Det kan ofte være lidt tricky at finde rundt i skat. Heldigvis er det med tiden blevet nemmere at være ny investor skattemæssigt.
Personligt føler jeg, at aktieskatten er blevet forsimplet, som verdenen er blevet mere digital. Vi har nu alle data online, og kan forholdsvis nemt indberette online. Derudover er det skattetekniske blevet nemmere, hvor vi har en progressionsgrænse. Alt under denne beskattes med 27%, mens alt over beskattes med 42% indenfor aktieverdenen.
Såfremt man oplever tab et år, kan man gemme det til efterfølgende år, og modregne i en fremtidig gevinst. Det er forholdsvis simpelt og ganske praktisk, når først man lige får styr på reglerne. Især på danske platforme, der automatisk indberetter dette. Her tager vi udgangspunkt i, at der er tale om et almindeligt depot i frie midler.
Der hvor investeringsverdenen bliver tricky, og det kan være svært at følge med, er når man ser på hele investeringsspektrummet. Her kan der være tale om crowdlending, kryptovaluta, ejendomsinvesteringer eller noget helt fjerde. Fælles for alle er, at de har mere eller mindre sine egne regler.
Det kan især give anledning til spørgsmål, når man søger hen på udenlandske investeringsplatforme som eToro, Degiro og lignende. Investeringsmulighederne er ofte bredere eller billigere, hvorfor mange naturligt søger disse platforme. De indberetter dog ikke automatisk til skat, som vi kender fra de danske.
(reklame)
eToro er en verdensledende investeringsplatform med millioner af brugere fordelt over mere end 140 lande, som bl.a. tilbyder handel med mange forskellige kryptovalutaer.
(Investering i kryptovaluta er ureguleret i visse EU-lande og Storbritannien. Når du handler kryptovaluta, har du ingen EU investor-garanti. Investering sker for egen risiko.)
Du er selv ansvarlig for indberetningen
Problemstillingen med at vi selv er ansvarlige for indberetningen, er ikke ny. Den har vi også gennem de danske platforme, selvom de indberetter automatisk – såfremt der opstår fejl, skal vi selv være opmærksomme på det. Men fra de udenlandske platforme som eToro og Degiro skal vi selv indberette alt manuelt. Det er ikke verdens største problem, men kan alligevel give anledning til lidt grå hår. I hvert fald hvis man ikke elsker at sidde i skats system.
Som udgangspunkt kan vi i denne digitale tidsalder dog altid tilgå købs- og salgsnotaer for vores handler. Hvor stor en forskel det gør negligerer de fleste af os. En korrekt indberetning baseret på en købsnota, er det der i sidste ende afgør om vores beskatning er korrekt. Såfremt der er mangelfulde oplysninger eller andet lignende, kan vi ende ud i lidt problemer. Derfor er vores indberetning enormt vigtig at have styr på, også selvom det kan være verdens kedeligste søndagsaktivitet at samle op på.
Sådan indberetter du aktier
Når du handler aktier fra eToro, Degiro eller en anden udenlandsk platform, er der to forskellige ting du skal være opmærksom på. Den ene er indberetningen af din gevinst/tab for året, og den anden er dine køb af nye aktier/fonde.
Indberetningen af gevinst/tab er ganske ligetil gennem skats tast-selv system. Gå ind på tast selv, og gå ind under din årsopgørelse og tryk ”ret årsopgørelsen”. I bunden finder du et felt der hedder ”udenlandsk indkomst”, herunder trykker du på den fine lille lommeregner ved rubrikken ”udenlandske aktier og investeringsbeviser”. Herefter kommer du igennem tast-selv systemet, hvor du bliver bedt om at angive de oplysninger, der skal oplyses. Gennem de følgende trin kan du se en grafisk påvisning.
1. Log ind på skat.dk, og gå derefter til årsopgørelsen.
2. Tryk på ”Ret årsopgørelsen”.
3. Rul ned og find ”Udenlandsk indkomst” og tryk på lommeregneren under ”Udenlandske aktier og investeringsbeviser”.
4. Vælg land. Benytter du eToro, er det eksempelvis Cypern.
5. Udfyld felterne.
Når det kommer til almindelig aktiehandel, er de mest relevante rubrikker 452, 454, 375, 490 og 496.
I rubrik 452 skal du skrive udbytte, der er aktieindkomst af udenlandske aktier, der er optaget til handel på reguleret marked samt udbytte fra udenlandske aktiebaserede investeringsselskaber, der ikke er i dansk depot. Med andre ord, det udbytte som du har modtaget gennem dine aktier/ETF’er(på skats positivliste) på den udenlandske platform. Udbytte fra udenlandske investeringsselskaber, der ikke er aktiebaserede, skal oplyses i rubrik 430, da det betegnes som kapitalindkomst.
I rubrik 454 skal du skrive gevinst eller tab, der er aktieindkomst, af udenlandske aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked. Altså din samlede gevinst/tab for realiserede gevinster. Dette inkluderer også danske investeringsforeninger, der ikke lagerbeskattes.
I rubrik 375 skal du skrive gevinst/tab på aktier/beviser fra udenlandske investeringsselskaber, der er aktiebaserede og lagerbeskattes. Det er med andre ord ETF’er på skats positivliste, hvor både urealiserede (gevinst/tab per 31/12) og realiserede (solgte ETF’er) medregnes.
I rubrik 496 skal du oplyse, hvor meget skat du har betalt af det modtagne udbytte, som du har noteret i rubrik 452. Vær her særligt opmærksom på, at skattebetalingen ifm. en udbyttebetaling er differentierbar fra land til land.
I rubrik 490 skal du skrive den samlede værdi af alle dine investeringsaktiver på dit depot. Dette gælder både enkeltaktier, ETF’er, obligationer, uregulerede markeder osv.. Nærmere betegnet alt der er et investeringsaktiv. Kryptovaluta er ikke anset, som værende et investeringsaktiv, da det bliver beskattet som personlig indkomst.
Vær særligt opmærksom på, at alle beløb skal være omregnet til danske kroner. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at når der står ”udenlandske”, så betyder det udenlandske i den forstand, at de er købt gennem et udenlandsk depot. Danske aktier skal dermed også noteres i samme rubrik, som ens andre udenlandske aktier. Samtidig er udenlandske aktier du har gennem et dansk depot i forvejen indberettet, og skal ikke indberettes i disse rubrikker.
De andre rubrikker kan også være relevante, såfremt du investerer i investeringsbeviser, der beskattes som kapitalindkomst eller handles på en børs, der af skat betegnes som værende ureguleret. Det kan eksempelvis være Spotlight eller First North. Du kan læse mere om de forskellige europæiske uregulerede markeder her.
Indberetning af køb af aktier
Det bliver en smule mere selvstændigt arbejde, når der er tale om indberetningen af køb af nye aktier/investeringsbeviser. Her skal du sende en mail til skat med oplysninger om aktien/investeringsbeviset, hvor mange du har købt, hvornår og til hvilken pris inklusiv handelsomkostninger. Mailen sendes blot igennem tast-selv systemet, som du finder på skat.dk under sektionen ”aktier og værdipapirer”. Købet skal være oplyst senest den 1/7 i det efterfølgende år af købsåret. Dvs. at de aktier du har købt i 2022, senest skal være indberettet per 1/7 2023.
Jeg vil dog give en lille opfordring til at sørge for indberetningen af dine køb senest når året er opgjort, og du kan lave en samlet liste til skat. Altså når nytårstømmermændene har lagt sig, og fingrene er vasket efter en snasket burger, så download din handelshistorik fra den/de udenlandske platform(e), som du har benyttet, og indsend købsoplysningerne til skat.
Læs også: Aktiesparekonto eller månedsopsparing?
Sådan indberetter du kryptovaluta
Jeg ville ønske jeg kunne sige, at kryptoskatten var mere ligetil. Det kan jeg desværre ikke. Kryptovaluta bliver nemlig beskattet som værende personlig indkomst. Nu tænker du måske, hvad betyder dette i praksis? I milde termer, så er det meget lidt attraktivt i investeringsregi.
Det er dog forholdsvis simpelt, da gevinster herfra skal indberettes i rubrik 20, altså en kombination af alle dine salg med gevinst. Tab skal indberettes under rubrik 58. Her er der igen tale om en kombination af alle dine salg med tab. Nu tænker du måske, at det var temmelig simpelt og ligetil? Problemet opstår desværre ved, at skattesatserne ikke opvejer hinanden. Et tab modregnes altså ikke 1-til-1 i en gevinst.
Dine gevinster beskattes med op til 53% ifølge BDO, alt efter din personlige situation selvfølgelig, når der er tale om skat af personlig indkomst. Skattefradraget for dine tab er dog kun på lige i underkanten af 26%. Derfor bliver ens skattemæssige situation, såfremt man handler ofte, ret hurtigt temmelig uoverskuelig. Det er selvfølgelig meget individuelt hvor nemt eller svært det opleves. Personligt synes jeg, at det er en mere kringlet beskatningsordning end for aktier.
Ved kryptovaluta er der dog ikke nogen krav til oplysninger, andet end at de er korrekte. Du skal dog kunne dokumentere dit belæg for din indberetning, såfremt skattestyrelsen laver en kontrol. Her vil det i størstedelen af tilfældene være tilstrækkeligt at downloade din handelshistorik, og fremsende til skattestyrelsen. Ift. indberetningen er handel med kryptovaluta dog temmelig simpel.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Kan jeg ikke bare snyde i skat?
De fleste af os investerer med henblik på at forøge vores formue, hvilket skat påvirker negativt. Derfor er det ikke unormalt at tænke på, om der er smuthuller. Som udgangspunkt kan skattestyrelsen jo ikke se mangelfulde oplysninger.
Der er dog tale om økonomisk kriminalitet, såfremt du bevidst snyder i skat på denne måde. Det kan godt ske, at det ikke bliver opdaget lige med det samme. Vi har tidligere oplevet store svindelnumre indenfor aktieskatten, hvor du måske husker udbytteskandalen? Min pointe er, at selvom det ikke bliver opdaget med det samme, så bliver det nok opdaget på et tidspunkt. Når det bliver opdaget, er der kun en person, som står til ansvar, og det er dig. Du er nemlig forpligtet og ansvarlig for, at skat har modtaget de korrekte oplysninger.
Hvordan og hvorledes der vil blive sanktioneret overfor svindel, er meget individuelt fra sag til sag ift. hvor grov en svindel, der er tale om. Hold dig til loven, og undgå at komme i problemer med skat, er mit bedste råd.
Skattestyrelsen har som eksempel foretaget en masse kontroller indenfor kryptovaluta, hvor 3 ud af 4 har oplevet en regulering af deres indberetning. Det kan du læse meget mere om her.