Novo Nordisk er en populær dansk aktie, som jeg ligeledes vil kategorisere som en sund udbytteaktie.
I skrivende stund er der over 77.000 aktionærer registreret hos Novo Nordisk gennem Nordnet. Det gør Novo Nordisk til den danske aktie, som har flest investorer registreret på Nordnet.
Mange aktier udbetaler udbytte i forskellige intervaller. I Danmark er det kutyme med en årlig udbetaling, hvorimod det i USA ofte ses kvartalsvist. Men hvordan kan vi som helt normale investorer vurdere, hvorvidt et udbytte er sundt eller usundt, og om det udvikler sig positivt? Til dette er to væsentlige elementer, hvis du spørger mig, nemlig udviklingen i payout-ratioen sammenlignet udviklingen i størrelsen af udbyttebetalingen.
Payout-ratioen viser, hvor stor en procentdel af årets overskud, som virksomheden udbetaler til aktionærerne. Hvis selskabet har et resultat på 50 mio. kroner, og størrelsen på udbyttebetalingen er 25 mio. kroner, svarer udbyttebetalingen til en payout-ratio på 50%. Med andre ord kan payout-rationen indikere hvorvidt udbyttet stiger eller falder grundet vækst eller tilbagegang i resultatet.
Læs også: Chr. Hansen udbytte 2022.
Novo Nordisk med sundt udbytte
Novo Nordisk er et fremragende eksempel på en aktie, som har, hvad jeg vil kalde, et sundt udbytte. Novo Nordisk har de seneste mange år haft en meget stabil payout-ratio på omkring 50%. Samtidigt har de årligt øget udbyttet, som fra 2012 til 2021 er steget fra 3,6 kroner pr aktie til 10,4 kroner.
Dermed har Novo Nordisk kontinuerligt udbetalt ca. halvdelen af overskuddet, og øget udbyttet samtidigt. Med andre ord har Novo Nordisk finansieret de øgede udbytter gennem et stigende resultat, hvilket er positivt. Hvis Novo Nordisk havde løftet udbyttet med en varierende payout-ratio, ville vi i nogle år kunne have set, at udbyttet var vokset grundet en relativ større udbyttebetaling set ift. overskuddet. På den måde kan vi lave en forholdsvis overskuelig analyse af Novo Nordisks udbytte.
Derudover er Novo Nordisk en af de få danske aktier, som udbetaler udbytte mere end en gang årligt. De udbetaler normalvis udbytte halvårligt, hvor de senest udbetalte udbytte i august 2022. Her udbetalte Novo Nordisk et udbytte på 4,25 kroner pr aktie mod 3,5 kroner på samme tidspunkt sidste år.
I 2022 ser Novo Nordisk ud til at fortsætte væksten. I første halvår løftede selskabet toplinjen med hele 25%, mens bundlinjen voksede 11%. Toplinjevæksten skyldtes bl.a. valutaudsving. Hvis vi forudsætter, at Novo Nordisk kan vokse sin bundlinje 10% i 2022, og fastholder nuværende payout-ratio på omkring 50%, kan investorerne dermed se frem til et udbytte i 2023, der nogenlunde svarer til samme vækst som resultatet. Hvis jeg derfor skulle komme med et ydmygt gæt på Novo Nordisk udbytte 2023, ville det være omkring 11,5 kroner pr aktie. Det får vi dog et præcis svar på, når Novo Nordisk kommer med årsregnskab i 2023. Derudover er der allerede udbetalt 4,25 kroner i august 2022.
Kilde: Novo Nordisk regnskaber.
Læs mere om udbytte
Udbytte er et af de store temaer her på hjemmesiden. Du kan finde vores seneste artikler om udbytte her.