Nordnet har mandag eftermiddag meddelt sine brugere, at det fremover ikke er gratis at benytte månedsopsparingen til investering i ETF’er og investeringsforeninger.
I morgen er det den 8. august, hvorfor vi er mange, som vil investere gennem Nordnets månedsopsparing uden at betale købskurtage. Inden længe er det dog slut med at investere for 0 kroner i købskurtage hver måned, eftersom Nordnet fra oktober 2023 opkræver et månedligt gebyr på 10 kroner per månedsopsparing, som investerer i ETF’er og investeringsforeninger.
Lidt over en time inden Nordnet selv offentliggjorde gebyret gennem en besked, fik vi oplyst i vores månedlige Facebook-tråd omkring månedsopsparingen, at et medlem havde fået beskeden om, at det fra oktober ikke længere er gratis at bruge Nordnets månedsopsparing. På dette tidspunkt var det ikke meldt bredt ud offentligt, men måske der har været en fejl hos Nordnet, der oplyste medlemmet.
Senere på dagen blev det dog bekræftet, hvor jeg personligt fik denne besked fra Nordnet.
Hej
Fra 8. oktober 2023 indfører vi et gebyr på 10 kr. på visse investeringer i Månedsopsparingen. Gebyret bliver indført på ETF’er og danske investeringsforeninger, og hvis du har en Månedsopsparing i en af disse, vil dette gebyr gælde for din Månedsopsparing.
Ændringen sker, fordi vores omkostninger ved at handle ETF’er og investeringsforeninger er steget.
Gebyret vil blive opkrævet månedsvist og gælde pr. Månedsopsparing. Har du flere Månedsopsparinger, hvor gebyret bliver indført, er det altså 10 kr. pr. Månedsopsparing. Månedsopsparinger, som benytter andre typer investeringsfonde (dvs. fonde som ikke er børshandlede), bliver ikke omfattet af gebyret.
Du kan selv tjekke, om din Månedsopsparing er omfattet af gebyret:
– Log ind på din app
– Find Månedsopsparing under fanen ‘Beholdning’
– Tryk ‘Se alle’ > ‘Nuværende planer’
– Tryk på pilen til højre for ‘Beløb’
– I første linje finder du ‘Type’ – hvis der står ‘ETF’ her, skal du betale gebyr. Hvis du har en Månedsopsparing i en dansk investeringsforening, vil der også stå ‘ETF’ i dette felt.
Her kan du se en guide til, hvordan du gør.
Hvis du ønsker at ændre din Månedsopsparing, kan du gøre det gennem din app og via vores hjemmeside.
Husk, at din Månedsopsparing skal være ændret senest én hverdag før, den handler.
Hvad betyder det?
Konkret betyder meldingen fra Nordnet, at det fra oktober vil koste et månedligt gebyr på 10 kroner for at benytte månedsopsparingen til ETF’er og investeringsforeninger. Det er f.eks. de investorer, som investerer i fonde fra Sparindex, iShares, Danske Invest og lignende. Disse som f.eks. benytter Nordnet One eller Nordnets egne indeksfonde, bliver ikke påvirket.
Hvis du har flere ETF’er og investeringsforeninger i én månedsopsparing, er gebyret fortsat 10 kroner. Det opgøres altså efter månedsopsparinger. Nordnet tilskriver gebyret stigende omkostninger til Euronext, hvorfor de efter sigende nu taber penge på månedsopsparinger, som investerer i ETF’er og investeringsforeninger.
Seneste artikler
Du kan læse vores seneste artikler her.