Marius Josiassen er 20 år gammel, og har allerede opbygget en formue på lidt over 500.000 kroner, hvoraf størstedelen er placeret på aktiemarkedet.
Da Marius fyldte 18 år, sad han klar ved midnat for at oprette sit depot på Nordnet. Lige siden har han ikke set sig tilbage, mens han har fulgt den strategi, han lagde fra start. Inden Marius fyldte 18, havde han nemlig sat sig ind i, hvordan han ville investere; Han ville oprette en månedsopsparing og investere i passive indeksfonde.
Marius har derfor aldrig investeret i enkeltaktier som Novo Nordisk, Tesla eller Apple, og undgået diverse begynderfejl ved at sætte sig ind i forholdene, inden han lavede sin første investering. I dag består porteføljen af forskellige udbyttebetalende investeringsforeninger på et almindeligt aktiedepot, mens aktiesparekontoen er fyldt op med udenlandske ETF’er, der omkostningsmæssigt giver bedre mening på aktiesparekontoen end de danske investeringsforeninger.
Læs også: Hold dig væk fra danske fonde til aktiesparekontoen.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
+300.000 kroner investeret
Af formuen på over 500.000 kroner er omtrent 310.000 kroner investeret på aktiemarkedet. Derudover er knap 200.000 kroner placeret på en opsparingskonto, som skal bruges inden for de næste seks måneder, hvorfor tidshorisonten er for kort til at investere disse penge. Marius begynder nemlig på et selvbetalt højskoleophold, skal rejse og ligeledes flytte hjemmefra, hvilket kræver en solid mængde kapital til udgifter som depositum, møbler, faste udgifter mv.
En formue på den gode side af en halv mio. kroner er godt gået som 20-årig. Formuen er skabt ved at arbejde fuldtid som skifteleder på McDonalds, mens Marius læste en HF-Selvstudie, og derfor kunne tilpasse sin hverdag til både at gennemføre en uddannelse og arbejde fuldtid. I dag er indtægten væsentlig mere beskeden, hvorfor investeringerne også er begrænsede i dag ift. tidligere. Marius’ indtægter kommer i dag alene fra et mindre job som redaktør på et nyhedsbrev.
I månederne med størst indtægt kunne Marius investere op mod 20.000 kroner, mens han som minimum investerer 2.500 kroner om måneden og følger DCA-princippet. Han følger princippet om “time in the market beats timing the market”, og spekulerer altså ikke i, hvornår det er godt eller skidt at investere. Tidligere var Marius meget eksponeret mod det vestlige marked, men er begyndt at gå mere ind i det asiatiske marked gennem en fond som Sparindex Emerging Markets.
Læs også: 13-årige Anton har investeret 30.000 kroner og vil gerne opnå FIRE.
Drømmen om økonomisk frihed
Udover interessen for at investere har Marius bl.a. interesse for filosofi, psykologi, spiritualitet og biologi. Netop psykologi vil han også uddanne sig inden for, hvor han forventer at begynde på psykologiuddannelsen til sommer eller næste sommer.
At have mange penge er ikke i sig selv et mål, men Marius ser penge som et middel til frihed, og dermed at kunne leve livet på sine egne præmisser. Drømmen er derfor økonomisk uafhængighed, men ikke FIRE, da han forventer at arbejde indtil pensionsalderen. Det som i stedet tiltrækker ved økonomisk frihed, er muligheden for at kunne skrue op og ned for arbejdstiden samt hvor og hvad han arbejder med. Med en formue på lidt over 500.000 kroner er der også fortsat meget lang vej til økonomisk uafhængighed, men det er et super flot udgangspunkt som 20-årig.
Det er vigtigt for Marius, at han kun bruger den tid på investering, som han synes er sjovt, hvilket hans strategi også afspejler. I princippet kunne Marius lade sine investeringer stå, og lade være med at kigge på dem i en årrække. Det udnyttes til i perioder slet ikke at kigge på sine investeringer, mens han i andre perioder bruger meget tid på at nørde investeringsmuligheder, excel-dokumenter og budgetter, fordi han synes det er sjovt.
Jeg synes, at Marius er en sej ung investor, og håber, at han når sit mål om økonomisk uafhængighed!