Hvis du investerer i aktier, er det meget rart at have en app eller hjemmeside, som kan benyttes til at se nyheder, tracke ens portefølje eller se livekurser.
Til dette formål er jeg selv blevet glad for investing.com, som både har en app og en hjemmeside, der fungerer godt sammen. Personligt har jeg brugt denne platform i en årrække til at både at følge min egen portefølje, se livekurser og ikke mindst mikro- og makroøkonomiske nyheder. Platformen har dårlige anmeldelser på Trustpilot, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke forstår disse anmeldelser, da det er en gratis platform, der tilmed giver dig funktioner, man skal betale for andre steder. På App Store giver anmeldelserne derfor bedre mening med en score på 4,6.
En smart funktion ved investing.com er, at man kan oprette en bruger, og på den måde kan man følge sin portefølje på både computeren og telefonen gennem appen. Når man som jeg har flere handelsplatforme, og ikke har mine investeringer samlet på én handelsplatform, er det dejligt at kunne samle det på en ekstern platform som investing.com.
I denne artikel vil jeg forklare nogle af de mange funktioner, som man helt gratis kan tilgå gennem platformen, og hvordan jeg selv anvender disse.
Læs også: Aktiesparekonto til børn under 18 år: Er det en god mulighed?
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Følg din portefølje med livekurser
Jeg investerer som nævnt på flere handelsplatforme, hvorfor jeg har indtastet og følger min portefølje gennem investing.com. Det er samtidig muligt at følge aktiekurserne i realtid, hvilket ikke er gratis på Nordnet og Saxo Bank på tværs af markeder, hvilket er en funktion jeg er glad for. Derudover er der endda mulighed for at tracke mine fonde fra Sparindex og Danske Invest, hvilket mig bekendt ikke er en mulighed på eksempelvis Excel.
Eftersom jeg har appen, modtager jeg også notifikationer på min telefon, når en af mine aktier stiger eller falder >5%. Når det danske marked åbner klokken 9, modtager jeg derfor jævnligt notifikationer på dette tidspunkt, hvis en af mine aktier oplever en større stigning/fald fra morgenstunden. Det unikke her er, at jeg allerede ved det så snart markedet åbner, og ikke behøver at vente til min handelsplatform eller Børsen opdaterer deres aktiekurser. Med det sagt tjekker jeg ikke aktiekurser hver dag, men vil gerne se, hvis der sker et større sving i kursen, og potentielt undersøge årsagen hertil.
Ligesom du kan indtaste din portefølje på platformen, kan du også lave en watchliste, og dermed overvåge de aktier, som du overvejer at købe.
En af de andre funktioner jeg jævnligt benytter på investing.com, er deres kurser på futures. Futures-markedet givet et indblik i, hvordan handelsdagen forventeligt bliver, og eftersom aktiemarkedet i USA har andre åbningstider end i Danmark, kan man i løbet af formiddagen få indblik i stemningen i USA. Inden markedet åbner hjemme i Danmark, kan må også få indblik i futures i Europa. Er du tilhænger af kryptovaluta, har de også en hel sektion omhandlende kryptovaluta med livekurser på kryptovaluta.
Nyheder og regnskaber
En anden ting jeg er glad for ved investing.com er deres nyhedsdækning – særligt i forbindelse med regnskaber. For alle de større selskaber kan man finde markedets forventninger til regnskabet, og når regnskabet offentliggøres, vil der kort efter komme en notifikation omkring hvorvidt selskabets indtjening var højere eller lavere end markedets forventning.
Derudover skriver og samler investing.com også mange gode artikler, hvorfor man altid kan være opdateret om nyhederne for de aktier, man følger. I alle weekender deler de ligeledes en artikel om de største begivenheder i den kommende uge, så man ved, hvad der kommer at spændende makro- og evt. mikroøkonomiske begivenheder i den kommende uge.
I løbet af de seneste år har inflation og renter været et stort fokus på finansmarkederne. Derfor har jeg også jævnligt benyttet investing.com til at se markedets forventninger til kommende inflationstal, mens deres FED Rate Monitor Tool giver indblik i markedets forventninger til kommende renteudmeldinger.
En god kalender
Der findes en række gratis “tools” på investing.com. Mange af dem bruger jeg ikke, og har derfor ikke et kendskab til dem alle. Et af de tools, som jeg nogle gange bruger, er deres kalender. Investing.com har nok en af de mest komplette kalendere inden for aktier. Man kan både finde kalendere omhandlende økonomiske begivenheder, ferier på aktiemarkedet, regnskaber, udbytter, aktiesplit og IPOs.
De benytter højst sandsynligt nogle eksterne databaser til at styre deres kalendere, da det ellers ville være for tidskrævende at drive disse kalendere. Vi har selv en regnskabskalender for de mindre danske vækstaktier, som vi laver manuelt, og alene denne mindre kalender tager lang tid at vedligeholde.
Alt i alt er jeg meget glad for investing.com, og kan anbefale platformen, hvis du leder efter en god app eller hjemmeside, hvor du kan samle alt for dine investeringer. Jeg nævnte indledningsvist, at anmeldelserne på Truspilot er dårlige, men jeg ved ikke, om mange af anmeldelserne skyldes, at folk tror det er en anden virksomhed, der står bag, da navnet investing.com er et meget bredt navn. Personligt ville jeg give platformen 5 stjerner, da det er min foretrukne app og hjemmeside til mine investeringer.
Tjen penge online
(reklame)
Tjen penge online ved at besvare spørgeskemaundersøgelser gennem YouGov👈. Du kan besvare spørgeskemaer på både telefonen og computer, enten når du er på farten, eller når du er hjemme.