Coloplast offentliggjorde i november 2022 årsregnskab for selskabets skæve regnskabsår 21/22. Her præsenterede selskabet ligeledes sit forslag til årets udbytte.
Forslaget til årets udbytte blev i sidste uge godkendt på selskabets ordinære generalforsamling. Ifølge dividendmax var x-day fredag den 2. december 2022, mens det udbetales i dag den 6. december 2022 til selskabets aktionærer.
Coloplast godkendte på generalforsamlingen at udbetale et udbytte på 15 kroner per aktie. Dertil blev der udbetalt et interim udbytte tidligere i år på 5 kroner pr aktie, hvorfor det samlede udbytte for regnskabsåret var 20 kroner, hvoraf de sidste 15 kroner altså udbetales her i december 2022. Ifølge regnskabet var aktiekursen ved udgangen af regnskabsåret på 776 kroner svarende til en udbytteprocent på 2,58%. I skrivende stund står aktien i kurs 849 svarende til en udbytteprocent på 2,36%.
Coloplast har en udbyttepolitik omhandlende, at de stræber efter at nå en payout-ratio på 60-80% gennem udbyttebetalinger og aktietilbagekøbsprogrammer. Baseret på årets udbytte på 20 kroner pr aktie, er Coloplast derfor ikke helt inden for denne politik, idet selskabet oplyser en payout-ratio på 84%. Coloplast har dog oplevet en payout-ratio på over 80% de seneste fem regnskabsår, så det ville jeg personligt ikke tillægge den store værdi.
På tabellen nederst i indlægget kan du finde et overblik over selskabets udbytte de seneste fem år. Her fremgår det, at Coloplast årligt har løftet udbyttet med 1 krone pr aktie, hvilket er gennem det såkaldte year-end-udbytte, som altså udbetales her i december. Coloplast har nemlig fastholdt sit halvårlige udbytte på 5 kroner per aktie, og i stedet løftet udbyttet i slutningen af året.
Læs også: Chr. Hansen udbytte 2022.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Coloplast udbyttehistorik
På nedenstående tabel fremgår Coloplasts udbyttehistorik de seneste år.
Regnskabsår | Udbytte per aktie | Payout-ratio |
---|---|---|
2021/22 | 20,0 kr. | 84% |
2020/21 | 19,0 kr. | 81% |
2019/20 | 18,0 kr. | 91% |
2018/19 | 17,0 kr. | 86% |
2017/18 | 16,0 kr. | 88% |
Kilde: Dividendmax, Coloplast årsrapport.
Læs mere om udbytte
Udbytte er et af de store temaer her på hjemmesiden. Du kan finde vores seneste artikler om udbytte her.