Driftsresultatet ventes nu at stige med 31-37 pct. mod tidligere ventet 28-34 pct. ligeledes i lokal valuta.
Forventningerne i kroner justeres også. Væksten i kroner ventes stadig at blive henholdsvis 6 og 9 pct.point lavere end i lokal valuta målt på omsætning og driftsresultat. Målt i kroner signalerer Novo dermed nu en vækst i omsætningen på 21-27 pct. mod 18-24 pct. i forbindelse med regnskabet for andet kvartal. Forventningerne til væksten i driftsresultatet i kroner er nu 22-28 pct. mod tidligere ventet 19-25 pct.
Novo Nordisk vil udbetale et udbytte på 6 kroner per aktie, hvilket er over analytikernes forventninger om et udbytte på 5 kroner per aktie. X-day for det kommende udbytte er den 18. august 2023 og udbetales til aktionærerne den 22. august 2023.
Vilken tid i morgon sker det en split på Novo Nordisk aktien
Hej Annemarie,
Det vil som udgangspunkt finde sted allerede ved børsåbningen 🙂
Alt det bedste,
Jonas