Udbyttesæsonen er skudt i gang, hvorfor vi i dette indlæg vil samle et overblik over de forventede udbytter, og dem, som allerede er forslået.
Når virksomheder præsenterer årsregnskab, vil de i denne forbindelse præsentere sit forslag til årets udbytte. Mange af de danske virksomheder udbetaler udbytte én gang om året, hvilket er anderledes fra de mest kendte udbytteaktier i USA, som ofte udbetaler udbytte kvartalsvis. Få danske aktier betaler dog udbytte oftere.
I dette indlæg vil vi se nærmere på nogle af de mest populære danske udbytteaktier i Danmark. Eftersom mange selskaber endnu ikke er kommet med årsregnskab for 2022, er de forslåede udbytter heller ikke fremlagt endnu. Nogle har dog præsenteret regnskab, hvorfor vi for disse aktier vil skrive, hvis det er de forslåede udbytter. Udbytterne er alle sammen fra regnskabsåret 2022, men udbetales altså i 2023. Kilden til de forventede udbytter er Børsen. Nederst kan du finde en samlet liste.
Klik dig frem til hvad du søger
Mærsk udbytte 2023
Det er ikke tilfældigt, at jeg lige har placeret Mærsk som den første aktie i dette indlæg. Mærsk er nok den aktie, hvor jeg har oplevet størst interesse for årets udbytte, og nu hvor jeg skriver dette indlæg, er der to dage til, at årets udbytte præsenteres.
Ifølge opgørelsen fra Børsen, forventer man et udbytte på 4.500 kroner fra Mærsk her i 2023. Det vil være det største enkeltstående udbytte i Danmarkshistorien, efter Mærsk har haft medvind af de historisk høje fragtrater. Beregnet ud fra en aktiekurs på 14.620 kroner svarer det til en udbytteprocent på hele 30.8%. Mærsk har desuden en udbyttepolitik, der lyder, at man ønsker at ramme en payout-ratio på 30-50%.
Jeg har selv tidligere forsøgt at beregne på det forventede udbytte fra Mærsk, hvor jeg ved seneste beregning kom frem til 4.660 kroner per aktie. Dollarkursen er dog faldet tilbage siden. Du kan læse mere om mine egne beregninger her.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Danske Bank udbytte 2023?
Danske Bank er et af de selskaber, som allerede har præsenteret årsregnskab i det moment, at jeg skriver dette indlæg. Derfor ved vi også allerede nu, at Danske Bank forslår ikke at udbetale udbytte for regnskabsåret 2022. Det skyldes bankens yderligere hensættelse på 13,8 mia. kroner vedrørende Estlandsagen.
Investorerne kan dog glæde sig over, at Danske Bank fastholder sin udbyttepolitik. Dermed har Danske Bank den ambition at udbetale 40-60% af årets resultat. I regnskabet skriver banken også, at de fortsat har et stærkt kapitalgrundlag og en stærk likviditetsposition, og det er fortsat bestyrelsens hensigt at følge bankens politik for udlodning af kapital.
Læs mere om Danske Banks udbyttesituation i 2023 her, hvor jeg ligeledes allerede tillod mig at beregne lidt på et potentielt udbytte til næste år. Det er dog meget tidligt at estimerer det.
Carlsberg udbytte 2023
Ifølge opgørelsen fra Børsen forventes Carlsberg at udbetale et udbytte på 26,5 kroner i 2023. Det vil svare til en udbytteprocent på 2,7%.
Carlsberg præsenterer i morgen den 7. februar 2023 årsregnskab, hvor vi vil blive klogere på det præcise forslåede udbytte. Dette udbytte skal dernæst godkendes på generalforsamlingen den 13. marts 2023, hvorefter X-day er den 14. marts 2023, hvorfor du senest skal eje aktien på dagen for generalforsamlingen for at have ret til udbyttet.
Carlsberg er en af mine favoritaktier at fremhæve, når man snakker om sunde udbytteaktier. Historisk har Carlsberg været utrolig dygtige til at øge sin udbytte samtidig med, at selskabets payout-ratio har været stabil. Det betyder med andre ord, at Carlsberg har øget sit udbytte alene pga. vækst i forretningen og ikke kun ved at justere størrelsen af udbyttet overfor resultatet. Det samme kan siges om en aktie som Novo Nordisk.
cBrain udbytte 2023
Jævnfør opgørelsen fra Børsen forventes cBrain at udbetale et udbytte på 0,20 kroner per aktie svarende til en udbytteprocent på 0,1%. Det er et lille udbytte, men dog vil det alligevel være en vækst fra sidste år, hvor cBrain udbetalte 0,17 kroner per aktie.
cBrain er dog i høj grad et vækstselskab, hvorfor udbytte heller ikke er det højeste på selskabets prioriteringsliste. Om ikke andet synes jeg det er et sundt tegn, at man kan vækste profitabelt, og ligeledes have et så stærkt kapitalberedskab, at der er plads til udbyttebetalinger.
D/S Norden udbytte 2023
D/S Norden har været en gave i porteføljen det seneste år, hvis man er udbytteinvestor. I foråret 2022 udbetalte selskabet 18 kroner i udbytte per aktie. Ved halvårsregnskabet blev yderligere 30 kroner per aktie udbetalt. Og igen ved Q3-regnskabet blev yderligere 30 kroner per aktie udbetalt. I alt blev der gennem 2022 udbetalt 78 kroner i udbytte per aktie.
Ifølge opgørelsen fra Børsen er endnu et stort udbytte på vej fra D/S Norden. Her fremgår det, at et udbytte på 55 kroner forventes her i starten af 2023, hvilket vil svare til en udbytteprocent på 15%.
D/S Norden har i deres udbyttepolitik en målsætning om minimum at udbetale 50% af deres adjusted result gennem udbyttet. Årsrapporten for 2022 offentliggøres på fredag den 10. februar 2023, hvor vi forventeligt bliver klogere på selskabets udbyttebetaling i 2023. Generalforsamlingen afholdes desuden den 9. marts 2023.
DSV udbytte 2023
DSV har allerede præsenteret årsregnskab, og dermed præsenteret sit forslag til årets udbytte. I regnskabet fremgår det, at DSV forslår at udbetale et udbytte på 6,5 kroner per aktie. I skrivende stund står aktien i kurs 1.208, hvilket svarer til en udbytteprocent på 0,54%.
DSV er ikke en udpræget udbytteaktie. De har i højere fokuseret på at løfte sin EPS, hvilket de har haft stor succes med. I 2019 realiserede DSV en EPS på 18,7 kroner, hvilket er vokset til 77,3 kroner ved årsregnskabet 2022. I teorien kunne DSV derfor udbetale et højt udbytte på hele 77,3 kroner per aktie, hvis de udbetalte hele overskuddet som udbytte. DSV fokuserer dog på aktietilbagekøbsprogrammer og har opkøb som en del af strategien, der kræver kapital.
Udbyttet på 6,5 kroner per aktie svarer til en payout-ratio for udbyttet på 8,1%, og er dermed under de 10-15%, som er målsætningen jævnfør udbyttepolitikken. DSV har dog alligevel løftet udbyttet i år, der sidste regnskabsår lød på 5,5 kroner. Læs mere om DSV’s udbytte her.
FLSmidth & Co udbytte 2023
Ifølge opgørelsen fra Børsen forventes FLSmidth & Co at udbetale et udbytte på 5 kroner per aktie i 2023. Det svarer til en udbytteprocent på 1,7%.
FLSmidth har en målsætning om at nå en payout-ratio på 30-50%, og har ligeledes en stabil udbyttehistorik, hvor de siden 1990 har udbetalt udbytte hvert år med undtagelse af kriseprægede perioder. Selskabet præsenterer årsrapport den 22. februar 2023, og generalforsamlingen er den 29. marts 2023.
GN Store Nord udbytte 2023
Jævnfør opgørelsen fra Børsen skal investorerne hos GN Store Nord se frem til en nedgang i årets udbytte sammenlignet med sidste år. I opgørelsen forventes GN Store Nord at udbetale et udbytte på 1,05 kroner svarende til en udbytteprocent på 0,6%.
GN Store Nord har en udbyttepolitik, der beskriver, at selskabet sigter efter at nå en payout-ratio på 15-25%. Derfor er GN Store Nord heller ikke en udpræget udbytteaktie. GN Store Nord præsenterer årsregnskab på torsdag den 9. februar 2023, hvor vi bliver klogere på udbyttet i 2023. Generalforsamlingen afholdes desuden den 15. marts 2023.
H Lundbeck udbytte 2023
Ifølge opgørelsen fra Børsen forventer man et udbytte fra Lundbeck på 0,65 kroner per aktie, hvilket svarer til en udbytteprocent på 2,6%.
H. Lundbeck har en udbyttepolitik, der indebærer et mål om at nå en payout-ratio på 30-60%. Dermed er udbytte en væsentlig prioritering for Lundbeck, selvom det umiddelbart er et meget bredt interval, hvor payout-ratioen de senere år har været i bunden af intervallet. Årsregnskabet præsenteres på onsdag den 8. februar, og generalforsamlingen afholdes den 21. marts 2023.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
ISS udbytte 2023
Efter ISS ikke udbetalte udbytte sidste år, står aktien opgjort til at udbetale et forventeligt udbytte på 2 kroner per aktie i 2023. Det vil svare til en udbytteprocent på 1,4%. ISS meddelte faktisk allerede tilbage i november på sin kapitalmarkedsdag i London, at investorerne kan begynde at se frem mod udbytter igen.
ISS meddelt her i en ny strategi, at de snart vil starte udbyttebetalingerne igen. Her lød det, at allerede i 2023 kan ISS-aktionærer forvente et udbytte, der vil svare til 20% af selskabets overskud i 2022. Generelt har ISS en ambition om at udbetale et stabilt og stigende udbytte på 20-40% af selskabets overskud. Læs mere om det her, eller læs regnskabet som offentliggøres den 23. februar 2023.
Matas udbytte 2023
Ifølge opgørelsen fra Børsen vil Matas i 2023 udbetale et udbytte på 3 kroner svarende til en udbytteprocent på 4,1%.
Matas har skævt regnskabsår, hvorfor der er noget tid til, at de offentliggør årsregnskab. Matas investerer i disse år markant i deres digitale transformation, hvorfor overskuddet ikke i lige så høj grad prioriteres til udbytte, som det tidligere har været. I selskabets nuværende udbyttepolitik fremgår det, at de som minimum ønsker at nå en payout-ratio på 20%. Matas har dog historisk været kendt for at være en god udbytteaktie, og hvis udbyttet jævnfør opgørelsen på 3 kroner holder, vil det også være et ganske flot udbytte.
Netcompany udbytte 2023?
Netcompany har offentliggjort årsregnskab, hvor selskabet beskrev, at de ikke forslår at udbetale udbytte i 2023.
I 2022 realiserede Netcompany en EPS på 12,27 kroner. Det betyder med andre ord, at Netcompany kunne have udbetalt lidt over 12 kroner per aktie i udbytte 2023, hvis de havde valgt at udbetale hele overskuddet som udbytte. Netcompany er dog en af de mere vækstorienterede selskaber på C25, og nok ikke en aktie for udbyttejageren.
Netcompany havde ellers senest et aktietilbagekøbsprogram på 50 mio. kroner, der løb fra starten af maj 2022 til 30. juni. Aktietilbagekøb har generelt været en mere anvendt metode for Netcompany til at skabe værdi for aktionærerne. For to år siden blev der dog udbetalt et udbytte på 1 kroner per aktie. Læs mere her.
Novo Nordisk udbytte 2023
Novo Nordisk er en af de danske aktier, der plejer at udbetale udbytte mere end en gang om året, idet de udbetaler halvårligt. Novo Nordisk har allerede offentliggjort årsregnskab, hvor de i den forbindelse præsenterede sit forslag til årets udbytte.
I årsregnskabet fremgår det, at Novo Nordisk ønsker at udbetale et udbytte på 8,15 kroner per aktie. Inklusiv udbyttet på 4,25 kroner per aktie ifm. halvårsregnskabet, løber det samlede udbytte for året op i 12,4 kroner. I skrivende stund står Novo Nordisk i kurs 966, hvilket svarer til en udbytteprocent på 1,3%.
Det forslåede udbytte svarer til en payout-ratio på 50,3%. Novo Nordisk har historisk været gode til at løfte udbyttet uden at justere særligt ved payout-ratioen. Denne udvikling er for mig meget positiv. At løfte sit udbytte uden at justere i sin payout-ratio indikerer, at selskabet løfter sit udbytte grundet vækst i resultatet. Derfor har Novo Nordisk altså løftet sit udbytte, fordi de har tjent flere penge, og ikke blot udbetalt en større andel af overskuddet år for år. Læs mere om Novo Nordisks udbytte her.
Novozymes udbytte 2023
Novozymes har præsenteret årsregnskab, hvorfor vi allerede kender selskabets forslag til årets udbytte. I årsregnskabet fremgår det, at Novozymes ønsker at udbetale et udbytte på 6,00 kroner per aktie. Novozymes gik ud af 2022 med en aktiekurs på 351,9, hvorfor det forslåede udbytte svarer til en udbytteprocent på 1,7%.
Sidste år udbetalte Novozymes 5,50 kroner per aktie, hvorfor årets udbytte svarer til en stigning på 9,1% ift. sidste år. Med en EPS på 13,19 kroner svarer det forslåede udbytte til en payout-ratio på ca. 45%. Novozymes har de seneste år haft en meget stabil payout-ratio på ca. 44-52%, hvor payout-ratioen fra regnskabsåret 2018 til regnskabsåret 2022 stort set er ens. I samme periode er udbyttet steget fra 5 kroner per aktie til 6 kroner per aktie, hvilket indikerer, at udbyttet er vokset grundet en vækst i forretningen. Læs mere om Novozymes’ udbytte her.
Pandora udbytte 2023
Ifølge opgørelsen fra Børsen forventes et udbytte på 9 kroner per aktie fra Pandora svarende til en udbytteprocent på 1,6%. Pandora er dog også et af de selskaber, der har udbetalt udbytte flere gange årligt, hvorfor udbyttet for året kan ende højere end de 9 kroner. De 9 kroner per aktie er dermed alene det, som forventes her i foråret 2023 ifølge estimaterne.
Årsregnskabet forventes at blive offentliggjort den 8. februar 2023, hvor generalforsamlingen afholdes den 16. marts 2023.
Rockwool udbytte 2023
Rockwool står til at udbetale et forventet udbytte på 38 kroner per aktie mod 35 kroner per aktie sidste år. Det vil svare til en udbytteprocent på 2%. Rockwool har en udbyttepolitik om minimum at udbetale et udbytte svarende til en tredjedel af overskuddet. Med andre ord ønsker Rockwool at ramme en payout-ratio på minimum 33,3%.
Overordnet har Rockwool de seneste mange år haft en stabil payout-ratio samtidig med, at de har øget udbyttet. Det er et positivt tegn, da væksten i udbyttet dermed er finansieret af vækst i resultatet. Rockwool præsenterer årsregnskab den 8. februar 2023, hvor vi forventer at blive klogere på årets udbytte.
Royal Unibrew udbytte 2023
Royal Unibrew forventes ifølge opgørelsen at udbetale et udbytte på 14,7 kroner per aktie. Efter kursfald svarer det til en udbytteprocent på 3,1%, hvilket faktisk er en ganske fin udbytteprocent.
Royal Unibrew har en udbyttepolitik, der indebærer, at man ønsker at ramme en payout-ratio på 40-60%. Ligesom Carlsberg har Unibrew været gode til at løfte udbyttet med en stabil payout-ratio, hvorfor de to aktier både kan sammenlignes på produkt- og udbytteniveau. Årsregnskabet forventes at blive offentliggjort den 1. marts 2023.
RTX udbytte 2023
RTX har skævt regnskabsår, hvorfor der er noget tid til, at selskabet præsenterer årsregnskab. Ifølge Børsens opgørelse kan investorerne se frem til et udbytte på 1,5 kroner per aktie, efter der ikke blev udbetalt udbytte efter seneste årsregnskab.
RTX har for kort tid siden offentliggjort regnskab for første kvartal af sit skæve regnskabsår. Det var et super flot regnskab, der bidrager til, at investorerne kan håbe på udbytte i år. Jeg skrev lidt om selskabets regnskab her. Udbetaler RTX et udbytte på 1,5 kroner per aktie, svarer det lige nu til en udbytteprocent på omkring 1,1%.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
SimCorp udbytte 2023
SimCorp vil ifølge opgørelsen fra Børsen udbetale et udbytte på 8,2 kroner per aktie. Ender det med at blive udbyttet, vil det være en væsentlig tilbagegang fra sidste års udbytte på 15 kroner per aktie. Det vil samtidig svare til en udbytteprocent på 1,7%.
Den 16. februar 2023 forventer SimCorp at offentliggøre årsregnskab, hvor vi vil blive klogere på årets udbytte. Generalforsamlingen afholdes desuden den 23. marts 2023.
SP Group udbytte 2023
SP Group er jævnfør opgørelsen fra Børsen opgjort til at udbetale et forventet udbytte på 3 kroner per aktie. Det svarer til en udbytteprocent på 1,2%.
SP Group har ikke defineret en konkret udbyttepolitik, men selskabet har tidligere beskrevet, at SP Groups mål er at skabe positivt afkast til aktionærerne gennem en stigende aktiekurs og udbytter. Det er der dog intet overraskende i, mon ikke det er målsætningen for en del selskaber. SP Group vil forventeligt præsentere årsregnskab den 24. marts 2023 med generalforsamling den 27. april 2023.
TCM Group udbytte 2023
TCM Group er en af de danske aktier med et højere udbytte. Ifølge opgørelsen fra Børsen er forventningen et udbytte på 6,4 kroner per aktie svarende til en udbytteprocent på 8,8%.
TCM Group har et mål om at nå en payout-ratio på 40-60%. Sidste år udbetalte TCM Group et udbytte på 6 kroner per aktie med en payout-ratio på 52%. Den 24. februar vil selskabet præsentere årsregnskab, hvor vi bliver klogere på årets forslag til udbyttet. Generalforsamlingen afholdes den 13. april 2023.
Topdanmark udbytte 2023
Topdanmark har allerede præsenteret årsregnskab, og dermed annonceret sit forslag til årets udbytte. I regnskabet fremgår det, at Topdanmark vil foreslå at udbetale et udbytte på 53,5 kroner per aktie. Det er salget af Topdanmark Liv Holding, som gør udbyttet ekstraordinært højt, og svarer til 42,5 kroner af det samlede udbytte på 53,5 kroner per aktie.
I skrivende stund står Topdanmark-aktien i kurs 381, hvilket svarer til en udbytteprocent på 14%. Det forslåede udbytte på 53,5 kroner per aktie svarer til en payout-ratio på 235%, hvorfor udbyttet altså er mere end dobbelt så højt som resultatet, hvilket ikke er holdbart på sigt, men skyldes føromtalte frasalg. Læs mere om Topdanmarks udbytte her.
Tryg udbytte 2023
Tryg er en af de mest kendte danske udbytteaktier, idet selskabet udbetaler sit udbytte kvartalsvist. Det er mig bekendt den eneste børsnoterede danske aktie, som gør det. Tryg har allerede præsenteret årsregnskab, hvorfor vi kender det forslåede udbytte.
I regnskabet fremgår det, at Tryg ønsker at udbetale 1,60 kroner per aktie for fjerde kvartal. Det betyder, at det samlede udbytte for 2022 vil ende på 6,29 kroner. Det samlede udbytte på 6,29 kroner svarer til en udbytteprocent på 3,8%, hvilket er beregnet ud fra en lukkekurs på 165,4 i 2022.
For året ender Tryg med at have en payout-ratio på 183%. Tryg har en målsætning om at nå en payout-ratio på 60-90%. Du kan læse mere om Trygs udbytte her, hvor du også kan se relevate datoer såsom X-days for de kommende udbytter i 2023.
Ørsted udbytte 2023
Ørsted har allerede præsenteret årsregnskab, hvor de i den forbindelse annoncerede sit forslag til årets udbytte. Ørsted har en lidt usædvanlig udbyttepolitik sammenlignet med mange andre selskaber. Af Ørsteds udbyttepolitik fremgår det, at selskabet frem mod 2025 ønsker at øge det årlige udbytte med en høj enkeltcifret procentvækst. Årets udbytte svarer til et løft på 8% sammenlignet med sidste år, hvorfor Ørsted lever op til sin udbyttepolitik.
Udbyttet lyder på 13,5 kroner per aktie. I skrivende stund står aktien i kurs 618, hvilket svarer til en udbytteprocent på 2,2%. Ørsted realiserede i 2022 en EPS på 34,6 kroner. Det betyder, at hvis Ørsted udbetalte hele sit overskud som udbytte, ville udbyttet per aktie svare til 34,6 kroner. Idet Ørsted udbetaler 13,5 kroner per aktie svarer udbyttet til, at de udbetaler 39% af overskuddet som udbytte Læs mere om Ørsteds udbytte her.
Liste over udbytteaktier 2023
På nedenstående tabel er en oversigt over de omtalte udbytter i dette indlæg. Bemærk at selskaberne markeret med * er forventede udbytter ifølge Børsens opgørelse, hvor jeg vil henvise til artiklen her for at læse mere. De aktier som ikke er markeret, har allerede præsenteret årsregnskab, hvor de har annonceret forventningerne til årets udbytte.
Virksomhed | Udbytte |
---|---|
Mærsk* | 4.500 kr. |
Danske Bank | - |
Carlsberg* | 26,5 kr. |
cBrain* | 0,2 kr. |
D/S Norden* | 55 kr. |
DSV | 6,5 kr. |
FLSmidth* | 5 kr. |
GN Store Nord* | 1,05 kr. |
Lundbeck* | 0,65 kr. |
ISS* | 2 kr. |
Matas* | 3 kr. |
Netcompany | - |
Novo Nordisk | 8,15 kr. |
Novozymes | 6 kr. |
Pandora* | 9 kr. |
Rockwool* | 38 kr. |
Royal Unibrew* | 14,7 kr. |
RTX* | 1,5 kr. |
Scandinavian Tobacco Group* | 8,8 kr. |
SimCorp* | 8,2 kr. |
SP Group* | 3 kr. |
TCM Group* | 6,4 kr. |
Topdanmark | 53,5 kr. |
Tryg | 1,6 kr. |
Ørsted | 13,5 kr. |
Læs mere om udbytte
Udbytte er et af de store temaer her på hjemmesiden. Du kan finde vores seneste artikler om udbytte her.