13-årige Anton Michael, der kommer fra en mindre by udenfor Roskilde, elsker at bruge tid på at spille bordtennis og spille computer. For nyligt er han også begyndt at investere.
Interessen for investering opstod faktisk allerede for over et år siden, men det var først i starten af september 2023, at han fik købt sine første aktier. Derfor nærmer Anton sig sine første to måneder på aktiemarkedet, hvor han allerede har investeret 30.000 kroner og har yderligere 6.000 kroner placeret i kontanter på Nordnet, der er klar til at blive investeret.
Anton er derfor fortsat tidligt i sin investeringsrejse, og har gjort sig sine første praktiske erfaringer som investor. For de fleste indebærer den første tid på aktiemarkedet nogle begynderfejl, og dette var ingen undtagelse for Anton. Efter at have haft en del besvær med at få godkendt sit depot for mindreårige på Nordnet, købte han først to aktier i Tesla, hvorefter han investerede i fire forskellige af Nordnets egne indeksfonde, nemlig Nordnet Indeksfond Global, Nordnet Indeksfond Danmark, Nordnet Indeksfond Europa og Nordnet Indeksfond USA.
Det er ikke i sig selv en fejl, men Anton havde på forhånd ikke undersøgt noget om skat, mens han i dag fortryder, at han investerede 25% i hver indeksfond. Det er dog nogle billige lærepenge, og jeg tror mange kan relatere til, at når først man har besluttet sig for at komme i gang, kan det næsten kun gå for langsomt med at få sine penge til at arbejde.
Læs også: 15-årige Frederikke vil opnå økonomisk uafhængighed.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Antons investeringer
I dag består Antons portefølje af føromtalte sammensætning af Tesla og Nordnets egne indeksfonde, mens han senest har tilføjet Novo Nordisk til porteføljen. Planen er dog at justere en smule, efter han nu har brugt tid på at sætte sig ind i beskatningsforholdene og omkostninger.
Anton udnytter ikke sit personfradrag, hvilket er tilfældet for mange unge under 18 år. Derfor kan kapitalindkomstbeskattede aktiver være fordelagtige, da man herigennem kan opnå en skattefri gevinst, når man ikke benytter sit personfradrag til normal lønindkomst eller anden personlig indkomst. Anton er dog så heldig, at Nordnets egne indeksfonde i hans situation kan være fordelagtige, da de netop er beskattet som kapitalindkomst. Det gælder dog ikke for Nordnet Indeksfond Danmark, hvorfor denne kan være en kandidat til at blive udskiftet. I dag har Anton oprettet en månedsopsparing, hvor han vil investere 1.000 kroner om måneden, mens han løbende vil sælge af Nordnets egne indeksfonde, som han kan gøre uden at betale kurtage.
Anton investerer ud fra en lang tidshorisont, og har angivet en tidshorisont på mindst 10 år. Til den tid er Anton blot 23 år gammel, og derfor fortsat ung, hvorfor tidshorisonten kan blive meget længere, medmindre han får brug for pengene. For mig er det en fornøjelse at høre om en ung dreng som Anton, efter jeg selv købte mine første aktier som 12-årig, og derfor selv nærmer mig 10 år på aktiemarkedet, som Anton beskriver som sin minimumstidshorisont.
Hvor kommer pengene fra?
Da jeg var 13 år gammel, var jeg dog ikke lige så dygtig som Anton, hvorfor jeg hverken var bekendt med beskatningsforhold og omkostninger. Derudover havde jeg nok kun investeret for omkring 10.000 kroner. Derfor synes jeg det er flot, at Anton allerede kan afsatte 36.000 kroner til at investere.
Anton har ikke en fast indtægt, og eftersom han træner bordtennis seks gange om ugen, er det svært at finde tid til et fritidsarbejde, når han også skal passe sin skole, spille turneringer og have tid til at være sammen med venner og dyrke interessen for computerspil.
Derimod har han nogle mindre indtægter, hvilket kan komme fra at vinde en bordtennisturnering og arbejde i skolens kantine, hvor lønnen dog primært afspejles af gratis frokost. Derudover kan han i ny og næ tjene en skilling ved at slå sin mormors græsplæne og passe sine små brødre, mens han får lommepenge på 100 kroner om måneden. Anton har altså ikke som sådan en fast indtægt, og det er begrænset, hvad han kan tjene den dag i dag. Pengene kommer i stedet fra Antons opsparing, hvor han gennem hele livet har sparet op, og haft et meget begrænset forbrug. Det er derfor penge, han har fået i gave, tjent på små familiære opgaver eller bordtennisturneringer, som er løbet op i en pæn opsparing for en 13-årig.
FIRE som 30-årig
Jeg har spurgt Anton, om han har nogle målsætninger mht. investering, nu når han har startet så tidligt, og derfor har givet sig selv de bedste forudsætninger på investeringsmarkedet. Først og fremmest ønsker Anton på sigt at kunne tildele sin tid til det, som han gerne vil, og ikke bare arbejde for at kæmpe sig til den næste månedsløn.
Konkret fortæller Anton, at FIRE som 30-årig vil være et fantastisk scenarie, men ved nærmere beregning kan det blive en udfordring. Inden længe har Anton 36.000 kroner placeret i markedet, og med en fritidsinteresse, der optager meget tid, bliver det svært at give de månedlige investeringer et markant løft. Hvis vi forudsætter, at en portefølje på 36.000 kroner skal vokse til 10 mio. kroner på 17 år, kræver det ifølge en renters rente beregner en månedlig investering på mere end 20.000 kroner og et gennemsnitligt årligt afkast på 9% (ikke justeret for inflation). Det er mange penge at afsætte til investering om måneden, og næste spørgsmål er, om 10 mio. kroner i aktier overhovedet er nok til at opnå FIRE så tidligt i livet, når vi går 17 år ud i fremtiden.
Ambitioner og målsætninger er dog altid en god ting, og det værste der kan ske er, at man må revurdere ens målsætninger, hvis man indser, at ens ambitionsniveau er for højt. Anton er på flere måder allerede langt på sin investeringsrejse, selvom den kun lige er begyndt, hvor han gennem sin research har lært flere ting, jeg selv først lærte efter jeg fyldte 18. Det er godt gået, og vi vil ønske Anton al held og lykke på sin investeringsrejse.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.