I Danmark har vi flere aktier, som udbetaler et fint udbytte, og et af de selskaber som udbetaler et højt udbytte, har de færreste måske kendskab til.
De færreste ville nok gætte, at vi skulle ned på en af de danske vækstbørser for at finde en overskudsgivende aktie, der udbetaler et højt udbytte. Men det er altså tilfældet med én bestemt aktie, der til maj vil udbetale et udbytte svarende til en udbytteprocent på ca. 8%.
Aktien jeg henviser til, er Jobindex, som mandag præsenterede et stærkt årsregnskab for 2022. Jobindex leverede i 2022 en omsætning på 435,5 mio. kroner. Denne omsætning er fordelt på moderselskabet samt datterselskaberne. Moderselskabet, Jobindex A/S nåede en omsætning på 374 mio. kroner, mens Computerworld omsatte for 34 mio. kroner, it-jobbank 22 mio. kroner og StepStone 6 mio. kroner.
Læs også: Danske Bank udbytte 2024?
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Trecifret millionudbytte på vej
Jobindex er en lidt speciel aktie. Aktien er noteret på First North, men størrelsesmæssigt kunne aktien være i Mid Cap segmentet, hvis aktien var noteret på hovedbørsen. Jobindex har et meget lavt free float, da direktøren ejer over 91% af aktierne, mens nuværende og tidligere medarbejdere ejer yderligere 4%. Dermed er meget lidt af aktierne ude i den offentlige handel, hvilket medfører, at der ikke er særlig meget handel i aktien.
Det er vigtigt at huske, hvis man kigger mod Jobindex som investeringsmulighed. Hvis man er udbytteinvestor, kan Jobindex nemlig umiddelbart ligne en interessant case, da selskabet har tradition for at udbetale nærmest hele overskuddet som udbytte. Jobindex er dog en konjunkturfølsom virksomhed, og er afhængig af et aktivt jobmarked.
Med føromtalte omsætning på 435,5 mio. kroner i 2022 realiserede Jobindex et resultat på 127,8 mio. kroner. Da Jobindex præsenterede sin årsrapport, meddelte selskabet, at de foreslår at udbetale et udbytte på 140 kroner per aktie, hvilket svarer til et samlet udbytte på ca. 126 mio. kroner. Med andre ord vil udbyttet stort set svare til hele overskuddet for Jobindex-koncernen.
Direktøren ejer som nævnt 91% af aktierne, hvorfor langt størstedelen af udbyttet vil tikke ind på direktørens konto, mens det resterende udbytte vil blive tildelt medarbejdere med aktier og de andre aktionærer. Udbyttet som i sidste ende kommer ud til den normale private investor som du og jeg, er dermed en relativ lille andel af det samlede udbytte. Det ændrer dog ikke på, at hvis du ejer Jobindex-aktien, vil du modtage 140 kroner per aktie, hvilket svarer til en udbytteprocent på 8,09% i nuværende kurs på 1.730 kroner.
Det er blandt de højeste udbytteprocenter på den danske børs, som bl.a. også tæller Mærsk, BankNordik, Solar, Topdanmark og Torm, hvorfor man kan argumentere for, at Jobindex er blandt udbytteeliten på den danske børs. Dertil er Jobindex en stabil udbytteaktie, hvor udbyttet stort set vil følge forretningens udvikling. I 2022 blev der udbetalt et udbytte på 150 kroner per aktie, og året før blev der udbetalt 140 kroner per aktie, som dog også skyldtes, at der ikke blev udbetalt udbytte året forinden grundet usikkerhed ifm. Corona.
I 2023 forventer Jobindex på nuværende tidspunkt at nå en omsætning i niveauet 440 mio. kroner, hvilket dermed er omtrent det samme som i 2022. Dertil forventer selskabet at nå et resultat før renter og skat i niveauet 150 mio. kroner, som i 2022 var på 165,7 mio. kroner. Det må derfor forventes, at Jobindex igen til næste år kan udbetale et udbytte næsten tilsvarende årets udbytte.
Kilde: Jobindex årsrapport 2022.
Læs mere om udbytte
Udbytte er et af de store temaer her på hjemmesiden. Du kan finde vores seneste artikler om udbytte her.