Da BactiQuant gik på børsen i starten af 2021, var der flere hundrede her i Unge Investorer og i vores søstergruppe ”Vækstaktier”, som gav udtryk for, at de ville tegne aktier i BactiQuant.
Men hvordan ser det ud for BactiQuant i dag, ca. to år efter at selskabet blev børsnoteret? I skrivende stund står aktien i kurs 7, og handles derfor fortsat over tegningskursen på 5,55 kroner per aktie. Aktien blev dog overtegnet med 686%, hvorfor alle der havde tegnet aktier for under 9.300 kroner ikke fik tildelt aktier, mens tegningsordrer i intervallet 9.300 kroner til 150.000 kroner kun blev tildelt aktier for i alt 3.774 kroner hver.
Det betød, at mange ikke fik tildelt aktier ifm. noteringen, eller at man fik tildelt væsentligt færre aktier end ønsket grundet den store efterspørgsel. Det var en klar medvirkende faktor til, at aktien kort efter næsten blev handlet i kurs 20.
BactiQuant var tidligere på ugen ude med sit årsregnskab for 2022. Her kunne selskabet præsentere en omsætning på 12,4 mio. kroner med et negativt EBITDA på 12,3 mio. kroner. Det svarede til en omsætningsvækst på 48%, men var som forventet et stykke under de oprindelige IPO-forventninger, som mange selskaber har haft svært ved at indfri.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Ny strategi
Indeværende år vil ifølge selskabet blive et spændende år, efter mange har fået øjnene op for mulighederne i selskabets teknologi. BactiQuant forventer dog ikke at kunne holde samme vækstrater som i 2022, hvilket både kan skyldes en mere konservativ tilgang til guidance i dag, eller at man selvsagt ikke forventer at kunne holde fast i samme vækstrater. BactiQuant forventer nemlig i 2023 at nå en omsætning på 13-17 mio. kroner med et negativt EBITDA på -8 til -12 mio. kroner. Når BactiQuant toppen af omsætningsintervallet, vil det svare til en omsætningsvækst i 2023 på ca. 37%. Tilbage ved IPO’en var forventningen en omsætning på ca. 57 mio. kroner i 2023 med et positivt EBITDA.
BactiQuant offentliggjorde dog omkring sommeren 2022 en ny vækststrategi frem til og med 2025, hvor de jævnfør den nye plan nu forventer positivt EBITDA i 2025 med en forventet omsætning på 48-56 mio. kroner. Derfor skal BactiQuant altså ca. firedoble omsætningen fra 2022 til 2025, hvorfor guidance for 2023 i det perspektiv også kunne være set højere, medmindre gennembruddet i højere grad ses i 2024 eller 2025. Jeg håber dog, at BactiQuant ligesom nogle af de andre succesfulde noteringer, har valgt en mere konservativ tilgang til guidance, så de gemmer plads til positive overraskelser. Da de offentliggjorde den nye strategi, beskrev selskabet, at de havde givet den oprindelige IPO-strategi et reality check med deres nye erfaringer.
I dag beskriver BactiQuant særligt sit tilbagevendende salg af testkits, service mv. som afgørende for selskabets videre succes og vækst. I 2022 udgjorde segmentet ”recurring revenue” ca. 44% af omsætningen, men vækstede dog kun 19% mod den samlede omsætningsvækst på 48%. I 2023 forventes over halvdelen af omsætningen af stamme fra dette segment. Dertil arbejder BactiQuant også med en stor ordre til Novo Nordisk, hvor de i alt skal levere 24 test-robotter til overvågning af drikkevandet.
Investerede du i BactiQuant tilbage ved IPOen, og er du i så fald fortsat investor? Eller har du investeret i BactiQuant efter noteringen? Hvad tænker I om BactiQuant i dag? Deltag i tråden på Facebook her.