Et emne jeg altid har holdt mig lidt fra, er investeringskurser. I dag er det dog næsten uundgåeligt at støde på investeringskurser, når du er ny investor, og søger information på diverse platforme.
Derfor skriver jeg nu dette indlæg som en del af vores emne ”Ny i investering”, som har til hensigt at hjælpe nye investorer på vej på aktiemarkedet. Husk at indlægget kun tager udgangspunkt i min egen holdning. Jeg har desuden ikke praktisk erfaring med investeringskurser, hvorfor jeg selvfølgelig har respekt og forståelse for, at man kan have en anden holdning end min. Indlægget er derfor baseret på hvilke elementer, jeg synes er vigtige at være bevidste omkring, inden man vælger at investere i et investeringskursus.
Er et investeringskursus en god ide?
Personligt har jeg det lidt blandet med investeringskurser. Eller lad mig sige det sådan, at hvis investeringskurset er gennemført, ser jeg i hvert fald ikke nogen problemer ved selve præmissen for at sælge et investeringskursus. Jeg forstår, at det kan virke som en let og overskuelig måde til at komme i gang med investering, selvom den viden man opnår, kan findes gratis på nettet.
Problemet opstår, når et kursus ikke er gennemført. Jeg har lige set et nyt investeringskursus, der sælges til en standardpris på 7.995 kroner, og i selve annonceringen af kurset bliver jeg allerede skeptisk. Personen skriver i et af sine lanceringsopslag, at der nu er ”åbningstilbud på investerings kurus”. Jeg har som førnævnt ikke deltaget i et investeringskursus, og skal derfor ikke udtale mig om selve indholdet, men når man formår at lave to stavefejl i et ord (som vel og mærke er ordet på sit produkt), blinker alarmlygterne hos mig. Alle kan lave stavefejl, det har jeg sikkert også selv gjort i dette indlæg, men jeg sælger heller ikke et produkt for 7.995 kroner, der i princippet kan findes gratis på nettet. Udbyderen ved selvfølgelig godt, hvordan man staver kursus, men skriver gentagende gange investeringskursus som ”investerings kursus”.
Jeg ønsker ikke at udstille nogen personer negativt, men den nok ledende udbyder i Danmark, vil jeg omvendt gerne rose med navn. Daniels Pengetips. Hans investeringskursus virker altså bare gennemført. Om det er pengene værd, det ved jeg ikke, men Daniel gør det godt, og har fundet et hul i markedet, hvor der tydeligvis har været en efterspørgsel. Har man derfor fast besluttet sig på at tage et investeringskursus, ville jeg undersøge hans kursus nærmere og derefter vurdere, om det er pengene værd. Jeg er dog ikke færdig med at kommentere på min generelle holdning til investeringskursuser, hvorfor det ikke længere skal handle om Daniel.
Annoncering af investeringskurser
Jeg har som førnævnt ikke et problem med investeringskurser, hvis de er gennemførte. Er det gennemført, må det være en personlig vurdering, om man vil bruge 5- 7- eller 10-tusinde kroner på et kursus, og dermed have mindre penge at investere på det nok vigtigste tidspunkt på sin investeringsrejse.
Med min interesse for investering har jeg dog fået en masse reklamer på tværs af Facebook, Instagram og YouTube med investeringskurser. Det er om alt fra aktier, kryptovaluta, boliginvestering og sågar copy-trading. Sidstnævnte er jeg som koncept ikke tilhænger af, hvorfor det ikke nødvendigvis er annonceringen jeg har det svært ved, men lige så meget præmissen for forretningen, der bygger på, at kunderne påtager sig maksimal risiko.
Generelt oplever jeg dog, at annonceringen fremstiller et uklart billede af investeringsverdenen. Man går foran dyre biler i sydens sol, store sejlbåde og viser en porteføljeudvikling i en uge, hvor man har fået et afkast på 10% på én uge. Annoncerne fortæller altså ikke historien om, at bilerne måske er fundet tilfældigt på gaden, og at ens portefølje måske faldt 12% den efterfølgende uge. Derudover har flere af dem, ifølge dem selv, en stor frihed gennem deres investeringer, men formuen er i sidste ende i højere grad finansieret af kursisterne eller anden erhvervssucces, hvorfor jeg synes, at det er misvisende at reklamere med det selling point.
Mange af kursisterne ender sandsynligvis alligevel med at investere i fonde. Et godt bud kunne være Sparindex Globale Aktier gennem Nordnets månedsopsparing. Jeg har selv investeret i fonde i en årrække, og har endnu til gode at runde den første million. Der er derfor lang vej fra at tage beslutningen om, at man vil investere, til at man har økonomisk frihed.
Vil jeg anbefale et investeringskursus?
Alt i alt ser jeg ikke, hvordan et investeringskursus kan hjælpe en bedre på vej end de alternative muligheder, der er. Det kan man i sidste ende dog ikke kritisere kursusudbyderne for, og så længe der er folk, som køber det, må det have sin berettigelse. Jeg synes dog det er lidt ærgerligt når folk, der ikke kan stave til investeringskursus, begynder at sælge det.
Hvis du personligt derfor sidder med overvejelsen, vil jeg anbefale dig at genoverveje, om det er en god idé. Den tid du skal bruge på at se et kursus og eventuelt deltage i et kursusfælleskab, kan du bruge på at researche på diverse gratis platforme. Dertil kan du spare pengene. Koster kurset f.eks. 8.000 kroner, kan vi i investeringstermer fremskrive, at 8.000 kroner over en periode på 33 år vil vokse til 100.000 kroner beregnet ud fra et gennemsnitligt årligt afkast på 8%.
Der findes så meget information på internettet, og mangler man et fællesskab, hvor man kan stille spørgsmål, har vi f.eks. hos Unge Investorer en Facebookgruppe, hvor vi glædeligt bruger tid på at hjælpe og besvare spørgsmål. Generelt findes der mange Facebookgrupper om aktier, ligesom Instagram også har mange profiler, der både deler indhold og hjælper nye investorer.
Når det så er sagt, har jeg ikke noget i mod de personer, som sælger et investeringskursus, og kender som sagt ikke indholdet af deres kursus. Personligt ønsker jeg i højere grad at sætte fokus på, om du som ny investor behøver at bruge så mange penge på et kursus. Jeg ville ikke.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Seneste artikler
Du kan læse vores seneste artikler her.