Frederikke Dolmer fra Amager beskriver sig selv som en 15-årig ung kvinde, der elsker aktier, og drømmer om at investere i en lejlighed i København og på sigt opnå økonomisk uafhængighed.
Jeg elsker at høre om andre unge mennesker, der deler interessen for investering. I dag har jeg skrevet en række artikler, hvor forskellige unge har medvirket og fortalt om sin investeringsrejse og ambitioner. Jeg har dog kun haft mulighed for at skrive om drenge eller unge mænd. Lige indtil en dag i april, hvor Frederikke Dolmer skrev til mig, og var klar til at dele sin fine investeringshistorie med os på Unge Investorer.
Historisk har aktiemarkedet været en mandsdomineret arena. Det er mit indtryk, at det fortsat er tilfældet, og hvis vi tager udgangspunkt i medlemstallet i Unge Investorers Facebookgruppe med mere end 53.000 medlemmer, er kun 20% kvinder. Kvinderne får dog i højere grad øjnene op for mulighederne ved at investere, og udgjorde tidligere mindre end 15% af medlemmerne i Unge Investorer. En ung kvinde som Frederikke har en stor aktie i, at investeringsmarkedet på sigt bliver mere lige mellem kvinder og mænd, og hun vil i den grad kæmpe kvindernes kamp, hvor hun selv på egen krop fornemmer, at der kan være forskel på mænd og kvinders tilgang til investering.
Læs også: 14-årige Bertram kan investere 2.000 kroner om måneden.
Købte sin første aktie i 8. klasse
Frederikke fik først øjnene op for investering, da hun gik i 7. klasse, og hun deltog i et aktiespil. Senere deltog hun igen i et aktiespil bestående af 15 deltagere, hvor hun vel og mærke var den eneste pige. Dette spil vandt Frederikke, og gav hende blod på tanden, hvorefter hun i sin erhvervspraktik opsøgte muligheder inden for investeringsbranchen. Det er en svær opgave, særligt i dag med stort fokus på GDPR. Derfor endte Frederikke i en anden virksomhed udenfor investeringsbranchen, nemlig den velkendte webshop Luksus Baby, mens hun senere blev tilknyttet en mentor i samarbejde med Novo Holding. Frederikkes mentor er en del af organisationen Kvinder i Finans, og er professionel analytiker.
Til Frederikkes konfirmation modtog hun en lidt utraditionel gave. Frederikkes forældre gav hende nemlig en aktiesparekonto i banken. Genial idé! På dette depot købte Frederikke sine første aktier, hvor den første aktie var Novo Nordisk. I dag har hun en portefølje på lidt over 20.000 kroner, efter hun investerede størstedelen af sine konfirmationspenge, der udover Novo Nordisk bl.a. også inkluderer Danske Bank og Siemens Energy.
På trods af Frederikkes unge alder har hun allerede opbygget et investeringsnetværk. Hun har sin tidligere omtalte mentor, mens hun i familien har en grandfætter, som hun hver måned snakker med omkring aktier. Dertil er hun ligesom alle andre altid velkommen til at benytte Unge Investorers netværk, hvor vi håber at følge hendes rejse, mens hun følger relevante platforme på sociale medier og en gang imellem lytter til Millionærklubben.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Målsætning om økonomisk uafhængighed
Frederikke er et målbevidst ungt menneske. Når hun er 18 år, er målet at have investeret 100.000 kroner, som hun er overbevist omkring, at hun nok skal nå. På lidt længere sigt er målet at købe en lejlighed i København, som Frederikke ligeledes anser som en investering.
Ligesom mange andre har Frederikke også en drøm om FIRE. Det er dog i højere grad FI-delen, der trækker Frederikkes opmærksomhed, da hun ikke nødvendigvis ønsker at gå tidligt på pension, som RE-delen dækker over. Økonomisk uafhængighed vil f.eks. gøre det muligt for Frederikke at tage ud at rejse og prioritere de ting, som hun gerne vil, hvilket både kan betyde fortsat at bidrage på arbejdsmarkedet eller på anden vis gøre en forskel i samfundet.
Lige nu er Frederikke f.eks. optaget af at få flere kvinder til at investere – så måske hun selv en dag er mentor for andre unge kvinder, der gerne vil i gang med at investere?
Den forsigtige investor
I starten af artiklen nævnte jeg kort, at Frederikke på egen krop kan mærke en forskel på, hvordan mænd og kvinder ofte investerer. Hun oplever mænd kan være mere impulsive, når det kommer til aktiehandel, hvorimod Frederikke selv er meget forsigtig, og kan bruge lang tid på at tage en beslutning. Derfor vil hun hellere vente og gå glip af en potentiel stigning fremfor at tage en forhastet beslutning.
Frederikke bruger dagligt tid på sin interesse for aktier. Hun bruger minimum 15 minutter om dagen til at få et overblik over dagens nyheder og udvikling, hvor hun i andre perioder bruger mere tid. Det er f.eks. når hun snakker med sin mentor, sin grandfætter eller bare har lyst til at undersøge den næste potentielle aktie til porteføljen.
Vi ønsker Frederikke alt det bedste på sin investeringsrejse, som jeg er meget overbevist omkring nok skal blive en langsigtet succes. Vi håber, at vi får mulighed for at følge med fra sidelinjen!
Hej søs
Den er fantastisk tro på dig selv
100%! 🙂